At du
tror, Arne, at videnskaben aldrig bliver i stand til at opstille en TOE, er blot en tro, som ikke deles af forskere i naturvidenskab, og ikke underbygges af nogen fakta. Men det er et faktum, at videnskaben ikke har fundet nogen teoretisk grænse for brugbare forklaringsmodeller, men tværtimod har brudt stribevis af grænser, der tidligere ansås for uoverstigelige. Det er dette faktum, som forskere verden over baserer deres antagelse på. Man leder selvfølgelig ikke efter en teori, som man antager ikke kan findes.
Men videnskaben stiller altså heller ikke krav om absolutte sandheder, kun om brugbare og holdbare forklaringer af den fysiske verden, herunder årsagen til dens eksistens. Og det antager forskere altså ligger indenfor mulighedernes grænse.
Det er dig, der vender tingene på hovedet, Arne. Agnostiker er du ikke, for de anerkender kun erkendelse gennem sanseerfaringer, og ikke de metafysiske spekulationer, som du jævnligt frembærer her på siderne. Agnostikere tror altså ikke, at det er muligt at erkende en åndelig verden, og følgelig heller ikke muligt at afvise dens eksistens.
Begrebet agnosticism blev skabt af Huxley i 1869, og han definerede det som;
The belief in the impossibility of knowing whether there is a god or a future life or anything beyond material phenonoma.
Selve ordet er sammensat af det græske ord for viden (gnosis) og præfikset a (= ikke), altså ikke-vidende i modsætning til ateisme, altså ikke-gudetroende.
Bemærk at Huxley selv betegner det som en tro, altså som en modsætning til viden, der kun kan omfatte fysiske fænomener. Hvorvidt Huxley var ateist, og blot foregav at være agnostiker, for at tækkes det religiøse flertal, fremgår ikke klart af hans skrifter, men hans opfindelse af begrebet kunne tyde på, at han var ateist.
Mvh
Ole Bjørn :o)