Morn’ RM..

Forudsat du ikke allerede har været der, tror jeg du har gods at hente i Borums ”Kritisk Alfabet”, fx i portrættet om Willumsens natursyn under titlen ”At være verden”, hvor vennen Sophus Claussen – der læsende et digt er portrætteret af Willumsen selv – og digterkollegaen Helge Rode figurerer i Borums egen opsats om tidens og tidernes syn på kunsten og mennesket, der tilsammen med essays og læsepluk i øvrigt skaber en næsten eidetisk atmosfære af også Borum. Ikke mindst er kap. Thinking and Painting (en analyse af Virginia Woolfs motiver og intentioner med romanen ”To the Lighthouse”) en flot analytisk illustreret udfoldelse af forholdet mellem bevidsthedens indhold og måderne og formerne den kommer til udtryk på, som ”mødesteder” – selve synsmåden ses indbegrebet i digtet i bunden her.

Så det er sådan set en fold-ud-Borumpakke til indtagelse under træet, med mange fine digte hist og pist og synspunkter på alverdens personlige nærværelser med indlysende henvisninger til andre gode læseoplevelser, hvor det skam også går an at blive klog, klogere og bagklog på Cézannes arbejdsmetode gennem Per Højholt, alt sammen lige til at ta ind, voila!

Her lidt Claussensk ”Skabelse”:

Jeg er ej født endnu, men fødende forløses jeg.
Af livet i mit værk jeg aner livet i mig selv,
berøvet dette spejl er jeg, som godt som, lagt i jord.

Mit kald har jeg bragt med, og intet yder jeg af mit.
Men jeg forløses, og forløst ser jeg min gæld betalt
til kraften, den jeg stammer fra, og som har udsendt mig-

Det rige, som har indkaldt mig, og som jeg stammer fra,
er det en ufødt magt, der fødende forløser sig?

Jeg ved det ej, men i mit blod er alle længslers mod.
Jeg hamrer ild af mørket, udfrier de almægtige.

- Sophus Claussen.

*

Ja RM, man må lade digterne præsentere sig selv, som intertrigo gør de det bedst selv, overfører og generøst. Men det er jo som vi så mange gange har talt om, musikken i ordenes leg omkring hinanden, der så pludselig får en indre streng til med 440 HZ at kalibrere digteren, som derefter står mejslet i erindringen til de tre jordkast eller en tynd søjle af røg stiger op. Digtere skal heller ikke ha det lettere end alle andre, næh, der må arbejdes lidt for sagen – men pludselig dette ord, sangen, musikstykket eller den elegante sætning – så er der udsalg, og som herunder sagt, snyder man sig ikke til begejstring…;)


Vingesusets livslinier er visdommen nu

- et uerstatteligt minde om Poul Borum 1934-96.

Som trold af en æske pønsede du på verden,
mod nysgerrighedens absolutte lys,
for man snyder sig ikke til begejstring,
dine sprog imellem alle bøgerne,
balletten, punk-rocken, maskespillet, ja inderlighedscirklen,
mennesket dette private rum af fred.

Af en stridsdommer så lutter gavmild sol i øjnene,
holdbarhedsvægten var nu større end vovestykket,
temperamentet så dybtfølt før det talte ord,
en strejfer på kvalitetens lille lykkepyramide,
det var alle jalouxkøternes vranggrin værd,
misundelse falder altid ud i besindelsessyge.

Som døden forfiner erindringerne,
dansen og dannelsen vokser af samme gren,
der var så meget hjerte i dine hænder,
du var levende med livet,
dette korte partitur af ængstelse og ligevægtsleg,
der var så meget hjerte i dine hænder.

Vores gensidige forelskelse i lys og omtanke,
blomster vil altid stimle op og spørge,
en sort humor sætter grønt humør i græsset,
som en let hosten rystes en klangbund fra jorden,
bare lige dette sekunds optræden,
og gid det så vil gentage, gentage og gentage.

