1
registreret
(1 usynlig),
807
gæster og
123
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#21244 - 10/08/2016 14:13
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM…
Snart er vi der, langsomt drejer grobunden mod farvetoner der får os til lykkeligt at snappe skovbundens duftsamlinger i os, en musik Tafdrup herunder oser af og som jeg inat fik færten af, som en ræv med snuden i vejret. Efteråret er min tid, jeg tar den gerne på mig, og ejer så hvert år sammen med de andre en hel årstids særlige stemninger. Og der var anelser i luften inat: et efterårslandskab dalede ned på min sommerhud og gjorde mig blød! Nuvel, du ved jo at jeg synes Pia Tafdrup er en nisse, i al fald er hendes dufte af sne ren nissemusik der gør grøden glad – derfor også endnu et Tafdryp, og et der ville få flere af de manglende til at smile som en flækket træsko:
EFTERÅR
Lugt af efterår, af kuldeskyer over himlen, lugt af vildgæs, der i kiler trækker væk fra Nordens zone, lugt af blades flaksen ned mod jorden, lugt af nødder, lugt af æblers bump fra træers kroner,
lugt af korn og frø i laden, lugt af støv, af korn til foder, udsæd, brød og malt, af havre, hvede, byg, af rug, af græssets og af raspens frø, når luft i tørringsanlæg blæses gennem høje dynger,
lugt af plovens vendte furer, lugt af blæst i håret, drengens varme hårbund, når han stormer vidt omkring i skoven og på marken med de andre drenge, indtil sveden springer, og til skumringsmørket sniger frem fra alle sider,
lugt af rønnebær, at sene roser, lugt af snebær, gyldent løvfald, af kastanjetræers blanke, brune frugter, lugt af løg og græskar, kål og gulerod, af ny kartoffelhøst, de sidste soltomater, førend frosten sætter ind,
lugt af tunge drueklaser, lugt af hyldebær og brombær, lugt af modne pærer, figner, blommer, ferskner, lugt af slynget honning, pludselige favntag i oktobersolens lune stråler, lugt af nattehimlen med spor af stjerneskud,
lugt af svampe dybt i skovens mos, af krydret luft, af prægtig skørhat, birk- og lærkerørhat, lugt af giftig fluesvamp, af kantarel og karljohan besøgt af snegle og af os på jagt med kniv og kurve, rustet med en endeløs tålmodighed,
lugt af sammenkrøllet løv, af tørre strå og vissent græs, af kløvet brænde fra et væltet træ, og ved, når økseslag får kilen til at flække kævlen, lugt af kogler, kvas og brændestykker klar til frost og lange vinterdage,
lugt af regn og rusk, af træers blade, der nu klæber vådt som gamle mænd til deres koner, lugt af græssets sure strå, af halmens gennemblødte stakke, af kompost, af dyngvådt kvæg på marken, lugte efter styrtregn, lugt af nyopfunden ro,
lugt af slagtet kvæg, af blod og frygt for ensomhed og evig uro, stank af myrderier i en anden del af verden, lugt af angst og fjerne krige, verdensrummets råhed åndet ind med fugtig luft og langt fra håbefulde veer.
- Pia Tafdrup
Til slut en sen hilsen fra Bertolt, med denne lille bekendtgørelse (til grådigheden):
Ja, mine kære, nu er alt græs ædt Og rundt om på kontinenterne rygtes det, at livet ikke længere Er værd at leve Racerne er gamle, man kan ikke forvente mere af dem Den lille planet er flink og afgnavet Det hele er allerede forbi, man snakkede bare om det en tidlang Vi er kun en sen lille slægt af øjenvidner Og tiden kommer til at hedde: Gummialderen.
Bertolt Brecht.
Bedste sommernissehilsner Simon
Redigeret af Simon (10/08/2016 14:14)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21246 - 11/08/2016 07:43
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Lidt tryl i den dugvåde morgensol…
Om vold
Voldelig kaldes den rivende strøm Men flodsengen der indsnævrer den Er der ingen der kalder voldelig.
*
Ved en søns fødsel fra det kinesiske: su Tungp’o, 1036.1101
Familjer der har fået et barn Ønsker, det er intelligent. Jeg som ved intelligens Har ødelagt mit liv Kan kun håbe, min søn Må vise sig at være Uvidende og tanketræg. Så vil han få en rolig tilværelse Som minister i kabinettet.
*
Digternes udvandring
Homer havde intet hjem Og Dante måtte forlade sit. Li-Po og Tu-Fu flakkede om under borgerkrige Som gjorde det af med 30 millioner mennesker. Euripides truede man med processer Og man holdt munden lukket på den døende Shakespeare. Francois Villon var ikke blot eftersøgt af sin muse Men også af politiet. ˶Kaldet Den elskede˝ Gik Lukrets i landflygtighed Ligeså Heine, og ligeså flygtede Brecht ind under det danske stråtag.
- Bertolt Brecht.
