|
0
registrerede
9
gæster og
162
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den Evige Filosofi
|
Kære Arne,
Du skriver:
Markus-evangeliets beretning om Jesus' ord om "Enkens skærv" siger ikke noget om, hvordan enken så sig selv, men om hvordan hun handlede.
Hun har nok ikke spekuleret på "livets mening" og "det gode liv" - hun har nok bare levet det - ydmyg, "fattig i ånden" og med kærlighed.
Den pointe, du her viser, har jeg tænkt over, lige siden jeg så den! En fantastisk pointe synes jeg. Jeg tror heller ikke, at enken "analyserede" sin handling (hvis jeg må bruge det ord).
Havde enken i hjertet tænkt, at nu måtte hun hellere handle kærligt, fordi hun ønskede noget for sig selv - f.eks. "at bevise sin godhed som menneske" enten over for sig selv eller andre, så ville både ydmygheden og kærligheden være blevet kunstig. Men netop fordi hun handlede ud fra sin uselviskhed direkte - som et barn der handler spontant uden at "spekulere" - så gjorde hun noget godt i Ånden.
Men hvordan når vi dertil?
Hvis jeg forstår mange kristne ret, så er det ved at erkende vores magtesløshed - vi kan aldrig blive "gode nok" ved vores egen fri vilje. Vi må derfor "tage imod Jesu sonoffer" og "lade hans blod skjule vores synder".
Men jeg synes, at denne tale bliver meget "indspist" og floskelbetonet.
Jeg er glad for ideen om at indse sin "urenhed" - finde sin ydmyghed ... men også at angre og forbedre sig som menneske (er dette ikke også et vigtigt skridt, hvis ydmygheden skal være ægte?!). Men er vi så ikke tilbage dér, hvor det kan blive svært? - Er vi ikke tilbage dér, hvor vi kan ende med at "analysere" egne fremskridt - og puf! hvor blev ydmygheden så af?
Jeg tror på at holde fast i Jesu ord i hjertet. Virkelig nyde dem i sjælen. Så ligger de som frø i god jord, hvor de vil spire, uden vi bryster os af det, måske helt uden vi ved det!
Følgende ord kan måske illustrere netop dette, først en lignelse og en forklaring, begge fra Jesu mund:
"En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold."
(Lukas 8, 5-8)
"Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt."
(Lukas 8, 11-15)
Hjertet er som god jord, hvis Guds ord kan få lov at blive i det, så mennesket gennem prøvelser og udholdenhed kan bære frugt. For hvor god er jorden, hvis den snart bliver gold? Jeg tror, at prøvelser er vigtige, så vi kan udvikle os ved dem.
Men mennesket skal ikke analysere sin egne gerninger. Vi må handle som børn.
Så vil ordene bære frugt, uden vi ved hvordan!:
"Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde."
(Markus 4, 26-29)
Det var det, jeg tænkte på, da jeg så dine ord, Arne.
Hvad kan vi ellers gøre for at leve "det gode liv" i ydmyghed? En ægte ydmyghed der ikke bliver til en analyse og en "brysten sig af" sin egen ydmyghed? For så er ydmygheden vel forsvundet.
Hvordan bliver vi "ægte" i vores stræben efter at lade os fylde med kærlighed og uselviskhed til andres gode?
Fred,
Thomas
|
|
|
|