Denne morgen af klarsyn og rundtosset kaffespild,
min elskede græder af fornægtelse i entreen,
du er netop gået igennem en sidste vægs distance,
sådan forblev hele vort venskab indpakket,
ærligt bøjet o et sart klarsyn med nænsom afstand,
kærligheden dette private rum af fred.

Døden forfiner erindringerne,
dansen og dannelsen vokser af den samme gren,
der var så meget hjerte i dine hænder,
du var levende med livet,
dette korte partitur af ængstelse og ligevægtsleg,
der var så meget hjerte i dine hænder.

- F. P. Jac.

mvh i kaffestunden..
Simon

Morn’ RM – var nær ved at skrive, her under skyerne; ja snart daler små fnug ned på næsetipperne og nisserne springer i øjnene over glöggen…;)

Her lidt af Morten Nielsens Efterladte Digte, samlet af Paul la Cour, der også skriver forordet, i hvilket der berettes om det forord Morten Nielsen selv havde overvejet til sin samling, det lyder:

»Det er ikke Skik og Brug at sige noget foran i Digtsamlinger. Alligevel giver jeg Bogen her et Ord med på Vejen. Ikke for at undskylde den – selv om jeg vel er den, der bedst kender dens Mangler. Men for at forklare, hvorfor jeg lader den komme frem nu. Under andre Forhold vilde jeg have ventet nogle Aar.
For Tiden er det haardt at være til for de fleste, men jeg tror, det er haardest for dem, der, fordi de er unge, endnu ikke har faaet nogetsomhelst gjort færdigt. Og som frygter for aldrig at faa noget bragt til Ende. Den Angst kender alle, der har strejfet unge Mænd, som i meget lignede dem selv – og senere gik til, et ellers andet Sted, for der kæmpedes.
Naar denne bog kommer nu, er det, fordi det er nødvendigt for mig at have gjort en Ting færdig, som er min, og som jeg har Ansvaret for.«

Det er fine ord med mening om det liv han selv påtog sig ansvaret for, Paul la Cour skriver:

„Han fortalte, at da det Kuld studenter, han tilhørte, kom til København for at begynde Studierne paa Universitetet, turde adskillige af dem ikke, heller ikke han selv, leje et Værelse uden først at sikre sig, det havde flere Udgange, eller at man i det mindste kunne slippe bort over Tagene. Det var jo som Regel Kvistværelser, der tilbød sig. Naar jeg saa på saadan et, gik jeg altid hen til Vinduet og undersøgte Taget, sagde han.
Paa det Tidspunkt, da ingen af disse unge Studenter endnu var gaaet ind i illegalt Arbejde, kunde denne Angst maaske synes overdimensioneret, men den var det ikke. Det var den uformelige Angst, man altid føler, mens man bereder sig til en vanskelig og farlig Gerning, man endnu ikke, aabenlyst for sig selv, har sagt Ja til, saa den har forvandlet sig til en overskuelig Realitet. Det var den Sindets Urolighed, der driver til Handling, for i Handlingen at samle sig til Frygtløshed.
Morten Nielsen og hans Kammerater kom fra en tydelig Angst, vi alle følte, men de forvandlede den til frugtbar Ansvarsbevidsthed, dyb Følelse af Gæld til Livet, de satte paa Spil. Netop paa deres Omkostninger kan vi aflæse deres høje Kvalitet.
Allerede den Digtsamling, Morten Nielsen naaede at udgive, indledes med et Digt, Riget af tusind Aar, som handler om Omkostningerne. De er det stadigt tilbagevendende Tema i hans Digtning. Hans skrev kun undtagelsesvis direkte Oprørs- og Angrebsdigte, lukkede af Kampens hensyn, næsten alle hans Digte er i Stedet fyldt med alt det levende, den Higen mod stadig mere Liv, renere Liv, som laa bag Kampen, gjorde den nødvendig og var den Smerte. Han tabte ikke Maalet af Sigte for Dagens Strid, Kampen forvandlede han ikke. Det tunge Hjerte, hvormed han og hans Slægtsled kæmpede, og som holdt ud med sin Tyngde, alle deres hemmelige Omkostninger, var deres Lødighed.
Mellem Morten Nielsens Papirer har jeg fundet et Par hastigt nedkradsede Linier. Ingenting er nemmere end at skrive Vers, som siger noget, skriver han. Naar der alligevel ikke er svimlende mange gode Vers, er det, fordi dèt ikke er nok, at en Ting staar i et Vers, den skal også være der, den skal ligge indeni Linjerne og lyse.
Heller ikke i de Tanker, han gjorde sig om sin Kunst, at det er Livets i os, vi bliver spurgt om, Livet indeni Tingene, det varmende og lysende, det, som ikke foregiver at være, men er … så enkelt, så uunnværlig som menneskets åndedrett. Hans Angst for at bringe Livet for lidt rakte ind i hans kunstteoretiske overvejelser. Rødderne skulde med, her og alle vegne”.

