Jesusmyten. Historiske studier af bl.a. gamle romerske optegnelser fra tiden, hvor Pontius Pilatus var statholder i Israel og i de første decennier af vor tidsregning, viser ingen spor af en Jesus, som skulle være blevet korsfæstet på Golgata (Hovedskalshøjen). Om galilæeren Jesus overhovedet har eksisteret eller blot er en omskrivning af ældre græske og indiske myter, tilpasset jødiske profetier om en kommende Messias, er mere og mere uklart.
Stort set alt, hvad vi har fået fortalt om "tømreren fra Nazaret" og hans gerninger, har vi fra troende kristne teologer og udvalgt bibelske skrifter af højst usikker oprindelse hvad evangelierne angår. Men hvis man studerer oldtidens religioner finder man, at
alle udsagn om Jesus er næsten identiske med myter fra ørkenreligioner, hellenistiske (græske) religioner samt hinduistiske og buddhistiske myter.
Der skal ikke megen viden om psykologi til at forstå, hvordan kristendommen er opstået på den baggrund. De samme myter går igen fra religion til religion. Mytologierne vrimler med jomfrufødte konger, der er sønner af hovedguden, og som helbreder syge, opvækker døde, udfører diverse mirakler, dør en voldsom død og stiger til himmels og efterfølgende viser sig igen (genfødes).
Jeg skylder Hansemand tak for at have åbnet mine øjne for, at den egentlige stifter af kristendommen hverken var den tvivlsomme Jesus eller apostlene, men den selvbestaltede profet og markedsføringsgeni Paulus, som dygtigt udnyttede myterne til at skabe det moralske idékompleks, som kristendommen egentlig er. Trist, at Hansemands personlige religionsbehov forhindrer ham i at drage den logiske konklusion, at alle guder er menneskelige myter, der spiller på menneskets hang til mysticisme til erstatning for viden.
Men det korte af det lange er, at man kan ikke fuldt forstå, hvad religion/gudetro er for et fænomen, hvis man kun studerer en enkelt af dem. Selv de største religioner er delt op i mange forskellige trosretninger, og ingen af dem overstiger 10% af jorden befolkning. Men alle er de baseret på sproglige forklaringer med alle de misfortolkninger og menneskelige magtinteresser, der præger alle religiøse organisationer.
Her er nogle enkelte af de mange link på nettet, der beskæftiger sig med sammenlignende religionsforskning.
http://truthbeknown.com/christconspiracy.htmlhttp://www.jesusisbuddha.com/thundy.html http://freethoughtnation.com/forums/viewtopic.php?p=24066Filosofi. Filosofi er en tradition for logisk og systematisk tænkning, som vi har arvet fra antikkens græske kulturer. De tidlige græske filosoffer ar først og fremmest naturfilosoffer, der søgte at forklare sammenhængen af de fænomener, som vi erfarer gennem vore sanser. Men med Sokrates, Platon og Aristoteles begyndte man også at undersøge principperne for den menneskelige tænkning, og hvordan den påvirker menneskelige aktiviteter som samfundsdannelse, regler for sameksistens og vores brug af sproget i kommunikation med andre og til forståelse af naturen.
Hvor langt man kan nå af den logiske tænknings vej, er Epikur et strålende eksempel på. Uden måleinstrumenter, kun med en tankemæssig bearbejdelse af sine observationer af verden og menneskene nåede han for 2300 år siden frem til en masse konklusioner om naturlove og om den menneskelige natur som på mange områder ligger meget nær vor nuværende viden. Desværre har vi ikke hans originalmanuskripter, men kender mest hans tanker gennem den romerske digter Lukrets lange læredigt på latinske heksametre
"De Rerum Natura". F.eks. kom han ved logisk tænkning frem til, at guder ikke kunne have deres eksistens i vort univers, at alt var skabt af det samme grundstof arrangeret på forskellig måde, at jorden og himmellegemerne havde et skabelsestidspunkt, og at de igen ville opløses en dag, at de ikke skabtes af guder men gennem tilfældige sammenstød af grundpartikler, at lynene skabtes af vindenes og skyernes sammenstød (og ikke af Zeus tordenkile) osv. At han tog fejl på nogle områder er forståeligt, for han havde ikke den videnskabelige viden til rådighed, som århundreders intensiv forskning og avanceret matematik har givet os.
I Europa overgik filosofien helt op til og med middelalderen at handle om teologi. Det skal jeg vende tilbage til, men med renæssancen sker der et opsving, og filosofien deler sig op i en række forskellige fagområder. De vigtigste vurderet ud fra deres indflydelse på samfundsudviklingen har været naturfilosofi, videnskabsteori, erkendelsesteori (i den udstrækning den har påvirket videnskabelig tænkning) og så selvfølgelig samfundsfilosofi. Bemærk at jeg hverken har medtaget sprogfilosofi eller teologi blandt de vigtige områder, hvor filosofien har medført praktiske resultater.
Den eneste sprogfilosof i nyere tid, der har haft betydning, er Ludwig Wittgenstein, hvis filosofiske undersøgelser ledte til hans sprogspilteori, der har haft afgørende indflydelse på udviklingen af både psykologi, massekommunikation såvel som af den teknologiske udvikling af kommunikationsmedier.
At kun én har haft betydning er et ringe resultat i betragtning af, at de fleste
ikke ovennævnte filosofiske retninger reelt drejer sig om sprogligt tankespind, der som modefænomener har skiftet fra periode til periode som intellektuelt tidsfordriv. Det har dog hverken gjort os klogere på os selv eller på verden. Det har ikke fået kornet til at gro bedre på marken. Det kan ikke helbrede os for hverken fysiske sygdomme eller depressioner og giver os heller ikke bedre hjælpemidler i dagligdagen. Det kan hverken løse energiproblemet, klimaproblemet eller overbefolkningsproblemet. Hvad skal vi så med filosofferne?
Vi kan bruge dem til inspiration for vor egen tænkning. Det forudsætter selvfølgelig, at vi gør os klart, at vi reelt ikke forstår, hvad de faktisk mener. Deres baggrund og erfaringer er anderledes end vore egne, så de lægger andre betydninger i ordene, end vi selv gør. Ofte er fremstillingen af deres ideer meget tågede, fordi de ikke kan finde dækkende ord. Sproget er nemlig alt for fattigt til at kunne udtrykke de mange nuancer i menneskers tænkning.
Mange filosoffer griber derfor til at konstruere nye begreber og udtryk for at forklare sig, men at forklare sig ved hjælp af et ukendt begreb giver ikke i sig selv en bedre forståelse.
Det bedste, man kan gøre, er derfor at bruge det læste som udgangspunkt for en tankeproces over emnet, baseret på ens egne livserfaringer. Det værste, man kan gøre, er at tro, at man på basis af det læste er enig med filosoffen i hans tanker. Det er man nemlig ikke, hvilket viser sig, hvis man får lejlighed til at diskutere direkte med vedkommende.
I næste lektion skal vi se nærmere på teologers misbrug af sproget.
Mvh og på gensyn
Ole Bjørn :o)