Hej Simon

At slentre på en junidag i godt selskab med Henrik, Villy og Danny er ikke dårligt ... faktisk helt godt i grunden :))

Lidt mere fra et par timers fælles fodslaw med Nordbrandt i "Forsvar for vinden under døren"


Forår i et landligt køkken

Priset være vinden under døren!
Den, som skænker det ubevægelige støv
sine skinnende vinger
og forårslyset i de kummerligt overvintrede ting
så mægtigt et fængsel at bryde ud af.
– Søster til enhjørning og natskygge
rastløse isblomst uden rude!
Den, som ridende på en knækket kost
kaster violette skygger hen over køkkengulvet
hvor skoene hober sig op i søle
og den nat, hvor landskabet sættes under vand
slukker flammen i messingstagen
så vi ser mørkets farve.
Giv os i dag vor daglige træk!
Så knoglerne ikke smelter inden i os
men suger af jorden, slipper kirsebærblomsterne …

***

Stilhed

Også stilheden har sine navne
på steder og personer
som navnene har deres stilhed


og det, som fortsætter
er det, som er blevet afbrudt.


Den, der måske er kommet forbi
og har set petroleumslampen
stå og blafre i hallen for åben dør


har blot set en blafrende lampe.
I et af husene. En eller anden.


Insekter slår op i violette skyer.
Mennesker falder hver for sig.
Og hvis en klippe kan være helt sikker


er det, fordi den mangler ører.

***

Jeg tror på stedet

Jeg tror på stedet, som ikke er: Sollyset der rammer
et blomstrende frugttræ på en mørk slette
et diset bjerg, forankret af våde telegraftråde


og skinnerne, som pludselig får noget at passere
– stedet der bliver til et øjeblik
for i næste øjeblik atter at blive til et sted.

***

En ørn i meditation over Ürgüp

Her er det ikke nok at være her
før det ikke længere er her.
Andetsteds er det præcis det samme
men giver sig først til kende der
på en ny måde: Tidligere kaldet længsel
består denne følelse af de ting
deres navne sætter i forhold til hinanden
uden at forklare. Vind og vejr
veksler, prisgivet årstiden, her
såvel som der. Rummet, som liv og død
kræver hvert øjeblik, er det samme
lukkede overalt. Kun indfaldsvinklerne
er forskellige og former personen i faldet.
Det vigtigste er kunsten at falde.

***

Granatæbletræer

Om dagen farven, om natten lyden …
Når granatæbletræerne kommer
med frugter trodsige som drægtige løvinder
trykker selv de røde tomater sig
    tyrkisgrønne mod jorden
rotterne flygter med en lyd af bambussumpe
    blæst bøjede og violette
kat og mus søger tilflugt i hinandens pels
og de femtenårs piger vågner med et sæt
når en enkes papegøje eller en sko under muren
får dem til at forstå, at de er blevet set.

***

Vejsving

En vej af hvide tjørneblomster
destillerer sit sving, hvor byen begynder
    i kys på kys
mens vinduet atter åbnes ud mod dalen
for at fange det sidste solskin.
Tynd røg stiger op fra den disede bund
og stenene, vi sparker til
ruller nedad for at samle mos på oversvømmede
    huses dørtrin
i et rødligt skær af blafrende olielamper.
Jeg bevæger mig uforudsigeligt
som en sti, der med øret til floden
føler sig frem gennem tæt underskov.
Og min krop er et bur af lys, hvis tremmer
    falder ud en efter en
med en glæde, som giver mig vinger.


Hilsner med junivinden
RoseMarie

Hej Madam Juni..;)

Sikke et fortryllende sommernavn, helt romersk og ovenikøbet med udsigter, idet det jo bærer fremtiden i sig, kalender- og vejrdage, slet ikke ringe - men har du ikke også altid haft et sigte?
Tak for fine melodiers strejf af sødme. Her har træers små konger og dronninger lige afholdt deres aftensang, som gør én lidt nattergal - nattens vind fløjter allerede og aftningen er forlængst overstået og sommergæster ligger på puder af drømme. Det samme vil jeg, og kvitterer her med lidt mer fra VS’ dagbog Forløb & digtsamlingen Vejrdage:

Tordenen nærmer sig
en aften om sommeren, tordenen
nærmer sig ofte om aftenen om sommeren, tordenen
nærmer sig, og verden
lyder stærkere end fordum.

Bange falder stilheden
som dråber til jorden,
skyer klumper sig sammen
i angst for at skilles.

Tordenens regn,
mørkets flammende opklaring,
næring for øjne og øren som savned at høre og se.

Hvilende regn og jordens
duftende åndedrag, opklaringens, gensynets
lysende ro.
Tordenen fjerner sig, det tordner i det fjerne, tordner
endnu …

Villy Sørensen, Forløb, Juli 1956.

*
Nattergalens svanesang

Uformodet brød nattergalen sin tavshed,
ti dage efter St. Hans.
Det var ikke dens hele og fulde sang,
ikke hele forløbet, ikke alle løbene,
men dog nattergalen endnu en gang.
Det gjorde godt og gjorde ondt
og gjorde vemodig.