*

Digtet her er muligvis skrevet mens vinden susede om hans snørebånd og tankerne fløj mod den elskede Tutti; ét er dog sikkert, at han var lige så optaget af lysets måde at lægge sig på, som Willumsen - blot skinnede han selv, fordi han var en strålende iagttager:

AFTENENS STJERNE MOD NORD

Kølige Striber af Aar.
Nord for den Jord, hvor jeg gaar,
kom den med Mørket, der kom,
Aftenens Stjerne mod Nord.
Ude i Himlen, men nær
duver den ind i mit Blik,
bliver til en Rytme, der blidt
følger en Rytme af Skridt.

Gennem den tidlige Nats
Muldlugt og Lugten af Løv,
ude fra Mørket, der faldt
ind om den Jord, der er alt,
synker den ned over mig,
bliver den en Rytme, der støt
følges med Pulsslagets Rytme,
svingende roligt og rødt.

Vejene strækker sig ud
under et blinkende graa,
langt med en Efteraarshæk
løb mine Drengeaar væk.
Nu er jeg hjemme igen –
Aarstidens smuldrende Lugt
mødes med sky’r i en bristende
Skal om den faldende Frugt.

Gyngende falder et Lys
ind over Øjnenes Vej,
ser en Bevægelse dér,
mødes med Rytmen af dig.
Stjernen. Og du. Og mit Liv –
klar falder Rytmen, og hed,
er som et Lysskær omkring
det, der er en Hemmelighed.

*

Digtet her, smyger sig omkring den inciterende frygt for det, der ikke vil nåes:

NÆSTSIDST

Her gaar de udad, udad,
falder og synker væk.
Og din var deres Munterhed
og desperate Skræk.
De synger i Dag, og i Morgen med,
og hvem staar vel så for Tur
til Mødrene ude paa isgraa Marker
eller imod en Mur?
Her gaar de udad, udad,
unge Mænd som vi selv
og ingen af dem fik levet sit Liv,
og ingen fik sagt det Farvel.

*

Her oser digtet af eget liv, men om forestående liv der snart slukkes:

AUGUSTNAT ENOGFYRRE

En Stue i Halvmørke. Stemmer,
der taler om dæmpede Ting
- Ting, der blev til,
naar en Menneskehaand
brød det sædvanliges Ring,
fandt en Stump Sol i et Glasskaar
paa lyse, urolige Spor
og ledte den ind i en Tone,
en Farve, en Sten og et Ord.

Et halvmørkt Rum. Fra en Stol
en Glød af en Cigaret –
udenfor Vinduet Prikker af Ild:
Flyvemaskiner … en Stjerne,
Mennesker lytter mod Gaaders
tøvende Aandedræt
og hører de endeløse
Kolonners Motorer kværne.

