Hej Simon og Zenia
Jeg følger jeres debat og kan sagtens se debatten fra både den ene og den anden side ... tro kontra ikke-tro.

For mig er troen kun noget, der kan værdilades og siges at gøre godt for det enkelte menneske(/gruppe/relationer), hvis man af den ene eller den anden grund har "stiftet bekendtskab" med troen, følt sig talt til og tiltalt og på den måde har åbnet både hjerte og hjerne for det.

Jeg ville aldrig kunne sige eller udtale mig om, om det er bedre at tro på Gud end ikke at tro på Gud ... sådan bredt. Men jeg kan kun berette og udtale mig om, hvad der skete og sker i mit trosliv, og noget om den betydning, det fik og har for mig ... For mig er troen en ekstra dimension i mit liv. Det har aldrig været noget tilstræbt eller noget, jeg har følt, jeg skulle eller burde, fordi det ville være bedre og bedst ...

Sker det i et menneskes liv, ja, så sker det og er forhåbentlig noget positivt og givtigt ... og sker det ikke, ja, så sker det ikke, og man har måske heller ikke brug for det ... og kan alligevel få et stærkt, dybt og inderligt liv.

Derfor mener jeg, at man kun sige "at tro på Gud er godt for mig for og i mit liv." ... og "Jeg tror ikke på Gud og har heller ikke behov eller gør mig nogen som helst forestilling, om at jeg nogensinde kommer til at tro på Gud."

Det der for mig at se er vigtigt i begge sider vil altid være at kunne sige "Jeg tror på mennesker, jeg tror på mit medmenneske, og jeg tror på mig selv som et medmenneske." Og det gør i vist begge to ...



Næ, det er det ikke, and so what?

Jeg holder meget af positivitet og imødekommenhed, men begrebet "positiv tænkning" er jeg dog noget betænkelig ved, og jeg opfatter slet ikke begrebet udelukkende positivt i og blandt mennesker ... for mig kan det alt for hurtigt blive en virkelighedsflugt med røgslør og lig i kassen. Den tankegang har en alt, alt for stor bagside ... som hedder skyld ... egen skyld for noget, som kun er og kan være livsvilkår ...

DR P1's udsendelse Eksistens fra i går tog emnet op

Eksistens den 10. september 2012

Må jeres Gud være med jer ...
RoseMarie

Hej RoseMarie:

Tænker over dit indlæg her - og over, at du da har ret.

Du er da vist gjort af det stof, man fabrikerer diplomater af. :)))

Interessant er dit indlæg her for mig. ...

Tænker over, hvor forskellige vi mennesker dog er, og at det kan man da kun tage ved lære af. ...

TAK

m.v.h.
Zenia

Hej RM..

"For mig er troen kun noget, der kan værdilades og siges at gøre godt for det enkelte menneske(/gruppe/relationer), hvis man af den ene eller den anden grund har "stiftet bekendtskab" med troen".

- Indlysende kræver værdsættelsen af en tro jo et forhold/bekendtskab.

"Jeg ville aldrig kunne sige eller udtale mig om, om det er bedre at tro på Gud end ikke at tro på Gud ... sådan bredt"

- Hvorfor ikke?
Eksempelvis har du forståelse for historiske forhold hvor gudetroen faktisk stod i vejen for en positiv udvikling for fællesskabet - tænk bare på troens funktion fra det 13 – 18 århundrede under Den Sorte Pest, hvor du præcist ka' validere gudetroens sociale potentiale.

"For mig er troen en ekstra dimension i mit liv".

- Jamen, du store kineser...eller RM, hvordan stod det da til med den basale dimension? ;)

Men a propos disse ”extra dimensioner” har nuværende religioner jo altså sit udspring i tidlige overnaturlige trosretninger fra ”primitive” kultursamfund, men samtlige religioner kan dog identificeres som en social organisation med den særlige hensigt, at skabe et verdensbillede der indgyder en kultur en ønskværdig tryghed. Folkevandringer har imidlertid også været nødvendige fordi naturkatastrofer, epidemier og krige umuliggjorde overlevelse, hvorfor produktioner af historier om verdens og naturens beskaffenhed har været ansete som nødvendige naturforklaringer. De havde m.a.o. en forventet nyttevirke og derfor deres betydning. Her har den ene ”kaospilot” efter den anden så erobret roret, eller prædikestolen om du vil, i takt med netop historiernes udvikling gennem menneskers opfindsomhed. Men grundlæggende snurrer de nuværende religioner jo altså stadig omkring de tidlige religioners kerneværdi, som er et verdensbillede og en naturforklaring, hvor noget overnaturligt har en særlig hensigt med eksempelvis jordskælv, vulkanudbrud, epidemier, døden, livet og m.m.

Det væsentlige spm. til (ikke kun) Zenia var jo altså:

1) hvad de historier hun favoriserer som livssyn skal bruges til – for hvis ikke de skal forklare verden/naturen omkring os, hvad skal de så bruges til?

2) om en religiøs tro er en god og nødvendig forklaring på livet, må i sig selv kunne forklares; hvis ikke, hvad er troen så værd som et omfattende synspunkt på livet?

3) hvorfor skulle livet få merværdi, fordi man forklarer det kendte med det ukendte?
Og er det virkelig psykologisk set den eneste måde at skabe sig en tryghed/mening i livet på?
Hvis dette så er tilfældet, ja så er troen så sandelig valideret, men kan man virkelig leve med dén?

"Det der for mig at se er vigtigt i begge sider vil altid være at kunne sige "Jeg tror på mennesker, jeg tror på mit medmenneske, og jeg tror på mig selv som et medmenneske." Og det gør i vist begge to".

- Så for at sammenføre to uens synspunkter, udviser du menneskerne bag tillid? ;)

Men jeg har faktisk et spørgsmål til ovenstående "maneuvre". For hvis nu du tænker på tendensen vi har til partout at sku' skabe konsensus - du ved, timelange møder og katten blev grød -, hvordan synes du så det står til med anerkendelse af forskeligheden; er vi alle pludselig blevet lige for gud? ;)
Ser du fx. dynamikken svæve derude i horisonten, når vi sådan afstemmer synspunkter med "psykogene adfærdsregulatorer" (læs: guder)...? ;)

Tillad mig at vende skuden rundt. Du har m.a.o. tillid til alle synspunkter/trosanskuelser - tør man her stille spørgsmålet, hvorfor? ;)

mvh
Simon

P.s.: jeg vil gerne tilføje en ting, selv om jeg da håber at det er åbenbart: jeg selv ville slet ik' gide snakke/diskutere med mennesker jeg fandt onde/ulidelige eller bare "dårlige mennesker", og går vel egentlig udfra noget lign. er tilfældet for andre her. Der ligger jo ingen despekt for selve mennesket bag synspunkter, vi drillende eller aggressivt bruger til at konfrontere de synspunkter vi ikke ka' respektere eller bare er uenige i. Og jeg synes faktisk det ville stå skidt til hvis en dag vi blev så ømskindet i vores egen selvhøjtidelighed, at alle andre nødvendigvis måtte være enige med os, for at vi ku' holde os selv ud. Så lad os endelig værne om forskelle der selv ka' stå - og vælte dem der bare er i vejen for de gode udviklinger. Er du enig heri, RM?