Dit fortsatte forsøg på mistolkning er uinteressant Arne.
Hvis Benedetti's forsøg f.eks. havde bestået i, at den ene gruppe patienter havde fået oplyst, at man ikke vidste, hvad de fejlede, så man ville ikke behandle, men se tiden an, og lægen i den anden gruppe satte sig på sengekanten og sagde det samme, men strøg patienten over kinden og forsikrede ham/hende om, at man følte med dem, og man ville gøre alt, for at de kunne få det bedre og blive smertefri, så ville forsøget vise, om kærlig omsorg alene kunne forårsage en placebo effekt, der kurerede sygdommen.
Som forsøget blev udført viser det blot, at lægens snak forstærkede patientens suggestion om injektionens virkning. Smertetærsklen veksler ikke bare fra person til person, men også fra situation til situation. F.eks. kan man forberede sig mentalt på en forventet smerte, så den virker mindre, mens en pludselig uventet smerte kan give et chok, der forstærker smerteoplevelsen.
Et barn kan falde og slå sig, rejse sig og løbe hjem til mor, og først i det øjeblik det ser moderen, opleves smerten for fuld styrke. Begge reaktioner er suggestive, såvel undertrykkelsen af smerten og forstærkningen af den.
Placebo effekt handler ikke om smerteoplevelse, men om der rent faktisk sker ændringer i helbredstilstanden, så forsøg som det beskrevne er værdiløse til at afgøre, hvordan placebo kan forbedre regenerationsevnen.
Men det kunne du altså ikke gennemskue, Arne.
Ole Bjørn :o)
Svar
Citer