Krigslys og Larm af Motorer
over Vejenes mørke Mil,
men blødt ridset ind i det blegblaa Rum
staar Menneskets tavse Profil:
Et sænket Ansigt mod Himle,
der skinner blegt og mat,
mens Striber af hvidt Projektørlys
fejer derover i Nat.

En mørk Silhuet mod Himlen
og ud mod de mørklagte Byer:
der lyser en Vished omkring den
om Træer og Børn og Dyr.
Om nye Augustnætters Halvlys,
naar Mørket har skjult vore Spor,
om en Søns eller hans Søns Tanker
i Toner og Sten og Ord.

*

Adskillige af digtene i hans Efterladte Digte er fremragende, men en lille pause – som vi talte om: lidt ad gangen er måske ikke dumt…

Nisselige hilsner,
Simon

Også her i rummet skal lyde et go'morgen til dig, Simon

... og jo, "Kritisk alfabet" kender jeg (og genkendte jeg i dine citerede ord), og det var netop med dén, jeg erfarede, hvordan Borums (og også andres) ord kunne finde ind ad mine sjælsdøre på rette tid og sted ;)

Men om jeg kunne finde den i reolerne ... Jeg har ledt med både levende lys og lygte efter den og må konkludere, at den nok er én af de mange bøger, som stadig ligger gemt i de nederste af ikke udpakkede flyttekasser efter min sidste flytning ... for flere år siden Hmmmmmm ;))

Gad vide, hvor mange skatte jeg finder, når jeg når ned i bunden af stakken??? Men for at få plads til de gemte og glemte bogskatte, må jeg igang med endnu en sortering af husets bogreoler ... og denne gang med meget hård hånd af mine ellers så blide hænder :))))))))))))))))))))))))))))

Nå, ting ta´r tid ... de ta'r den tid, de ta'r, og sådan må det være

... og NU er det tid til morgenkaffe, før jeg dykker ned i flere gode ord ... har jo lige opdaget, at du har morgenbegavet mig med flere :)))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

Tilbagevendende hilsner fra RoseMarie

Hej Simon

Fra november til december er vi kommet, fra efterår til vinter, fra løvtræer til nåletræer ... og nu skal de levende lys for alvor tændes, så lysstrejf kan spejle sig i de lysende øje blikke ...

Næsten ingen kan så smukt og rent udtrykke sig som Morten Nielsen. Om lyset i mørket og alle de lysstrejf, vi skylder os selv og hinanden at lukke ind ... og lukke ud igen. Lysstrejferpoeten har vist vej til stjernerne ***

Måske også for ham her ...

Længst står nu Ahorntræet gult;
hver Morgen Tåge, hele Dagen
et strejf af Kulde under Heden,
en underfundig kølig Fugt,
klam, bidende, når Mørket falder,
————

alt sært og luftigt, gennemglødet
af Afsked : Afsked uden Smærte,
balsamisk Frihed uden Vemod
og intet efter, ingen Planer -

Da hører jeg en Stæreflok,
et heftigt Sus af mange Vinde -
på én Gang står det gule Træ
opfyldt af Jubel——
— hør Træet synger,
Tunger af Ild, Struber af Ild,
Jordskælv af Lyd, en Salighed
så Luften flammer - Afsked, Afsked;
men Smærte er umulig her,
med dette vilde skrig i Øret
véd jeg, at Glæden overlever, —

———— Glæden
skal samles med al Fryd, som findes,
dér hvor Misundelserne blegner,
Skinsyge, Forskel, Nag forsvinder,
fordi enhver er med, - delagtig
i den udelelige fryd.
Det Sted er til; derfra er Livet.——
——————— lydløst
brænder fremdeles Ahorntræet,
så opfyldt af sin egen Stilhed,
af indre Sol, at Kronen svæver -
Fuldendthed, Klarhed, Ro før Stormen,
Novembermørket, Vinterhvilen -

et lifligt Solskin : uden Ophør
i mig og Træet, som jeg presser
min Pande mod, mens Mørket vokser
og Hjertet vokser, fuldt af Sol.

