barnet er egoet i psykoanalysen,,, det står overfor kulturen, eller forældrene og opdragelses -systemet, også religiøs tradition og opdragelse (altså altsammen over-jeg, som står over barnet og som barnet vil møde i forbindelse sin opvækst)

og det har i sig eller under sig id'et (ca. behov og drifter, impusler og spontanitet, selvhævdelse mmm)


de religiøse forskønnede billeder af mennesket er overjeget som ideal over'jeget,, som også udsletter barnet og gør det fremmed for sig selv (Marx)

de religiøse moralske normsystemer er overjeget forstået som vores forbuds samvittighed; og at overtræde disse betyder udstødelse og ja bliver kædet sammen med skyldfølelser, skyld og skam,,,


hvad psykoanalysen har gjort for at beskytte egoet, eller barnet (Alice Miller eksemplet ovenfor), indenfor pædagogikken (skolen og opdragelses systemet) er uvurderlig. Intet har bragt større fremskridt end psykoanalysen, end denne forståelse af egoet (ego-self), barnet, individet (en arv især fra Rousseau; Kant; Marx; Freud og eksistentialisterne,, hvor arven fra den græske fornuft og rationalisme -overjeg også kulegraves, så det er bestemt ikke kun det kristne overjeg der kritiseres og undersøges, analyseres).

I dag er der i new age folkereligiøsiteten et voldsomt angreb imod barnet, egoet, "ego-self", fra teosofien og østens religiøsitet, new age buddhismen,, her vil man ha østens religiøse ideal-overjeg til at udslette barnet, vores indre barn, egoet, "ego-self". Hvad betyder det i praksis, at man vil svække vores individualitet, duelighed og dygtighed, vores kreativitet, vores unikke individualitet og personlighed, med alle dets muligheder for smuk selvaktualisering og udfoldelse,, hvor man i stedet skal adoptere det new age teosofiske verdensbillede der skal erstatte vores kritiske forstand og kreativiet og selvstændige tænkning (arven fra Rousseau, Kant, Marx og Freud og eksistentialismen,, ja i det hele taget den kontinental europæiske spiritualitet (Ånd - Hegel) og forståelse af mennesket).


Hvem angriber denne kontinental europæiske filosofi og teologi og antropologi og spiritualitet, det gør: esther, arne, thomas til dels, det gør michael i særdeleshed, ja det gør i det hele taget alle, det er nemlig vore dages tidsånd, vore dages ideal overjeg, eller "højere jeg" som vi finder den i new age buddhismen og yogi filosofien, østlig teosofisk visdom. Det er barnet, egoet, eller "ego-self", vores unikke individualitet og spraglede kreative og duelige/dygtige personlighed, der endnu engang er under stort pres.

Hvor stiller dawkins og dennett sig i den sammenhæng?

Ja sagen er at også de angriber den kontinental europæiske filosofi og teologi, traditionen fra Kant, over Hegel Marx, til Nietzsche Freud, Berdyaev og Tillich og ja de gode eksistentialister og i det hele taget psykoanalysen. Også derfor vore dages moderne arvtager af den kontinental europæiske filosofi, teologi, og psykoanalyse og marxisme eksistentialisme, Badiou og Zizek siger fra overfor Dawkins, til trods de er ateister, marxister og psykoanalytiker, eller måske netop derfor. De har iøvrigt som mange andre moderne filosoffer sat Paulus og teologien på dagsordenen i filosofien,, til stor postyr for de amerikanske teologer der er ved at gå ud af deres gode skind over disse europæiske filosoffer med super star kvalitet, noget der sjældent ses, at filosoffer opnår denne status i levende live.

fortsættelse af forrige indlæg, server sammenbrud, gjorde at jeg blev afbrudt i at få det med, men her er det:


Filosofien har to i særklasse absolutte højdepunkter,,, den græske, hvor de to hovednavne er Platon (Sokrates) og Aristoteles,, og så har vi den kontinental europæiske filosofi fra ca 17 årh, 18, 19 og begyndelsen af det 20 årh, der nåede lige så svimlende højder og nok har den bedste antropologi og menneskeforståelse verden endnu har set; men som altså trues af vor tidsånd, folkereligiøsitet, new age buddhismen og yogi filosofien, teosofien, der især kommer fra usa og til europa, tænk engang på alle disse selvhjælpsbøger. Hvis man vil forstå hvorfor Dawkins og Dennett ikke stiller sig i en lige linie eller fortsættelse af den kontinental europæiske filosofiske teologiske blomstring (filosofiens anden sublime uforlignelige højdepunkt, tyskland især (der skyldes et mix af græsk filosofi, med paulinsk Kristologisk antropologi)) da skal man læse Allan Bloom's bog: "The Closing of the American Mind"; "Historien om Vestens Intellektuelle Forfald". Umiddelbart skulle man tro at oplyste moderne mennesker som Dawkins og Dennett, fremragende "biologer" psykobiologer ku man også sige, at disse ville stille sig i den kontinental europæiske filosofiske tradition, men det gør de ikke, og det primært fordi det er sort snak for dem og de tilhører den engelsk amerikanske positivisme tradition, mere end fx psykoanalyse, marxismen og eksistentialismen fra kontinentet. Som G. E. Moore sagde til Tillich da han havde holdt en fremragende forelæsning for nogle af verdens førende intellektuelle, "ikke et eneste ord af hvad du sagde Mr. Tillich har jeg forstået". Denne kulturelle kløft i filosofisk dannelse er vigtig at have sig for øje. Også derfor der så ofte opstår store gnidninger mellem HansKrist, undertegnende og simon og bjørn her på stedet.


