Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' " Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' " Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' " Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. (Matthæus 4, 1-11)

Ja. Som Osvald Helmuth sang: "almindeligt, ganske almindeligt."

Kære Kurt

Tak for din gode kommentar.

Det giver ingen mening at snakke om sandhedsværdien i en religion forstået på den måde, at spørgsmålet om en Guds eksistens ikke hviler på et bevis men på en tro. Origenes mente dog at der fandtes et bevis i ånd og kraft, fordi der på Jesu tid og i de efterfølgende generationer fandt undere og lign. fænomener sted. Med oplysningstidens rationalister (i særlig grad Reimarus og Lessing) befandt teologien sig i en bred kløft - nemlig den tidslige afstand mellem undere på Jesu tid og så vor moderne verden i dag.

Sandheden handler for den troende ikke om, hvorvidt det, der står i skriftet er en sandfærdig fortælling: Skabte Gud verden på syv dage, gik Jesus på vande, opstod han virkelig fra de døde etc.? Bibelen er en bog i og med, at den foreligger som et skriftligt materiale udarbejdet af mange forfattere og redaktører. Sandheden står ikke sort på hvidt. Det skrevne ord kan derfor være et tegn eller et redskab til at erkende sandheden: En sandhed der ikke kan bevises men derimod bevidnes som et ”bevis” (igen Origenes) i ånd og kraft. En fortælling er altså et budskab om noget, og da sproget i sig selv er mangfoldigt kan dette ”noget” fortælles på mange måder. I kristendommen er dette ”noget” Jesus; ingen kristendom uden Jesus. Ifølge Jesus selv – sådan som det udlægges i skriftet – er han sandheden. Sandheden er altså noget, vi erkender gennem vores egen natur og ikke ved at opfatte en hel bog som SAND. Vil vi tro og måske forstå sandheden dybere må vi lytte og tro på Jesus.

På den måde består Jesustroen/kristendommen ikke af sandsynligheder eller usandsynligheder men er mere et udtryk for, at Gud handler med os (Er med os = Immanuel). Kristendommen peger dermed aldrig væk fra os selv, så hvad der for dig måtte være mytisk stof eller noget metafysisk blændværk er irrelevant. Jesus er derimod den, der her er relevant, idet han hele tiden peger på os. Kristendommen gør noget ved os akkurat, som Jesus, ifølge NT, gjorde noget ift andre mennesker. Jesus kan derfor godt for mig at se tages bogstaveligt men fortællingerne før ham, om og efter ham er nu en gang fortællinger, der kan læses som vidnesbyrd om den længe ventede Messias, der skulle indfri det ny håb.

Teksterne er altså - jf. din bemærkning ”Du siger faktisk at man ikke skal gå så højt op i om teksterne er sandhed eller digtning” – både sandhed og digtning. Sandheden er ifølge kristendommen det Jesus siger og gør og til og med det, der sker med Jesus. Kristendommen er så at sige handlingsorienteret: Gud handler med os, og Jesus befaler os at handle på hans bud. Først gaven, dernæst forbilledet (det dobbelte gode ifølge Luther).

Jeg har gennem min debattid oplevet en tendens hos ateisterne til at tolke Bibelen bogstaveligt. På den måde er i nogle gange de værste fundamentalister her Når vi snakker om sandhed betyder det jo ikke, at alt hvad der er nedskrevet skal tolkes bogstaveligt. Det er et spørgsmål om tro og erkendelse/oplevelse. Jesus understreger ånden og livet i sine ord. Det tror jeg er et godt udgangspunkt for den kristne tro.

Kurt, du skriver:

”Er det så nu den fremherskede mening på bjerget (bjerget er her teologisk fakultet)? Er det dét fremtidens præster bliver inspireret til at arbejde udfra?”