Duftudveksling
Duften af den nyfødte strømmer varmt i møde, en sky af molekyler emanerer fra den spæde krop, mit afkom. En sart og dunet duft, der ikke har været i verden før, lukker et øjeblik alt andet ude.
Den arkæologiske murske graver i nuet, næsen glider over barnets kind og pande, dets hårbund, tiden er. Kan ikke få nok af det nye væsen, mærker rummet fyldt af dets duft.
En identisk proces starter i barnets hjerne, barnet kender lugten af sin mors krop til forskel fra en anden kvinde, lugten af moren smyger sig om det, en første kim af sandhed at navigere efter, sprogløs.
Barnet trykker næsen mod brystet, indsnuser en verden fyldt af morens lugt, forenet og adskilt, barnet samler al opmærksomhed, frygt- og drømmeceller vokser med uforudsigelig styrke.
- Pia Tafdrup.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21251 - 12/08/2016 02:28
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Digtet herunder ka’ høres på Sebastians vidunderlige album Tiderne Skifter (1979) m. Anne Linnet/Lis Sørensen som kor – måske noget af det smukkeste på skiven, der er fyldt med Bertolt Brechts pragtfulde digte, der også betog vores generation og var en del af pensum i tysk:
Om verdens venlighed
1. Små og nøgne kom I alle ind I en verden kold og fuld af vind Intet dække skærmed jeres krop Da en kvinde kom og tog jer op.
2. Ingen banded over jeres start Ingen holdt med hestevogn parat. I var ukendt i et ukendt land Da en mand engang tog jeres hånd.
3. Fra en verden kold og fuld af vind Går I alle bort med skurvet skind. Glad for verden, uden store ord Når man rækker jer en håndfuld jord.
*
Brecht forstod til fulde hvorledes menneskelig nød og elendighed behandles af samfundets medierobotter – intet er forandret:
Teaterkommunisten
Med en hyacint i knaphullet Fornemmer ynglingen På Kurfürstendamm Verdens tomhed. På toilettet Forekommer det han indlysende: han Skider i et hul.
Udmattet af sin fars Arbejde Besmitter han kafeerne Bag aviserne Smiler han farligt. Det er ham der skal træde Denne verden i stykker som En lille kokasse.
For 3000 mark om måneden Er han villig til Al iscenesætte massernes nød For 100 mark om dagen Viser han Verdens uretfærdighed.
*
De elskende
Se høstens tranar i en mægtig kile! De skyer der følger dem som deres kygge Flygted med dem i samme nu de iled Imod et nyt liv og lod dette ligge. I samme fart og højde ses de hvile, Side og side svæver adskilt begge. Må sky og trane med hinanden dele Den smukke himmel de så kort beflyver, Må ingen af dem tøve eller skele Til andet end hvordan den anden duver I vinden begge føler, begge hører Som ligger hos hinanden mens de svæver; Til intet kan da vinden begge føre Forblir de blot sig selv og overlever Så længe kan dem intet ondt berøre Kan de fordrives fra hvert sted hvor sneen driver Hvor skyller truer eller bøsser knalder. Bort under sol og månes lige lyse skiver Flyr de, hensunket i hinandens kalden. Hvorhen, I? Intetsteds, Og væk fra hvem? Fra alle. :/: Det er de elskende :/: I spør hvor længe de har været sammen? I kort tid. Og snart skilles deres veje? Vid: Kærlighed bærer elskende en tid.
- Bertolt Brecht, fra samlingen Digte.
Eftersom en fortumlet hveps igår satte sin sabel i mit ene lår, et lår der var nær ved at kvæle dens frihed i det fælles duftrum med søde mirabellatræer, men at låret hurtigt forstod en så skarpsindig hentydning fra det bevingede tigerdyr:
Insektvinge
Morgenen balancerer på et duftspor af parfume plantet i luften.
En insektvinge slår mellem husene, spreder duften af dråben,
dypper luften, fylder byens rum en travl og tidlig morgen, duften
stiger trinløst i styrke, navigerer med blodets forventning
mod næser, binder uden remme, lænker, reb,
gnider næseborene, får tanker til at krakelere, splintrer morgenen, duftsekunder sætter vildspor langt ind i dagen.
- Pia Tafdrup, Lugten Af Sne.
mvh Nissen
Redigeret af Simon (12/08/2016 02:32)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21256 - 14/08/2016 03:20
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Her lidt fra: Man Burde Burde, en samling alvorlige tanker i sjove former, ind imellem karakteristika af noget eller nogen i det omgivne og fjerne, til tider tættest på, som følsomme tryk på kluklatterknappen – man spræller, herligt tilpas…
FORKÆMPER
Energi kommer af at bruge den siger han og væk er han forfølger veloplagt forfølgere ofrer sig med næb og klør for ofte iler gennem tykt og tyndt for at opstøve hårdtramte støtte vakkelvorne få blodsugere til at rødme Kom an hajer og slanger råber han med harpun i højre og lasso i venstre Ved af som kun få forudser før løbesedler møder morgenfrisk optrækkende farer på halvvejen Tillid vækker hans næsten husmoderlige orden i oprør og indgreb: protester i skuffen med knive resolutioner skrællet og klar til i morgen demonstrationer punktlig fremdateret Mens han rør rundt i en boblende skideballe og krydrer en dampende mishageytring smiler han muntert: Det ligger lidt tungere med landet i dag pølsesnak og pindesuppe men i morgen står den på blodigt kød og dennegang skær jeg helt ind til bener
Her et lille udpluk af hans agitation: »Moderne krig er udslag af forkælelse, forvoldes af generaler der holder sig for gode til at vaske op og gå ned med skraldespanden.« »Øje for tand og tand for øje sagde den tandløse til den blinde – så kom de til at le og blev venner for livet.» og den ganske korte: »Levne eller blive ædt».
