Kan det dog bevises, at der ikke er noget, så vælger jeg den totale udslettelse af menneskeheden.

Spidsborgeren. Kierkegaard mener at mennesket adskiller sig fra dyrene og planterne ved at have et selv – altså en bevidsthed, en ånd. Denne bevidsthed har muligheden for at forholde sig til sig selv, men det gør spidsborgeren ikke. Denne person har endnu ikke set sig selv og lever derfor i ligegyldig konformitet og vane.
Æstetikeren. På et tidspunkt tvinges spidsborgeren til at forholde sig til sit eget selv, men vil med det samme forsøge at flygte fra sin egen eksistens, fx ved forbrug og ødselhed.
Mellemstadie: Ironi el. Ironikeren. Når æstetikeren forsøger at acceptere sin egen eksistens, vil han i første omgang distancere sig selv med ironi. En ironiker der med tiden bliver fortrolig med selvet, vil tage springet mod at blive:
Etikeren. Dette stadie er det egentlig ærlige og ansvarlige punkt, hvor personen er trådt i eksistens og ikke fornægter sit eget selv. Det er en etape hen imod fuld personlig frihed. En etiker har en anden indstilling til livet end en æstetiker, idet han påtager sig mere ansvar og forsøger at gøre gode gerninger i stedet for at prale, som en æstetiker vil gøre. Etik betyder viden om det rigtige og det forkerte, og en etiker har modet til at vælge, hvad han føler er rigtigt. Friheden til at vælge under ansvar giver personen fodfæste i livet, men etikeren vil mangle mening i tilværelsen og vil blive grebet af en eksistentiel angst.
Mellemstadie: Humor.
Det religiøse stadie. Dette er Kierkegaards sidste stadie, som er opdelt i 2 former:
Religiøsitet A. Dette er den konforme og ukrævende religiøsitet, hvor personen trofast går i kirke, beder sin aftenbøn – men mere af rutine end egentlig eget-valg. Ifølge Kierkegaard er denne form for religiøsitet ikke acceptabel, da man ikke tager stilling selv, men snarere bliver styret af religionen som institution (jf. Kierkegaards kritik af folkekirken).
Religiøsitet B. Den lidenskabelige og åndeligt krævende tro er det ultimative stadie, hvor personen indser det paradoksale og absurde i det kristne gudsbegreb: Gud fødes som menneske (Jesus), for at dø på korset og opstå igen, så menneskeheden frelses fra dets synder.

Set med et helheds perspektiv handler det om, at opnå en selverkendelse og selvindsigt som bevæger sig på et metafysisk og abstrakt plan, og skal accepteres af den du er, før man groft sagt finder "mening".