Kære Zenia.

Det var da en utrolig oplysning du der kom med, jeg var ikke klar over der var så mange kristne i Burma, jeg har selv besøgt Burma nogle gange, men kun lige omkring grænsen til Thailand.

Buddhister er skam ikke så fredelige som mange tror, jeg har boet i Thailand ad flere omgange, der kan du for små penge. 500 dkr. bestille et lejemord og det er der mange der gør brug af, hvis politiet får færten af det så får de bare lidt håndører så glemmer de hvem der gjorde det.

Under den afsatte i eksilboende premierminister Thaksin, forsvandt der flere mennesker sporløst, bl.a. sagfører der var igang med udredningen af regeringens transport af 1200 muslimer i syden, der var med i noget oprør mod regeringen, de blev transporteret bort i lastbiler, liggende ovenpå hinanden, mærkeligt nok døde flere hundrede, de blev simpelthen kvalt, jo buddhister kan muligvis være fredelige.

Jeg er selv blevet truet af turistpolitiet med at de ville finde "noget" på i lufthavnen når jeg for 5 år siden skulle checke ud, fordi jeg truede med at lade Bangkok Post få en oplevelse jeg havde med turistpolitiet på en vens vegne, han nåede at komme med et fly, så jeg overtog sagen for ham.
Jeg lovede ikke at informere Bangkok Post om sagen, og slap med at skulle betale 10.000 tb. i en mørk garage under politihovedkvarteret for at få nogle papirer som bekræftede at min ven intet ulovligt havde gjort, jo man skal skam passe på de buddhister og især politiet.
Og modparten blev også presset for 12.000 tb og et guldarmbånd, jo politiet er gode til at få penge ud af folk og dette er ikke noget enestående eksempel.

Godmor´n Treram:

Tak for din beretning her. ...

Måske vi så kan konkludere, at menneskets iboende egenskaber - uanset tro på noget højere eller ej - ér de vigtigste - hvor de så end måtte komme fra? ...

Med i overvejelserne skal vel også de ydre omstændigheder?

Her tænker jeg, at vi vel burde have lettere adgang til de gode kvaliteter i os selv ... de nemme, ydre levevilkår taget i betragtning?

Lidt snørklet skrevet, men i god mening.

m.v.h.
Zenia

Kære Zenia.

Ja menneskene er desværre ikke så gode som de burde være, tilsyneladebde har religionerne heller ingen indvirkning på dem, dermed sagt de burde vel bive bedre mennesker når de har noget "større" i livet, men det viser sig så ikke at være tilfældet.

De ydre omstændigheder burde ikke gøre rettænkende mennesker til banditter, men det er så her det slår klik.

Mange iboende egenskaber drejer sig om magt og pengebegær, tror jeg, mine eksempler er jo tegn på, at mennesket vil vise sin magt.

Kære Zenia.

Det er ikke nogen gåde. Det er en myte.

Hvis vi ser bort fra (over)troen, og i stedet undersøger fakta, så er der ingen grund til at antage, at Jesus var søn af en af menneskets mere end 5.000 guder, eller at han var andet end en af de mange omvandrende prædikanter, som i datidens kulturer var et almindeligt fænomen, hvis han da overhovedet har eksisteret.

Den mest sandsynlige forklaring er, at myten om ham blev startet af Paulus, som brugte ham som "værktøj" til at udbrede sine religiøse idéer. Evangelierne er jo også skrevet længe efter at Paulus begyndte sin virksomhed, og Matthæus og Lukas har tilsyneladende skrevet af efter Markus, mens Johannes digtede sin egen dommedagsprofeti, som vi jo også ser mange af i vore dage.

Men det vigtige er ikke, om der har eksisteret en prædikant ved navn Jesus. Det vigtige er, at Paulus og evangelisterne skabte en række memer om fred mellem mennesker og social udligning, som, selv om myten er blevet misbrugt til at undertrykke mennesker i to årtusinder, alligevel har påvirket en masse mennesker til større medmenneskelighed i modsætning til de to andre abrahamitiske religioner og deres mange afledede sekter, som er mere eller mindre krigeriske og fordømmende.

Alle guder er skabt af menneskers fantasi, så derfor har de ikke kun "guddommelige" egenskaber, men også alle de menneskelige, d.v.s. lunefulde, hævngerrige, inkonsekvente og uberegnelige, alle de uforståelige modstridende reaktioner som børn oplever hos deres forældre. Barnet opfatter forældrene på samme tid magtfulde og begrænsende men også beskyttende og trøstende, hvis man vel at mærke følger de regler, som forældrene udstikker.

Det er savnet efter en barndom, hvor man ikke selv bar ansvaret for sit liv og ikke behøvede at træffe afgørende beslutninger, som får voksne til at tro på guder. Når verden er så kompliceret, at vi ikke kan forudse konsekvensen af vore handlinger, kan man da altid håbe på, at der findes "højere magter", der kan, og at de kender meningen med det hele.

Vi, der er ikke-troende, kan da føle den samme usikkerhed, men vi er klare over, at det er op til os selv at finde løsningen på vore problemer. Bønner om, at andre skal klare skærene for os, virker ikke. Det er op til os selv at finde ud af, hvordan verden fungerer, og træffe de bedste beslutninger.

Fantasien om, at Jesus korsfæstelse har frelst os, skyldes ganske enkelt, at vi som børn har erfaret, at overtrædelse af forældrenes forbud kunne sones gennem lidelse, og det var da en lykke, hvis en anden ville påtage sig skylden for "synden" og derigennem skåne os selv for straffen.

Forståelse af troen er et spørgsmål om viden om psykologi. Tænk lidt over det, Zenia, så vil du komme et skridt nærmere forståelsen af den menneskelige natur. Den er ikke "uransagelig" selv om det ind imellem kan synes sådan.

Mvh

Ole Bjørn :o)


P.S. Det buddhistiske politiske styre i Tibet under Dalai Lama var et af de mest brutale og undertrykkende regeringer i verden, så mange i Tibet anser den kinesiske indlemmelse for en befrielse. Dalai Lamas menneskekærlighed var ikke meget værd, sålænge de egentlige magthavere holdt befolkningen i et jerngreb. Men det var da en trøst for mange, at troen lovede dem en bedre tilværelse i det næste liv, hvis de fandt sig i de dårlige forhold og fulgte Dalai Lamas råd om ikke-vold. Det passede magthaverne fint, at religionen passiviserede befolkningen, så den ikke gjorde oprør.