Jeg har lige set TV2 News. En frygtelig katastrofe i Myanmar og en frygtelig katastrofe i Kina. Den barske virkelighed trænger sig ind på de som er midt i den, og vi andre kigger med på TV. Ih, hvor er vi nogle dejlige mennesker der kan føle med andre, vi må hjælpe dem så vi rigtig kan føle hvor gode vi er.

At Myanmar til daglig ligger under for et militærdiktatur gør vi ikke noget ved og at Kina indoktrinerer sin befolkning så de lærer at opfatte på en bestemt måde gør vi ikke noget ved.

Det minder mig om da prinsesse Diana døde. Hele verden græd over en person de kun kender fra Se og Hør mens de børn der dør hver dag af sult ikke strejfer deres bevidsthed.

Når prins Joachim skal giftes sidder vi og hygger os mens tusindvis af børn, som vi ikke skænker en tanke, dør af sult og er hjemløse og forældreløse fordi deres forældre er døde af Aids. Vi skænker dem ikke en tanke.

Vi ønsker ikke at forstå hvordan tingene hænger sammen således at vi kunne gøre verden til et bedre sted, men vi vil gerne føle os som gode mennesker.

I virkeligheden dyrker vi en form for usund sentimentalitet.

"Det var så hvad vi VALGTE at vise dem i dag", siger de mens de putter skidt og lort i hovedet på mig.

Jeg er sikker på at der sker tusinde positive ting i verden hver dag som de VÆLGER, ikke at vise mig. Derved vælger de at skabe et billede i mit hovede og de vælger ikke at skabe et andet.

Og derved bliver deres ikke handling til handling.

Det de vælger, IKKE, at vise mig kunne i stedet give mig et positivt billede.

Sandheden om denne, for menneskene ukendte ting, er selvfølgelig at deres handling er, de ikke alene vælger, hvilket er en handling.

De FRAVÆLGER også hvilket ligeledes er en handling, selvom man ikke umiddelbart kan se det.

Jeg forventer selvfølgelig at mit indlæg medfører en strøm af positive indlæg i medierne så jeg kan bilde mig ind at verden er et dejligt sted at være.

Hvor har du ret, jmp!

Og hvor er det godt at nogen gider gøre sig den ulejlighed at fortælle verden, hvor forkert vi bærer os ad, mens andre blot spilder deres tid på et hjælpearbejde, der nytter så lidt.

Det er også uforskammet, at TV svælger i ulykker og grusomheder, når de i stedet kunne vise os noget positivt, så vi kunne glæde os over verden i stedet for at vise os alt det dårlige og opfordre os til at hjælpe.

Som god socialist og god kristen har du vel selv brugt meget tid og mange penge på at mindske nøden i verden og protestere offentligt mod alverdens diktaturer, går jeg ud fra.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Næh. Det er vigtigere for mig at være i stand til at forholde mig til det menneske som står overfor mig.

Det menneske i nød, altså. Ikke slubberterne, dem overlader jeg i Guds Hånd.

Hejsa Ole Bjørn

Du skriver:

mens andre blot spilder deres tid på et hjælpearbejde, der nytter så lidt.

Jeg mener ikke at hjælpearbejde er spild af tid. Tænk om der intet fandtes? Så var der slet ingen, der fik hjælp.

Tænk blot på tsunamien i Thailand, der har da været vist udsendelser, hvor dem der ydede økonomisk støtte, rejse ned og så at pengene var anvendt de rette steder.

Eller i Afrika, hvor der er bygget brønde, eller skoler.

Dog er jeg enig i, at det er bedre at lære et menneske at fiske, fremfor at give ham/hende fisken.

Men som situationen er pt. er hjælpearbejdet uundværligt. Ihvertfald set med mine øjne.

Et hjælpearbejde vi herhjemme nyder at se, det er Extrem home makeover, som de viser på kanal 3. Der er fonde i USA, der hjælper mennesker hele vejen rundt, til at få et nemmere, bedre liv. Det program er så fuld af kærlighed, og det er en fornøjelse at se, hver eneste gang.

Så jeg vil give dig ret i, at det var bedre, om vi blev fyldt med flere succeshistorier fremfor den lidelse, der foregår i verden.

Mange hilsner
Manjana

Hej manjana

Jeg tror nok, at det indlæg du kommenterer er ironisk. Ole Bjørn - så vidt jeg er orienteret gennem debattiden - er netop fortaler for hjælpearbejde. Men det kan han jo selv svare på.

Mvh
Anne