John Herman Randall JR. skriver: On one occasion Tillich read a brillian paper to a group of professional philosophers. Among the listeners was G. E. Moore. When it came time for Moore to comment, he said: "Now really, Mr. Tillich, I dont think I have been able to understand a single sentence of your paper. Won't you please try to state one sentence, or even one word, that I can understand?"

Tillich's filosofiske baggrund beskriver Randall: "post-Böhme philosophy of Schelling,the various nineteenthe mid-century reactions against the panlogism of Hegel, like Feuerbach and the early Marx, Nietzsche and the "philosophy of life", and the more recent existentialism, especially of Heidegger (og jeg kan tilføje Berdyaev).

Randall fortsætter: "but it is obviously a language not too familiar to the vernacular of most American philosophizing, and hardly one with which English-speaking theologians have grown up. This circumstance creates a problem of communication.



Den samme konflikt ser vi i dag,, mellem på den ene side: Dawkins, Dennett og the Horsemen, Lone Frank, Marlene Busk, Bjørn og simon her fra stedet mmfl. på den ene side og på den anden side står HansKrist; Leif von der Wehl Mikkelsen; Hans-Jørgen Schanz, og Badiou og Zizek og den grupper af moderne filosoffer der har aktualiseret teologien og Paulus i filosofien, og herudover de fleste moderne psykoanalytiker og eksistentialister, selv dem der er neurobiologisk godt funderet.

I et nyt langt indlæg lufter Arne Thomsen sin barndoms traumer ved at anbefale bøger af en polsk/jødisk psykolog med dybe krigstraumer fra sin egen opvækst, og som nu har gjort karriere med at videreføre Freuds forskruede ideer om psykoanalyse, endda hjulpet af selveste Hansemand, som smider Karl Marx's mislykkede filosofi oven i hatten.

Et godt eksempel på Alice Millers "psykoterapi" er, at hun anbefaler børn, der har været udsat for overgreb, til aldrig at tilgive deres forældre, men bevare hadet til dem, så de altid kan holde mindet om overgrebene i live.

Jeg ville hellere råde dem til at prøve at forstå, at deres forældre selv er ofre for en indoktrinering, der gjorde dem til det, de er. Med forståelsen kommer tilgivelsen automatisk, men man behøver jo ikke af den grund at omgås dem længere. At hade går mest ud over den, der hader. Ofte er det hadede objekt revnende ligeglad, og sover roligt om natten i bevidstheden om, at de jo har handlet ret.

Så prøver Arne derefter at overtale læserne til at arbejde på at blive ofre for den samme selvsuggestion som ham selv, der har resulteret i, at han tilbeder malede træstykker, som han føler kikker på ham. Et primitivt forsøg på at anvende den samme teknik, som hypnotisører bruger til at få kontrol over menneskers realitetssans.

Jeg må på det skarpeste advare mod at følge Arnes opfordring.
Se gerne på ikonerne, men se dem som det, de er, nogle troende kunstneres traditionelle afgudsbilleder, malet på træ for at have ekstra holdbarhed.

I bedste sælgerstil søger Arne derefter at forstærke interessen, ved at beskrive en masse indbyggede symboler i ikonen, som skal understrege kristendommens "visdom" i forhold til andre religioner. Disse symboler er af samme art, som når præsten ved nadverritualet udtaler sin magiske hokuspokus besværgelse, (hoc est corpus filiocus) der angiveligt "forvandler" en papagtig oblat til Jesus kød og lidt billig rødvin til Jesus blod.

Udover det kannibalske og vampyriske element i ritualet, burde det være forbudt ved lov at distribuere 2000 år gammelt kød. Velbekomme.

Men nyd bare skønheden og den dekorative virkning af ikonerne. Det behøver man ikke religiøse forklaringer for at gøre. Jeg har selv en af slagsen i min samling af afguder fra forskellige steder i verden. Min yndlingsafgud er Hotei, den leende kinesiske munkebuddha med ballonmave, der ikke kan få armene ned i glæde over livet. Han slår alle ikoner med mange længder.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Arne,

Først tak til dig, fordi du åbner for forståelse af denne smukke ikon, som nu danner baggrund på min computer. ...

