"I min verden handler det om forståelse".

- Alene her har du brug for rationalitet og sund fornuft.

mvh
Simon

Kære Arne

RoseMarier er der flere af ... både her og hisset og Løgstrups var den ene af dem. Tak, fordi du mindede mig om hende

Og endnu mere TAK for endnu et link til bogen om ikoner. Den må jeg fluks ha' fat i

... og ja, det er da fuldstændigt ligegyldigt, hvordan man hver især ser på ikonerne ... også om de siger én noget eller ej. Gør de det, er det under alle omstændigheder en åbning i et menneskes hjerte ... som musik, poesi eller anden kunst også kan være. Det er bevægelsen og åbningen, som også kan åbne op for så meget andet, der betyder noget ... resten må være Vorherres værk

KNUS og gode tanker fra én af RoseMarierne

Hej RM..

Kunst, når den virker, har jo en fin evne til at skabe et nærvær, igangsætte en proces hvor opmærksomheden fra et synspunkt flyttes og udvides i kraft indtryk fra ambivalente synsvinkler. Vi drømmer jo i billeder og tænker i genkaldelser, når vi bevidst udsættes for kunstneriske sanseimpulser i billedsproget. Muligt sætter vi pludselig bevidste spørgsmål til indtryk der lagrede sig i os fra drømme eller stærke oplevelser vi måske af gode grunde ikke længere er os bevidste om (fortrængning). Derfor virker billedkunst, når den altså reflekterer elementer der afspejler noget af betydning for os. Det er altså en dynamisk proces der går bagom ord, og kunstnere når de er virksomme, har jo heller ikke altid faktiske formål til seeren. Hele arbejdsprocessen udviklede sig måske til noget ganske sært, hvor et iværksættende tema sagtens kan fortsætte billedet igennem, men forme sig til et produkt der pludselig afslutter noget for kunstneren selv, men som vil være begyndelsen eller noget helt fjerde for os som seere.
Siger selve billedsprogets kontrasteringer os et minimum, vil vi sikkert være mere opmærksomme på æstetiske sider, former og værdier vi genkender. Eller vi vil lede efter mindre elementer vi genkender i os fra andre oplevelser. Gælder det specifikt religiøse ikoner og billedsprog, som fx lofthvælvingen i det sixtinske kapel m.m. er temaet tit stift og gennemgående det samme, hvor menneskets lidelser beskrives i en højere menings tjeneste, hvor den troende afbilledes som underdanig overfor gudens store nåde. Dér er det gudens ret at stille spørgsmål ved den troendes kvaliteter, ikke omvendt. Den troende dirigeres altså i religiøs kunst imod en særlig opfattelse, hvor det de religiøse kalder ”livets store spørgsmål” ophøjes til noget særligt alene i kraft af troen livet tolkes ind i.
Kunstneriske produktioner derudover, har sjældent så specifikke formål, der er en forskel. Sikkert også i smagen, helt som vi ser det når sproglige begreber anvendes til frit at tolke livet omkring os ind i specifikke trosretninger der så tilfredsstiller et bestemt synspunkt – der imidlertid sjældent stilles spørgsmål til rigtigheden af i præsentationer. Billedsproget virker som agitation for bestemte idéer bare bedre, fordi du ikke kan forvente svar fra billeder. Spørgsmål man selv stiller, svarer man dér selv på. Stillet overfor mennesker der agiterer for bestemte synspunkter i det daglige, har vi sprogligt muligheden for at diskutere i dialoger, dette gør en verden til forskel, for akkurat dér stjæles spørgsmål ikke med absolutter. ;)

Mvh
Simon

Hej Simon

Jeg blev meget glad for at læse dit indlæg om kunst, billedsprog og "kunstens sprog" ... og så det sprog vi har fået med ord, skrift og tunge.

Og jeg kan kun være enig med dig i, at med "absolutter" kan man ikke nå hinanden, det kan man hverken i symbol sprog eller med ord.

Og jeg er en tilhænger af begge dele ... UDEN absolutter. De sætter punktum, hvor samtalen har mere brug for et komma ,,,

Men jeg er VILD med symboler ...

Hør bare her ...

http://www.dr.dk/P1/Apropos/Udsendelser/2008/01/17031205.htm

KNUS og gode tanker fra RM