Nej, Arne, det har sheiken fra Rumi aldrig sagt. Han kunne ikke tale engelsk. Hvad Thomas har citeret er en oversættelse af en arabisk tekst, som måske er mistolket, så du bør i stedet hylde oversætteren, der lyder som en forgænger til EKIM.

Oversættelse af arabiske tekster er meget problematisk, for de nedskriver kun konsonanterne, og nogle af ordene kan have flere vidt forskellige betydninger. F.eks. har fortolkerne af koranen helt misforstået det med de 72 jomfruer til martyrer. Muhammed lovede dem 72 hvide rosiner, for det var en kostbar delikatesse på den arabiske halvø dengang. Og rosinerne var igen kun en metafor for, at de ville leve som de rige i paradisets have, hvis de ofrede livet for Allahs sag.

Arabisk er et stærkt følelsesladet sprog, velegnet til digtning og blomstrende metaforer, som ikke nødvendigvis er særligt dybe. Det er noget, som fremkommer gennem oversætternes forsøg på at tolke folkesjælen, fordi folk fra vestlige kulturer har problemer med at forstå den arabiske natur.

Lyt til ney fløjten og læs hele 1001 nats eventyr og "Den Duftende Have", eller endnu bedre, drop den græske ø og prøv at leve blandt araberne, så vil du få et andet og ikke så forskruet romantisk syn på deres digte, for din fortolkning rammer meget ved siden af sufismen.

Ole Bjørn :o)

Kære Arne,




Det, du her skriver, minder mig om, at jeg engang tænkte lidt bredere end selvopretholdelsesdrift, nemlig begær. Men det er naturligvis vigtigt at skelne, hvad jeg også mener, at du gør, når du siger, at



For ja, det er der vel mulighed for. Men nu står begæret i vejen, vil jeg mene. Og her må jeg takke for linket til Eckhart, om hvem der står:



Da jeg læste dette, mindede det mig faktisk om et spørgsmål, du til tider har stillet: Hvad mener Jesus med "de fattige i ånden". Teksten ovenover giver måske et svar:



Aldous Huxley taler i denne forbindelse om at give afkald på det lille selv - for at finde det store Selv. Og jeg har før brugt ordene at give afkald på alt begær.

Men her må jeg være fair og sige, at Aldous Huxleys "lille selv" ikke kun begrænser sig til 'begær', men at "tavsheden" må gælde mere end viljens tavshed - må gælde mere end begærets udslukkelse. Mere om dette i hans kapitel 'tavshed' i bogen "Den evige filosofi".

Det glæder mig, at du vil være med til at diskutere temaerne fra denne bog

Fred,
Thomas

Ja, Arne, endnu engang bekræfter du min velunderbyggede påstand, at du ikke ønsker at forstå. Du har dannet dig en mening om Rumis digt ud fra en dansk oversættelse, af en engelsk oversættelse baseret på et gætteri om, hvordan man opfattede skrevne ord i Mellemøsten i det 12. århundrede, og så er sagen slut for dit vedkommende.

Prøv at læse en anmeldelse af en ny digtsamling. Så vil du se, at de litteraturkyndige anmeldere kan være meget uenige i tolkningen af værket, og det har slet ikke været igennem de mange oversættelsesled, som enhver sprogforsker kan fortælle dig, vil forvanske den oprindelige mening.

Den almindelige betydning af ordene i et digt er revnende ligegyldig. Deres formål er kun at overføre/genkalde en følelse, som digteren havde, da han skrev teksten. Det kaldes at læse mellem linierne.

Derfor er det ekstra morsomt, at du, som hele tiden hævder at kendsgerninger ikke er tilstrækkelige til at forstå verden, baserer din fortolkning på nogle konkrete ord, som har fjernet sig langt fra det originale digt, og ignorerer, at Rumis digtning er nært knyttet til sufismens verdensopfattelse i det 12. århundrede.

Sufismen har som andre religiøse opfattelser ændret sig gennem århundrederne, men hvad der ikke har ændret sig er sprogrytmen, kaligrafien og ney fløjtens lyd, og netop den er en nøgle til at forstå både sufismen og Rumi, for han kaldte fløjtespillet for universets musik.

Min opfattelse af Rumis digte ændrede sig radikalt, da jeg i Konya lyttede til dem på arabisk, akkompagneret af tonerne fra ney fløjten. Først da forstod jeg for alvor, hvorfor mennesker for nihundrede år siden elskede hans digte, og at man fortsat i dag valfarter til hans grav.

Du kan tolke Rumis digte som du vil, Arne, men hvem er det egentlig af os to, der er begrænset i sin opfattelse og mangler en dimension i sin tilværelse.

Mvh

Ole Bjørn :o)