"Hellere forrykt end forgæves, for jeg er forrykt" siger Johannes Møllehave.
http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1533164.eceBadiou om vores excentriske forrykkelse eller forrykthed, som han finder denne på fornemste Shakespeare vis illustreret hos Paulus:
Badiou mener Paulus er den mest forrykte og forrykkede mand (forstås positivt), excentriker, sprængt i stykker og løs og fri af sig selv og sat i Kristus (som nyt menneske), grebet af Kristus, begivenheden Kristus. Denne i Kristus bliven sig selv fri og løs er så vigtig. Dette er den største forskel på kristendommen og andre religioner, da de fleste andre religioner centrerer mennesket i forhold til bogstaven og loven (jødedom og islam og bibelfundamentalistisk kristendom); i forhold til logos fornuft, eller i forholdet til sindet, buddhismen eller i forhold til naturen, ikke mindst taoismen (kosmos, grækerne), eller i forhold til Gud som nok er det mest almindelige, hvor vi skal finde hvile, men ikke engang Jesus kendte en dyt til dette forhold, dette hvilende og centrerede forhold til Gud, hvorfor, fordi mennesket og da især Jesus, ikke bare kan gå hen og finde sit centrum eller hvile i Gud, dette er ihvertfald ikke en kristen tanke, for her er det afgørende hvad Gud vil med os, Guds vilje med os, altså vi må lade os bevæge og føre, men vi kan dog finde næsten og det skal vi, men altså ikke Gud kan vi finde, for Gud finder i stedet os, kommer til os i Kristus hvor vi gribes og sprænges og sættes excentrisk i en bliven os selv frie og løse. Langt de flest depressioner skyldes at mennesket ikke kan blive sig selv fri og løs (selvmord er så et kluntet forsøg derpå, men som Schopenhauer har vi ingen garanti for at vi derved bliver os selv fri og løs), hvorfor også meditationer kan være meget kritiske og farlige da de stort set alle går ud på at skabe en centrering, og hermed lurer risikoen for depression og regression om hjørnet med tab af excentrisk kreativ dynamik fordi man undertrykker at livet har karakter af begivenheder, som igen bliver til en manglende forståelse for ens kald og karakterudformning, resoluthed og beslutsomhed, hvor man etisk politisk formår at forlade sig selv, blive sig selv løs og fri i et kreativt virke der gavner næsten, så livet mere bliver hvad kan jeg gøre for danmark/samfundet og ikke hvad skal danmark/samfundet gøre for mig. Mod slutningen af sit liv siger Paulus at han kun gider tale om det som Kristus har udvirket og gjort i hans liv.
Pauls karakter og etik skal forstås som Pauls troskab til opstandelsesbegivenheden Kristus, Kristus der lever og er vores liv: "a genuine road-to-Damaskus experience". "Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig" (Fil 3); Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.
Spørgsmålet er om mennesket tør lade sig gribe og forrykke (egentlig Helligåndens værk) hvorved vi bliver fri af os selv og løs af os selv. Altså i ånden, som åndsvæsen, er mennesket sig selv nærværende (og ofte sværmerisk nærmest og selvcentreret/selvoptaget og forfængelig), i Helligånden er Kristus mennesket nærværende.
Og ja Johannes Møllehave har rigtig meget forrykt Paulus karakter over sig. Jesus udtømte excentrisk (kenotisk forrykket (Fil 2)) og gav sit liv hen til og for os, Paulus fulgte efter og ja Johannes Møllehave gør det samme, gir sit liv generøst til os, os danskere. En humorens Robin Hood (som John Engelbrecht) der stjæler fra de vittige og gi’r til de kedelige.
Den excentriske kenotiske forrykkethed er at blive sig selv/Gud fri og løs. Og det er kristendommens etiske særkende og kreative spiritualitet og spændende anderledes psykologi. Hvordan er du blevet så fri en mand? Er man troende svarer man, jeg er blevet fri af Gud, er man ikke troende svarer man, jeg er blevet fri og løs af mig selv. Det er denne sprængning, dette brud der er så vigtig og som er kristendommens anderledeshed og særkende. Noget af det sværeste her i livet at komme fri af, er sindet (humør og luner) og sig selv og Gud hvis man er til ham.
Fri af Gud, det lyder underligt Hansi. Jamen i begivenheden Kristus sprænges vi og har vi i en excentrisk kreativ dynamik, friheden og ånden/intelligensen/høj IQ og spiritualiteten fra Gud eller fra vores højere Selv. Jamen skal vi ikke være vores højere Selv eller autentisk selv, nej det skal vi ikke, og kan vi ikke (aldrig identitet og sammenfald (aldrig monisme og enhed), altid er der tale om en dialektik mellem mennesket og selvet/Gud), så vi kan i en kreativ ekspressiv etisk dynamik lade det højere selvs vilje komme til udtryk eller Guds vilje og kald med os, mening med os.
Du er crazy Hansimand! Ja men kun når jeg anstrenger mig herfor er jeg skør, ellers er jeg vist ret normal. Og ja hellere lidt forrykt end forgæves.
mange kærlige hilsner HansKrist