En gang hver sommer finder han det hele omsonst tar nedbrudt i skoven eller Tivoli med familjen opsparer på een dag dårlig samvittighed nok til den næste helårige forkamp.
*
Digtet her var i sin vår næppe tiltænkt nogen lægprædikant, så skulle en sådan læse det, er det altså ikke ment som et skår i selvkærligheden…;)
SKÅR
Hans navn kan være lige meget men han lignede en vase hvem gør ikke det kan man sige eller man kan sige hvem gør det og svaret må lyde: der er mange former for vaser. Som tiden nu gik gik der flere skår i hans livsglæde. Til sidst var han lutter skår men det var alligevel ikke helt til sidst for han prøvede at rekonstruere sin livsglæde føje de forskellige skår sammen til en form for – skal vi sige: jovial resignation eller som det så smukt hedder: at føje sig. Denne selvklinkning slog fejl. Denne vaseefterligning var så skæv at den væltede og gik i endnu flere skår. Han var slået ud men alligevel ikke helt: som han nu lå der i skårhøjde fik han øje på andre brudstykker og tænkte: der er sgu noget der! Tog nogle af disse skår sammenlignede dem med sine egne – brudfladerne passede overhovedet ikke sammen men noget i sammenstillingen fik han til at glemme at det var skår han stod med han kasserede nogle af sine egne skår foretrak visse andre som egnede indgreb i omgivende vasevrag hejsa udbrød han gang på gang og da han nu ikke havde andet at se hen til så han hen til den vase eller hvad man skal kalde det for det skulle jo netop ikke være en egentlig vase heller ikke en mosaik nej han lagde skårene på tværs af hinanden på en pindsvineagtig måde (pindsvin vælter nemlig ikke så let) gik meget op i processen til han pludselig en dag i oktober kom i tanke om sig selv: det var godt du kom ud af den vase. Sorterede derpå videre mellem sine og andres brokker. Han var ret livsglad nu men ligner slet ikke nogen vase, og hvem gør slet ikke det?
*
Forleden så jeg den godeste Søren Ryge pirke lidt til en af de pelsklædte venner i naturens egen have – der vel efterhånden også er blevet vores –, vennen var tydeligvis afgået ved døden for ganske nylig og under uvenlige omstændigheder, men var selve årsagen til at jeg kom til at tænke på digtet i den sjove samling her, og naturligvis derefter på al den jord man med tiden har kastet på gamle venner. Her har Benny Andersen fat i snudeskaftet på én med særlige overvejelser, der dog kommer til fornuft, ja muligvis en tip-tip-tip-tip oldefar til Sørens lille ven, verden er lille…
DEN FORÅRSKÅDE MULDVARP
Ved denne tidda de deroppe slipper håret løs hælder stearinen ud af øret ryster tungen ren for krummer og fortielser taler om at grave grøfter ind i hinanden tunneller under gamle skel og slagord
Ved denne tid da alle har sletter til gode og der går forår i bukser og vimpler dukker jeg op af min tue med mine vingeskovle til underjordsflyvning misser mod de letvingede deroppe
Hvad om man købte en kvidreparlør og emigrerede til våren gik ud at sit gode brystbillede slog sig løs i det grønne fandt ud af hvor alle disse rødder ender hvad der blomstrer i toppen af disse seje kabler og strømlignede kloakker
Men mon ikke man ville tulre hjælpeløst rundt støde ind i skarpe lyskanter nyse ustandseligt ende som kastebold mellem storpolitiske skovle Hvorfor give slip på sit gode kalde som sortseer bedst at mærke mørke omkring sig og dybt under rødder kabler kloakker flittigt gøre dybet farbart.
- Benny Andersen, Man Burde Burde, 1971.
Til slut…
Et postkort fra Island
Da jeg dyppede hånden for at prøve strømmen et par meter fra et varm kilde, kunne jeg ikke høre andet end alt det glatte mudders mumlen og kogen.
Og så min guide bagved der sagde, ˶Lukewarm. Og det vil interessere dig at vide, at luk var et gammelt islandsk ord for hånd.˝
Og i skal bare vide (men ved det allerede), hvor velkendt dette pust og trykket føltes da vandets indre håndflade fandt min.
- Seamus Heaney.
mvh Simon
Redigeret af Simon (14/08/2016 03:22)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|