Dernæst lidt om det med evnen til at give og modtage kærlighed:

Mine forældre blev som ganske små anbragt på statens døveskoler i Fredericia og Nyborg. ... Ingen kunne forklare dem, hvad der skulle ske, og det har uden al tvivl været en dyb, traumatisk oplevelse for dem begge, og de har i årevis lidt under længsel og savn efter deres forældre og søskende. ...

De fik lov til at komme hjem 2 gange årligt på ferie, og jeg husker, at min mor fortalte, at hun var så ulykkelig efter en sommerferie, at hun stak af fra skolen og gik mange, mange km. for at komme hjem igen. ...

Den lille flamme, som jeg tror på, at vor Skaber anbringer i hver eneste af sine skabningers hjerte havde ganske trange kår, men den formåede at overleve alle barske oplevelser til trods ... og den blussede op, da mine forældre første gang mødte hinanden, og jeg er dem evigt taknemmelig for, at de både var i stand til at føle kærlighed til hinanden og til os 3 børn, som blev et resultat af deres forening. ...

Jovist kan kærligheden have trange vilkår i et menneskeliv, men helt udødeliggjort bliver den aldrig (TROR jeg). ...

Tak for inspirationen, du gav med dit indlæg, som ikke var ét ord for langt.

M.v.h.
Zenia

m.v.h.
Zenia

egoet, barnet contra new age tidsåndens højere religiøse selv

det er barnet (egoet) individualitet og mangfoldighed, spraglet ustyrlig vækst i alle retninger,,, imod den gamle, oldingen, demensen, og monisme, Den Ene og Det ene og Det eneste

vestlig spiritualitet (psykoanalyse eksistentialisme) imod øst, vore dages teosofiske nyreligiøsitet, new age buddhisme og yogi filosofi


tidsånden der angriber egoet, barnet, eller vores ego-self og individualitet, selvstændighed og suverænitet,,, angriber også sproget som et instinkt hos barnet,, et instinkt der godtgør at vi ikke er født som tabula rasa,, hvert barn, individ fødes til at sætte sig selv igennem sprogligt set, hvor det ønsker at forklare og tyde og tolke alt der har dets inderste interesse, eller er af ultimativ vigtighed for det, har fanget dets interesse (barnet har altså noget på hjertet, i sinde, og det viser sproget som et instinkt (her må vi også tænke på Platon og Jung). Men ifølge new age, tidens ånd, skal man som michael belærer os det slet ikke tænke, slet ikke være til i kommunikation og sproglighed, sproget som et instinkt der vil ha et udtryk hos alle benægtes som noget afgørende betydningsfuldt og helt essentielt der mangedobler vores intelligens,,, men man skal påduttes østens visdum om tavshed, stumhed og dumhed, om den store tomme intethed, hvor mennesket opløser sig selv og sin individualitet, kreativitet og duelighed, i en pessimistisk resignation, hvor atman flyder ud i Batman eller Brahman og mister sin betydning, eksistens og liv, går til grunde. En form for frivillig selvudslettelse,, og ja vi kan jo spørge tibetanerne og andre buddhister og hinduerne, yogi filosoffer, om hvor frivilligt det er. For det er jo en tradition der kræver tavshed og lydighed, meget værrer end kristendommen der er diskuterende, diskurs orienteret, og altså kritisk tænkende, sådan søsatte Paulus kristendommen som kritisk tænkende og debatterende, hvor man skulle lovsynge med sin forstand om de religiøse mystiske forhold ved tilværelsen.




Her lige lidt til Thomas der interesserer sig for mystik og har lidt sans og forstand på det efter min mening:

Nicolas Berdyaev "Freedom and The Spirit", side 260:

But mysticism contains other dangers too. It may take the form of the extinction instead of the illumination of man's psyche, that is to say, of the concrete multiplicity of human personalities. The problem which confronts us is that of the One and the many. Mysticism always moves from multiplicity towards the One; it leaves the world and man in order to reach God. It is above all the way of detachment. Multiplicity is lost in unity and soul in spirit. But man's being is an aggregate in which spirit, soul and body are unified. In Yoga, as in the system of St. Ignatius Loyola, mystical experience is to some extent "mechanized", and the "psychical" element in man is eliminated. It was the same in Quietism, in which the individual human soul disappeared. The mysticism of the One in Plotinus and Eckhart does not solve the problem of the mystical meaning of human individuality and personality. The mystical theosophy of the Cabala, Boehme, St. Martin, and Baader is of quite a different nature.

Kritikken fra Berdyaev af gængse former for mystik:

It may take the form of the extinction instead of the illumination of man's psyche.

It is above all the way of detachment. (som overhovedet ikke stemmer med Jesu personlighed, han er så involveret, så følelsesmæssig berørt og så lidenden og elskende (han knytter sig og udsætter sig selv for heftige sindsbevægelser), han er om noget sindsbevægelsernes mand, modsat Buddha idealet (Harald Høffding))

Multiplicity is lost in unity and soul in spirit.