Kære Arne,

Du spørger: Hvorfor virker den slet ikke fremmed?

Mit bud kan kun være, at du har arbejdet så meget med dig selv, at du begynder "at se LYSET i dig selv" ...

for, som jeg ser det, er det altfor længe sådan, som Nelson Mandela også så klogt har sagt det, at det - vi mennesker er allermest bange for i os selv - tja, det er ikke mørket, hvad vi måske kunne tro, men LYSET. ...

Vi under måske slet ikke os selv det bedste ??

Er det al den megen tale om skyld, som gør os bange for at tro på, at vi ér ren kærlighed som det første, og dernæst at begynde at handle det ud i forhold til vore medmennesker?

Jeg TROR det, og håber på at VIDE det, inden jeg skal herfra. :)))

k.h.
Zenia

Hej Zenia..

"Slående var det i dag, at se - at de, som erklærer sig som ikke-troende - var allermest påvirkede af sorgen over at have mistet".

- Interessant synspunkt omk. troens virke: tror du på gud, da er du mindre påvirket af tabet af mennesker du elsker, end de der ikke tror på gud...;)

Hvordan er du for det første blevet vidende om hvilket livssyn div. mennesker i Kirken havde, og hvordan mon du forestiller dig overhovedet at vide noget om det sorgarbejde mennesker uden din tro gennemgår, når de mister deres kære i familien eller omgangskredsen?

Sagen er lidt den, at hvis du gik gennem livet upåvirket af et sådant tab, ja da ville der slet ikke være tale om et egentligt tab. Og hvis meningen med din tro er afstandtagen til den sorg der kommer som en naturligt følge, når nogen dør fra dig, ja da har du virkelig et problem, for da har du anbragt din tro som en barriere for muligheden for at udtrykke sorg, hvilket er en helt naturlig menneskelig reaktion. Så hvis din tro er et værn imod at udtrykke sorg, så har du lidt af et at arbejde foran dig.

"Tror på, at vi er her på Jorden, fordi vi endnu ikke har lært kærligheden at kende".

- Et sådant synspunkt du her udtrykker, viser måske meget godt hvad dette egentlig handler lidt om: problemet du har med, overfor dig selv at def. følelser som kærlighed - hvorfor du netop her taler om "ikke at kende kærligheden", og netop derfor indfører en forestilling om, at kærlighed skam er noget alle andre heller ikke kender.
Men hvordan forestiller du dig at vide noget om kærligheden, hvis du med troen barrikaderer dig imod sorg over tabet af den?

"Når lektien engang ér lært - vil vor Skaber tage det sidste skridt - og dét GLÆDER jeg mig til".

- Måske lektien her ligger et lidt andet sted, nemlig dér, hvor du må til at reagere ganske naturligt og menneskeligt på erkendelsen af livets forgængelighed, hvilket bl.a. indebærer sorg i forbindelse med tab i det eneste liv du har?
Tør du overhovedet tænke den tanke, at du selv er skaberen af dit syn på livet, og at dette syn meget vel kan få betydning for måden du så reagerer på, i kontakt med forhold i livet, også når det er svært? Det er da for fanden dér venner og kærligheden kommer ind i billedet Zenia, dér mennesker kan være der for hinanden, støtte hinanden gennem kriser der skaber indbyrdes afhængighed.
Men hvorledes skulle man dog anderkende sit behov for andre menneskers rolle i ens liv, dersom man indbilder sig et afhængighedsforhold til kun imaginære himmelnisser?

"Jeg gør mig ikke tanker omkring, hvordan vor fælles Skaber ser ud, men ved KUN ÉT: Vi er skabte af KÆRLIGHED".

- Dette blir jo helt absurd i forbindelse med ovenstående, beklager. Jeg synes der mellem dine linier ligger lidt af det problem vi kan se mange steder omkring os idag: den selvtilstrækkelighed der gør, at mennesker overbeviser sig selv om at de selv klarer livet uden andre. Det er jo en svært balance at lære sig, at give andre mennesker mulighed for at være der for én, så netop de ikke alene føler, men forstår at der er behov for dem i ens liv, og så samtidig anerkende, at man er den, der ufravigelig er beslutningstager for den skæbne ens liv får. Og jeg har svært ved at se, at himmelnissen som selvbedrag skal kunne hjælpe én på det område - det er simpelthen socialarbejde, det her.
Der ligger også en anden ting i der her: begrebet "samfund". At man finder sammen om nogle kerneværdier, som hver især anerkender og støtter op om. Hvilket også blir svært, dersom det eneste man ansvarer for er imaginære autoriteter med vidt forskellige påkrav. Her kommer jo det sekulære ind i billedet.

mvh
Simon

Hej RM..

"fordi vi bare aner og ikke ved ... tror jeg, aner jeg ... og ved ikke".

- Du er dig jo bevidst om hvad du her aner, og kan dér vide, hvad så disse anelser skal være godt for, hvad de retter sig imod?

mvh
Simon

Hej Arne.
Det var nærmest ment som en provokation, når jeg skrev : det ved gu jeg ikke gør.
Jeg kan ikke bruge en gud til noget, det er for mig topmålet af idioti at tro på en gud eller at tro en sådan findes.

Og det gør så hverken fra eller til hvormange der tror på en gud, det gør ikke sagen bedre at mange tror, eller måske nærmest værre.
Så står vi her på hver sin side, dem der tror og dem der ikke tror og ingen kan forstå den anden part, ok så er der de der ikke ved hvor de står henne, nå måske findes der en gud måske ikke, de har da et kæmpeproblem,med deres splittede sind.

Vi er dog efterhånden nået dertil at der må tages en bindende afgørelse om den danske stat stadig skal stå som en fortaler for at guden/ er findes, dette kan ikke være en statsopgave og det er på høje tid at samarbejdet mellem kirke og stat ophører, dem der har en kirke som hobby må betale for deres hobby, ligesom de der samler på frimærker selv betaler for denne hobby.

Guder i dagens univers lider af pladsmangel, de må forføjte sig til hvor de kom fra, syge menneskehjerner hvortil fantasien havde fri adgang og som så ethvert pust i løvet, enhver lyd i nattens mørke som et tegn fra noget overvældende stort, som de blev rablende bange for, ud af angsten og frygten kom de efterhånden 5.000 guder, som skulle gøre livet lettere for det skrækslagne menneske.

Det afløstes af ærefrygt for en rablende sindsyg gud/er, om man skal tro på de gamle skrøner, hvor gud/erne myrdede løs blandt de stakkels mennesker, indtil dagens gud/er som præsterne slår deres menigheder i hovedet med, utroligt nok hænger de sidste tosser stadig på gudevognen, de finder sig i hvad som helst og glæder sig endda til "regnskabets time", vi andre ser så undrende til og takker fordi vi ved sku heldigvis bedre, vores hjerner er ikke belastet af noget sygt arvegods, vores indre "skærsild" har brændt alle broer til gud/erne.
Vi er helt frie mennesker og nyder det, sammen med den helt ægte kærlighed til menneskene og livet.