Det er som at slå vand på en gås. Ligegyldigt hvilke fakta, som Arne bliver præsenteret for, så nægter han at anerkende dem, for hans fantasibillede af verden er den eneste "sandhed", som han vil anerkende.

Nu skriver han så om placeboeffekten:Næh, det er netop fastslået i forskningen om placeboeffekten, at det ikke er det personlige forhold til behandleren, der aktiverer denne effekt. Den udelukker man netop ved at lave randomiserede, dobbeltblindede forsøg.

Arne skriver videre:Næh, Arne, det er skam ikke kærlighed til patienterne, der får nogle akupunkturlæger til at kræve 800-1200 kr. for en konsultation af sammenlagt under 10 minutters varighed.

Placeboeffekt er udelukkende et spørgsmål om selvsuggestion, og personlig kontakt er slet ikke påkrævet for at lære det. Det kan man træne i gennem skriftlige anvisninger på f.eks. visualiseringsteknikker, men der er jo penge i at helbrede folk, og det udnytter både medicinalvarefabrikker og behandlere såvel i det autoriserede som det alternative behandlersystem, præcis som nogle religioner tjener penge på at præke kærlighed.

Men hvorfor dog beskæftige sig med fakta, Arne, når man mener at have fundet "sandheden" i form af en religiøs sutteklud, som man kan trøste sig med? Hvad skal vi dog med videnskab og virkelighed, når "sandheden findes i et stykke bemalet træ på en lille græsk ø," ikke sandt Arne?

Ole Bjørn :o)

Hej Simon.

Det er lidt forvirrende for udenforstående, når du kalder Thomas for Thomsen, for det er jo Arnes efternavn, og selv om Thomas hykler enighed med Arne, har de ikke andet tilfælles end at dele fjendebilleder. Den vantro Thomas er meget længere ude i hampen med sin tro på det falske "urevangelium" skrevet af den gale irsk/engelske præst Gideon Ouseley.

Tak iøvrigt for dit link til en dejlig morgenraga med Ustad Zakir Hussain. Jeg købte selv en plade med ham i Delhi sidste år, hvor han spiller klassisk indisk musik med indiske mestre på henholdsvis fløjte, sitar, santoor og sarod.

De fleste mennesker er ikke klare over, at tablaerne er det vigtigste indiske instrument. Jeg har selv et sæt fra Pakistan indkøbt for 40 år siden, men det kræver 7-8 års fuldtids træning at lære at spille på dem, og den tid har jeg forståeligt nok ikke kunnet afse.

Jeg forventer aldrig fornuftige svar fra Arne, men nogen må jo sørge for, at hans misforståelser ikke slår rod i ubefæstede sjæle.

Mvh

Ole Bjørn :o)

det er så sandt som der står skrevet, indlysende sandt

da jeg studerede psykologi og medicin nogle år efter psykologistudiet var jeg jo om noget klædt på til at forstå disse forhold og være beskæftiget med disse forhold, og allerede dengang var det indlysende kendsgerninger vi studerende tog til os, ad notam og arbejdede videre ud fra og ja tænkte videre ud fra

det er psykoanalyse i en nøddeskal, det er neuroaffektiv udviklingspsykologi i en nøddeskal, det er mindfulness i den moderne vestlige udgave hvor medicinsk naturvidenskab er med inde over

i dag ved man at den kuld af moderne tænkende mennesker jeg tilhørte som forstod disse ting, forhold, at vi har implementeret denne viden i vores livsstil og personligheds struktur i forbindelse vores karakterdannelse,,, derfor ser man så mange vel uddannede mennesker i dag på 55 år - 80, ja måske 100 år, og ja ældre endnu, være vitale, sunde og friske, åndsfriske og fysisk i god form som i omfang aldrig set før.

Dette har totalt ændret synet på alderen og ja de forventninger vi med god grund kan stille til vores "alderdom", ingen aner længere hvor grænserne går,

og som at Paulus hotter hos moderne ateistiske marxistiske psykoanalystiske tænkere,, så er at følge med i denne udvikling jeg nævner ovenfor en lige så stor stor stor glæde for mig, fordi det er ting jeg har profeteret for 30 år siden,,, og i den grad at kunne profetere og forstå sin samtid, gør at man føler sig hjemme og det gir stor mening,,, ja mit liv fyldes mere og mere med mening og forståelse dag for dag,,,

ofte når jeg er sammen med familie og venner siger de,, jamen alle de ting vi ser i dag, det var jo dem du talte om for 30 år siden

mit netværk i århus var stort set indenfor psykolog, medicin; læge og sygeplejerske uddannelsen, og vi havde nogle fantastiske sindsoprivende spændende diskussioner om de her forhold, hvor jeg var primus motoren, pionereren, den nytænkende og idemageren, ja det var mig der italesatte alle disse forhold om nogen

så alle disse forhold ligger inde på rygradden og udgør den biologiske ontologiske struktur i min systematiske måde at tænke på, derfor arbejder jeg for en stor del som Heidegger og Løgstrup, med at indbygge disse erkendelser i vores dagligdags sprog.