På et teologisk fakultet lærer man ikke at tro og tolke bogstaveligt. Det undrer mig noget, hvis du havde en sådan opfattelse af et akademisk studie. Man får som så mange andre studier nogle redskaber til at begå sig med. Et godt eksempel herpå er sprogfagene. Her lærer man ikke at læse eller tale græsk/hebraisk/latin, for man lærer at kunne tackle (oversætte) sproget gennem nogle gode redskaber. Jeg vil heller ikke sige, at der er en ”fremherskende mening på bjerget”. Det du læser i mine indlæg er mit krydret med smag fra inspirationskilder eller teologisk saglig-/faglighed.

Du skriver endvidere:

”Ved samme lejlighed vil det også være spændende at høre om der løsnes op for liturgien? Kan man forvente at den dræbende kedsommelige liturgi bliver peppet lidt op og gjort mere fri til spontane udtryk og lignende?”

Igen undrer jeg mig lidt over din forståelse, her forståelsen af liturgien. Man kunne spørge, om det er kedeligt at synge salmer, eller om det er kedeligt at høre, hvad Jesus siger? Jeg er ikke den store kirkegænger og er ej heller så meget inde i liturgien, men medierne vidner da om, at adskillige præster prøver at peppe gudstjenesten lidt op. Valgmenighederne er et godt eksempel herpå, men de får også kun den halve støtte af, hvad folkekirken får. Jeg ser da frem til at komme tættere på liturgien og dens opbygning, og så må vi se, hvad tidens nye teologer har på hjerte.

Hvorvidt historierne er sande er altså ikke en sandsynlighedsregning. Enhver konfirmandundervisning skal lære eleven om kristendommen – ikke som en religion men som de personer, der taler og agerer i evangeliet. Så må de selv bedømme, hvad der for dem er sandt eller ikke-sandt.

Mvh
Anne

Hej Anne

Jeg fornemmer at du i dit indlæg bruger samme metode som Muhammed Ali - dancing like a butterfly and stinging like a bee.

Det er altså et spørgsmål om, om man tror eller ej.

Hvis man tror - er det sandhed. Hvis man ikke tror - er det bare noget poesi.

Det er for så vidt OK - sålænge vi taler om voksne mennesker der ALLEREDE tror eller ikke tror - men hvad med børnene?

Jeg husker mine spørgsmål i min ungdom: "Skal disse tekster virkelig tages for pålydende, fx. gik Jesus virkelig på vandet"

"Ja, ja, JA", var svaret altid - for før Grosbøll var der ingen præster der havde røv i bukserne til at indrømme at de ikke troede på det de var sat til at forvalte.

Jeg gad nok også se den nutidige præst (Grosbøll undtaget) der TØR sige til de unge mennesker at det IKKE er sandt hvad der står i NT (og for så vidt også GT).
Eller synes du bare at præsten skal sige "Hvad synes du selv?" når det uundgåelige spørgsmål dukker op?
Det gør naturligvis ikke MIG noget hvis præsten siger det - men får han lov til det? Der vil vel altid være forældre der forventer at præsten "gør deres børn religiøse som de selv er det". Sker det ikke, er klagerne nok ikke langt væk.

Omkring liturgien - JA, jeg synes at det er røvkedeligt - specielt alle de dumme salmer med deres forblommede tekster.
Og alle de dårlige organister der får orglerne til at hyle helt vildt.
Som hovedregel i tredie vers synes organisten at NU skal der kul på, og så hiver hun (kvinderne er de værste) alle de høje registre ud så det "skriger til himlen".

Det værste er altid prædikenen (jeg forsøger nemlig at høre efter!!). Det starter meget godt, men langsomt bevæger præsten sig ud i tågerne - og pludselig sidder jeg og tænker på noget helt andet.
Jeg har ofte spurgt andre om hvad præsten egentlig sagde - men ingen andre har hørt noget - som regel langt mindre end jeg selv har hørt.

Så - jo - det ER dræbende kedsommeligt. Ikke underligt at Folkekirken mister medlemmer.

Men - alt i alt - er det da forfriskende at du trods alt åbner lidt for en "varierende fortolkning".

"Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje." (Matthæus 7, 1-5)