Thorkild Bjørnvig (fra "Stjærnen bag Gavlen" 1948)


... og tilbage i en dagbogsoptegnelse fra 1941 skrev han

: "Jeg har elsket, bare elsket Jorden og alle dens
væsner, jeg har stået stille med klart blik og udsendt mine
rødder, for at de kunne suge næring af den sorte
muld, og jeg har sendt mit eget blod ud som nærende
saft til Jordens vajende vækster og følt det som et kys på
min halvåbne mund, når jeg kærtegnede de grønne blade.
Jeg har ligget med øret mod Jordens gamle hjerte og
hørt det brusende blod og vidst, at jeg lige så godt kunne
være ulven som lammet. Jeg tænkte, at man aldrig
skulle tage parti for nogen - og her, med det store pulsslag
i øret, faldt fuldstændig ro over mig"

(fra "Jordens Hjerte. Erindringer 1938-46").

https://www.youtube.com/watch?v=W-YnyZG8fNU

... og ja, her beskrives tonernes essens og bevægelse af en moden herre med alle sine sanser i behold ... Den største bevægelse sker i den kropslige bevægelse, der næsten er usynlig for øjet ;))))))

https://www.youtube.com/watch?v=SfrPN8cAZvk

Aftenlyse ord og toner fra RoseMarie

Morn’ RM..

Ja, de tre varyler er pragtfulde sammen, Joao Gilberto, Getz og Jobim, sætter man den på mens man laver mad, opdager man pludselig sig selv trippende taktfast rundt om gryderne med hovedet i klukhønebevægelser, det er en vidunderlig skive der kan bruges til mange ting. Astrud Gilberto er også én man engang imellem må høre for at få det rigtig godt her i verden; samme stemning får man, hvis man stikker hovedet i Joao’s ”Amoroso”, ja den vil bare ikke ud igen, skiven – man er sin egen pladetriller, herligt!

Forbinder også Bjørnvig med adskillige af den tids fine poeter, og ind imellem, når Mortens Nielsens sætninger svang sig rundt i mine øjne, tænkte jeg på hvad ordrokken mon havde spundet livet ind i, hvis det havde fået lov at lege i hans ræverøde hår mange år endnu. Et meget fint digt fra Bjørnen! ;)

Det er noget mærkeligt noget, det med at pakke livet ud flere år efter det blev situationeret i sin egen papkasse; op fra dybet hentes det ene glædelige gensyn efter det andet, ”nej, ved du nu hvad…”, og ”jamen, er dét ikke…” – men alfabetet bliver jo brugt flittigt uanset, ser vi jo, og det samme gælder Borum, hvilket han jo bare ville være glad for. Han har virkelig været mig en god trampolin.

https://www.youtube.com/watch?v=b81ywX5cUmQ

https://www.youtube.com/watch?v=pK0K6RgtuD8

https://www.youtube.com/watch?v=XQD1wJtkkU8

*

Her en af De Unge Digtere, Erik Knudsen, som viser livets gang:

Her var det vi løb som børn

Her var det vi løb som børn
i en fjern fotografisommer,
mens store fugle dykkede
og kom op med fisk i næbbet.

Her på disse skrænter
trak vi jordbær på strå
og stirrede ud over havet –
Robinson Crusoes hav.

Så begyndte filmen at rulle
stærkere – vildere –
Billederne flimrede i mørket,
karrusellen snurrede rundt.

Og nu står jeg her igen
svimmel og træt i øjnene.
De samme bølger, den samme strand,
men ringen har trukket sig sammen.

Afstande er skrumpet ind –
Derude i horisonten lyner løgkupler,
og bag skovpavillonen stiger røg
fra ruiner og afsvedne skove.

Mågerne deler luften med flyverne,
og i tangen ligger vragstumper,
tavse vidner
om en verden der forgik.

- Erik Knudsen.

Weekendhilsner
Simon