Det er værd at understrege, at Yogabindu selv i en kommentar til sin video understreger, at han ikke opfordrer folk til at drikke mælk eller begå overgreb mod dyr.

Det stemmer fint overens med at Thomas, under sit andet pseudonym "Visdommen" var talsmand for Gideon Ouseleys falske ur-evangelium, som gør Jesus til vegetar og afholdsmand, så nallerne væk fra mælk og kød og fisk og (alter)vin.

Ingen ændring her. "Visdommen" har talt.

Ole Bjørn :o)

Kære Arne,

Det må have været en vidunderlig oplevelse for dig - mødet med denne Kristus Ikón. Og jeg kan næsten forstå, at den har præget dig lige siden.

Hvordan bliver man ren af hjertet, spørger du. Og ingen tvivl om at forskellige mennesker vil give forskellige svar. Men nogle af de "forskellige" svar er måske i virkeligheden ikke så forskellige, men rummer samme dybe Sandhed.

Spørger vi Jesus, siger han ifølge Det Nye Testamente, at vi skal holde fast i hans ord og efterleve hans bud. Og jeg tror virkelig, at han taler Guds ord og bud. Og grunden til, at jeg tror dette, er, at hans ord og bud har en klang, der vækker genklang dybt i mit hjerte.

- Det er nemlig ikke bare "handleforskrifter", der tillader os at gøre ét, men i hjertet tænke noget andet, imens vi gør det. Det er tværtimod ord, der er rettet direkte til hjertet. Og dér kan de vække liv, hvis vi tør tage imod dem og den forvandling, de kan skabe i os.

Ordene vidner efter min mening om den ypperste uselviskhed og ydmyghed. De finder til rette i et menneskes hjerte, ikke i hans pengepung. Et eksempel, som jeg virkelig elsker, er ordet om den fattige enke, der ikke har særligt meget at give til godgørenhed. Ikke desto mindre gav hun mere end alle de andre tilsammen.

Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."
(Markus 12, 41-44)

Sådan et ord bringer liv til hjertet, synes jeg. Og det vidner om hjertet!

Fred,
Thomas

Rørende historie, Thomas, af den slags, som kirken har brugt i århundreder til at overbevise de fattige om, at de skulle slippe nogle skillinger til de gejstlige, hvis de ville i himlen.

Og netop de fattige falder for det, fordi de kender den nød, som bl.a. kirken i mange århundreder holdt folk nede i, og stadig gør mange steder.

Ole Bjørn :o)

Kære Arne,

Du skriver:



Den pointe, du her viser, har jeg tænkt over, lige siden jeg så den! En fantastisk pointe synes jeg. Jeg tror heller ikke, at enken "analyserede" sin handling (hvis jeg må bruge det ord).

Havde enken i hjertet tænkt, at nu måtte hun hellere handle kærligt, fordi hun ønskede noget for sig selv - f.eks. "at bevise sin godhed som menneske" enten over for sig selv eller andre, så ville både ydmygheden og kærligheden være blevet kunstig. Men netop fordi hun handlede ud fra sin uselviskhed direkte - som et barn der handler spontant uden at "spekulere" - så gjorde hun noget godt i Ånden.

Men hvordan når vi dertil?

Hvis jeg forstår mange kristne ret, så er det ved at erkende vores magtesløshed - vi kan aldrig blive "gode nok" ved vores egen fri vilje. Vi må derfor "tage imod Jesu sonoffer" og "lade hans blod skjule vores synder".

Men jeg synes, at denne tale bliver meget "indspist" og floskelbetonet.

Jeg er glad for ideen om at indse sin "urenhed" - finde sin ydmyghed ... men også at angre og forbedre sig som menneske (er dette ikke også et vigtigt skridt, hvis ydmygheden skal være ægte?!). Men er vi så ikke tilbage dér, hvor det kan blive svært? - Er vi ikke tilbage dér, hvor vi kan ende med at "analysere" egne fremskridt - og puf! hvor blev ydmygheden så af?

Jeg tror på at holde fast i Jesu ord i hjertet. Virkelig nyde dem i sjælen. Så ligger de som frø i god jord, hvor de vil spire, uden vi bryster os af det, måske helt uden vi ved det!

Følgende ord kan måske illustrere netop dette, først en lignelse og en forklaring, begge fra Jesu mund:

"En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold."
(Lukas 8, 5-8)

"Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt."
(Lukas 8, 11-15)

Hjertet er som god jord, hvis Guds ord kan få lov at blive i det, så mennesket gennem prøvelser og udholdenhed kan bære frugt. For hvor god er jorden, hvis den snart bliver gold? Jeg tror, at prøvelser er vigtige, så vi kan udvikle os ved dem.

Men mennesket skal ikke analysere sin egne gerninger. Vi må handle som børn.

Så vil ordene bære frugt, uden vi ved hvordan!:

"Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde."
(Markus 4, 26-29)

Det var det, jeg tænkte på, da jeg så dine ord, Arne.

Hvad kan vi ellers gøre for at leve "det gode liv" i ydmyghed? En ægte ydmyghed der ikke bliver til en analyse og en "brysten sig af" sin egen ydmyghed? For så er ydmygheden vel forsvundet.

Hvordan bliver vi "ægte" i vores stræben efter at lade os fylde med kærlighed og uselviskhed til andres gode?

Fred,
Thomas