"Hellere forrykt end forgæves, for jeg er forrykt" siger Johannes Møllehave.




http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1533164.ece


Badiou om vores excentriske forrykkelse eller forrykthed, som han finder denne på fornemste Shakespeare vis illustreret hos Paulus:


Badiou mener Paulus er den mest forrykte og forrykkede mand (forstås positivt), excentriker, sprængt i stykker og løs og fri af sig selv og sat i Kristus (som nyt menneske), grebet af Kristus, begivenheden Kristus. Denne i Kristus bliven sig selv fri og løs er så vigtig. Dette er den største forskel på kristendommen og andre religioner, da de fleste andre religioner centrerer mennesket i forhold til bogstaven og loven (jødedom og islam og bibelfundamentalistisk kristendom); i forhold til logos fornuft, eller i forholdet til sindet, buddhismen eller i forhold til naturen, ikke mindst taoismen (kosmos, grækerne), eller i forhold til Gud som nok er det mest almindelige, hvor vi skal finde hvile, men ikke engang Jesus kendte en dyt til dette forhold, dette hvilende og centrerede forhold til Gud, hvorfor, fordi mennesket og da især Jesus, ikke bare kan gå hen og finde sit centrum eller hvile i Gud, dette er ihvertfald ikke en kristen tanke, for her er det afgørende hvad Gud vil med os, Guds vilje med os, altså vi må lade os bevæge og føre, men vi kan dog finde næsten og det skal vi, men altså ikke Gud kan vi finde, for Gud finder i stedet os, kommer til os i Kristus hvor vi gribes og sprænges og sættes excentrisk i en bliven os selv frie og løse. Langt de flest depressioner skyldes at mennesket ikke kan blive sig selv fri og løs (selvmord er så et kluntet forsøg derpå, men som Schopenhauer har vi ingen garanti for at vi derved bliver os selv fri og løs), hvorfor også meditationer kan være meget kritiske og farlige da de stort set alle går ud på at skabe en centrering, og hermed lurer risikoen for depression og regression om hjørnet med tab af excentrisk kreativ dynamik fordi man undertrykker at livet har karakter af begivenheder, som igen bliver til en manglende forståelse for ens kald og karakterudformning, resoluthed og beslutsomhed, hvor man etisk politisk formår at forlade sig selv, blive sig selv løs og fri i et kreativt virke der gavner næsten, så livet mere bliver hvad kan jeg gøre for danmark/samfundet og ikke hvad skal danmark/samfundet gøre for mig. Mod slutningen af sit liv siger Paulus at han kun gider tale om det som Kristus har udvirket og gjort i hans liv.

Pauls karakter og etik skal forstås som Pauls troskab til opstandelsesbegivenheden Kristus, Kristus der lever og er vores liv: "a genuine road-to-Damaskus experience". "Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig" (Fil 3); Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.

Spørgsmålet er om mennesket tør lade sig gribe og forrykke (egentlig Helligåndens værk) hvorved vi bliver fri af os selv og løs af os selv. Altså i ånden, som åndsvæsen, er mennesket sig selv nærværende (og ofte sværmerisk nærmest og selvcentreret/selvoptaget og forfængelig), i Helligånden er Kristus mennesket nærværende.

Og ja Johannes Møllehave har rigtig meget forrykt Paulus karakter over sig. Jesus udtømte excentrisk (kenotisk forrykket (Fil 2)) og gav sit liv hen til og for os, Paulus fulgte efter og ja Johannes Møllehave gør det samme, gir sit liv generøst til os, os danskere. En humorens Robin Hood (som John Engelbrecht) der stjæler fra de vittige og gi’r til de kedelige.

Den excentriske kenotiske forrykkethed er at blive sig selv/Gud fri og løs. Og det er kristendommens etiske særkende og kreative spiritualitet og spændende anderledes psykologi. Hvordan er du blevet så fri en mand? Er man troende svarer man, jeg er blevet fri af Gud, er man ikke troende svarer man, jeg er blevet fri og løs af mig selv. Det er denne sprængning, dette brud der er så vigtig og som er kristendommens anderledeshed og særkende. Noget af det sværeste her i livet at komme fri af, er sindet (humør og luner) og sig selv og Gud hvis man er til ham.



Fri af Gud, det lyder underligt Hansi. Jamen i begivenheden Kristus sprænges vi og har vi i en excentrisk kreativ dynamik, friheden og ånden/intelligensen/høj IQ og spiritualiteten fra Gud eller fra vores højere Selv. Jamen skal vi ikke være vores højere Selv eller autentisk selv, nej det skal vi ikke, og kan vi ikke (aldrig identitet og sammenfald (aldrig monisme og enhed), altid er der tale om en dialektik mellem mennesket og selvet/Gud), så vi kan i en kreativ ekspressiv etisk dynamik lade det højere selvs vilje komme til udtryk eller Guds vilje og kald med os, mening med os.

Du er crazy Hansimand! Ja men kun når jeg anstrenger mig herfor er jeg skør, ellers er jeg vist ret normal. Og ja hellere lidt forrykt end forgæves.

mange kærlige hilsner HansKrist

Dette miskmask viser bare hvordan eksisterende forhold kan tolkes ind i fantasier, hvor lignelser/analogier helt mangler deres referent, hvorfor Møllehaves skærmysler med ordensmagten samt de spørgsmål der iden forbindelse stilles til brugen af magtmidler overfor (ældre) borgere egentlig bare helt forsvinder. Det er som at læse en JV'er der ikke under sig selv en pause fra sin missioneren, og hvor misbruget af analogier bare er tilpasset så de undviger det tema der ellers skulle have været en central del af en forklaring. Brug af lignelser er ofte et sikkert tegn på at argumentet i sig selv ikke holder. Dette ses hos denne debattør, gang på gang.

mvh
Simon

Ja, hvis Møllehave har udtalt: ''hellere forrykt, end forgæves'', så er det da visdomsord ud fra hans egen forståelse.

Men jeg er bange for, at kristendommen mangler humor. En væsentlig del af humoren er dog at man ikke tager sig selv højtideligt og kan le af sig selv.

Møllehave er i det virkelige liv helt undskyldt. Hans sociale rolle er skabt af andre som sætter ham på en piedestal og så vil de alligevel trække ham ned fra piedestalen og kræve af ham at han underlægger sig småborgerlighedens trange spændetrøje.

Han er undskyldt fordi han ved, at han kan dø hvert øjeblik...

...og har valgt at leve.

Jeg beundrer enhver som tør leve.

Hvad er Møllehave andet end en fordrukken præst? der ikke kan styre sit alkoholforbrug, altervinen har sat sit præg på ham.

Han er nok ikke blevet behandlet anderledes end den slags mennesker bliver, når de slår sig løs og bliver anholdt for gadeuorden.
Han er sikkert nok blevet beruset i Paulus, kunne jeg tænke mig at Hanskrist ville sige, hvilket han jo også selv er.

Hej Michael,

Udmærkede ord, synes jeg. Vi har muligvis været meget på nakken af hinanden. Men på det sidste synes jeg virkelig, at du får sagt nogle meget jordnære ting, som afslører flere af jordens lag.

Det har været svært at komplimentere dig før, eftersom jeg ofte har fået bemærkningen "vig bag mig, Satan"... men nu tager jeg chancen

T