Det vemodige lå ikke i nattergalens sang,
der er munter, triumferende, virtuos,
men i at den sang igen – eller endnu.
Det mindede om at noget stadig er muligt
eller ikke er muligt mere.
Det mindede om at alt har sin tid,
at alt hører op og måske
begynder igen.

*

Jeg stødte for en tid siden på ét af VS tidligere digte, og kom til at tænke på tidens godhedsprædikanter, ikke særligt på én, men på tendensen og dens lange forhistorie, som en trope i overtroens tjeneste:

Sadisme

Den enes nød kan gøre den anden helt blød.

Man kan få så ondt af dem der lider ondt
at det gør én godt
at man føler sig god.

Man kan gøre andre ondt for at få ondt af dem
for at føle for dem
for at føle
for at blive blødt op.

Megen ondskab er ulykkelig kærlighed
til det gode

*

Et andet smukt digt som bærer lange skygger, lyder:

Vold og afmagt

Verden regeres med vold og magt.
Et styre der bygger på vold og magt kan ikke bestå.
Kan verden ikke bestå?

De velmenende kommer altid til kort,
når sjældent til magtens top eller blot til dens bjergside.
De der kommer op med vold kommer også ned.

De der regerer med vold og mord har aldrig fred.
Hvor der ikke er dødsstilhed mellem deres undersåtter,
aner de en trussel der må straffes med døden.

Med vold og magt kan de udrydde en halv nation
eller en hel, teknikkens fremskridt taget i betragtning.
Få den til at leve og trives kan de ikke.

Tyranners dage er altid talte: de vil fælles af andre tyranner.
Kun samfund, der bygger på det, der kaldes utopisk,
naivt og urealistisk,
har en fremtid.

- Villy Sørensen, Vejrdage, 1980.

mvh & gode drømme…;)
Simon

Go'formiddag Simon

... og tak siger hun, hende Madam Juni :))
Det er ikke mange forundt at blive navngivet på næsten romersk manér i juninattens sommervind, og så endda med Villy Sørensen som lygte og fadder. Det navn kan jeg kun med glæde tage på mig, tage til mig, tage ind og tage med mig i det, der skal komme ... næsten som Madam Christensen her beskriver lyset i en sommervind :))


Ser dig an fra sommerfuglevingen,
det gør jo kun lidt sommerfuglestøv,
så fint som intet skabt af ingen,
et svar på fjerne stjerneformers løv.

Det hvirvles op som lys i sommervinden,
som glimt af perlemor og is og ild,
så alt hvad der er til i sin forsvinden
forbliver sig selv og aldrig farer vild,

så det som ildfugl, iris, isblåfugl
gør regnbuen til jordens sommerfugl
i jordens egen drømmesynske sfære,

et digt som nældens takvinge kan bære.
Jeg ser, at støvet løfter sig en smule,
de stiger op, planetens sommerfugle.

https://www.youtube.com/watch?v=RHXgHDisoFk


Sommerligst og luftigt
Madam Juni

Et søndags P.S.

Romanska bågar

Inne i den väldiga romanska kyrkan trängdes turisterna
i halvmörkret.
Valv gapande bakom valv och ingen överblick.
Några ljuslågor fladdrade.
En ängel utan ansikte omfamnade mig
och viskade genom hela kroppen:
”Skäms inte för att du är människa, var stolt!
Inne i dig öppnar sig valv bakom valv oändligt.
Du blir aldrig färdig, och det är som det skall.”
Jag var blind av tårar
och föstes ut på den solsjudande piazzan
tillsammans med Mr och Mrs Jones, Herr Tanaka och
Signora Sabatini
och inne i dem alla öppnade sig valv bakom valv oändligt.

Tomas Tranströmer

Hej i det romerske bassin, Madam Juni…;)

Sikke en weekend: huden er nu for lille, skelettet ømt og hovedet værker: det er blevet sommer for nissebørn, koner og mænd, tiden hvor man vågner i fuglesang og kattene hænger ud med skyggerne, og hvor vi kører på cykel med bare fødder efter is.
Men hvad jeg egentlig ville sige var vist noget i retning af, at Skyggebiblioteket af Karsten Sand Iversen, absolut tåler en kop kaffe i havestolen, den er vidunderlig!

Tak for Tranströmer og Madam Christensen – dém ka’ jeg ikke stikke, men jeg ka’ være pjat med Tage Danielsson, der ka’ få folk til at le sig smukkere:

Rättvis tanke av primitiv kajakägare

Bilarna borde ha avgasrören
inte i aktern, uten i fören.
Då blir det ju den som kör
som dör.

*

Tro

Min son tror starkt på Snövit och på sagans ädle prins,
men bergatroll och stygga häxor tror han inte finns.

Min egen fantasi fungerer likadant som hans.
Jeg tror egentligen att Adolf Hitler inte fanns.

*

Riktigt galen tanke

Den tanken måste vare riktig galen
att TV sänker sexualmoralen.
Det kan väl inte bli så mycket hor
hos folk som bare sitter där och glor?

- Tage Danielsson, Samlade dikter 1967-1967.

Solhilsner & god dag
Simon