når simon og bjørn bliver dawkins naturvidenskabelige reduktionistiske hysteriske skinger, rungende bjælder, i hovedet at høre på, trækker jeg blot på smilebåndet og ryster sagte på hovedet af dem, jeg har intet til overs for disse to neanderthaler hvad de her forhold angår,

og så længe jeg ikke kan få en forklaring fra dawkins fløjen, der forlanger naturvidenskab, masse af naturvidenskab, som vores fornuft skal benytte sig af, hvorfor en sådan ateist ryger, så har jeg ikke meget til overs for dem (iøvrigt en diskussion jeg har haft med mine ateistiske venner i over 30 år),,,, "er en rygende dawkins ateist ikke herre i eget hus?"

hvilke kræfter og dæmnoner er det der forhindrer ham i at lytte til al den naturvidenskab han vil der skal afløse religion (ånds og sjæle -videnskab), er han ikke herre i eget hus til at lytte til den naturvidenskab han er så forgabt i, og som han vil skal udrydde enhver form for religion (ånds og sjælevidenskab (psykologi, psykiatri, psykoanalyse og neurovidenskab).

det siger da sig selv at bjørn og simon er som elefanter i en glas butik ofte når vi skal seriøst tale om de her forhold som information nu åbenbar har en artikelserie kørende om,,


Vigtig er det lige at pointere jeg er indædt modstander af at der kan tales om kærligheden på en abstrakt religiøs måde, som vi ser hos arne og michael og esther, for en kærlighed uden krop har jeg dog aldrig hørt om, og en kropsløs eller legemsløs kærlighed har jeg dog aldrig nogensinde været beskæftiget med, ikke engang Paulus tillader dette at ske

Guds kærlighed Kristus, er netop den inkarnationens konkrete legemliggørelsens virkelighed ind i verden, som Paulus repræsenterer overfor den jødiske og græske abstrakte filosofiske og religiøse syn på de her forhold og som vi i moderne tid igen ser med Marxismen og eksistentialismen (theopolitikken hos paulus er marxistisk psykoanalytisk eksistentialisme), som reaktion på idealismen og falske fremmedgørende ideologier der styrer masserne, eller folket af de der sidder på magten og privilegierne her i samfundet.

i og med Pauli forkyndelse af Kristus som den Sandhedsindstiftende "åbenbaringens opstandelsens -begivenheden" (inkarnationen; Guds kærlighed Kristus) er i verden får alle mennesker igen retten over deres legemlige eksistens, kroppen (deres sundhed, sjæl legeme integritet (1*); og tankerne/ideologierne må ikke længere være fremmede eller fjendske overfor den naturlige sjæl-legeme enhed vi er i verden.

(1*) også derfor de kristne identitetsmarkerer så voldsomt overfor gnostikerne (rubæk, esther og jan sero og mich), som mente at legemlig sanselig eksistens og virkelighed var et onde, hvilket det netop ikke er i kristendommen (i så fald ingen inkarnation, eller i så fald inkarnationen Kristus som den kærlighedens legemliggørelsen virkelighed den er i verden ville være en absurditet at udtømme Gud i, udtømme talen om Gud, som Guds Riget (fremtidens samfund) helt og holdent at være heri)

Guds kærlighed Kristus i verden; er inkarnationen som konkretiseringen af denne legemliggørelsens virkelighed (som Kristus, Guds Kærlighed er) ind i verden.

hvilket vil sige Kristus er kærlighed og healing, helbredelse, af menneskelige relationer, helbredelse af sig selv i og med næsten altså kærlighed i konkret udtryk (udtrykt i en sjælelig-legemlig enhed), ja hvad ellers, det er det mest karakteristiske af alt ved Nye Testamente og ved den kristne systematiske og dogmatiske tænkning. At stå i og være i Kristus er med sit liv at turde gå ind for konkretiseringen af denne konkrete kærlighed i verden. Guds Kærlighed Kristus, er denne legemliggørelsens virkelighed i verden, hvor kærligheden legemliggøres og konkretiseres mellem mennesker.

Kristendom er at kroppe sig selv i og med "hin -anden" (næsten), er denne relationelle og individuelle kropslighed, mere end noget andet. Denne stoflighed, kropslighed (legemlighed) og "the material spirit" eller det spirituelle legeme, som Paulus konstant taler om i sin dåbsteologi; Kristusmystik.