|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Tikka
Emne: Re: Tro
|
Tak for support – Jeg har så skimmet Wikipedia fra trådstart og faldt over følgende:
Fremhævelsen af troen er også blevet kritiseret af den danske åndelige lærer Martinus (1890-1981). Han siger, at religiøs tro simpelthen er en evne, som nogle mennesker har, og som andre mennesker ikke har.[5] Nogle mennesker kan simpelthen ikke tro.
Det ville derfor være uretfærdigt, hvis Gud lod menneskers evige skæbne afhænge af, om de har denne evne eller ej. Man kan ikke tvinge sig selv til at tro, hvis man ikke har denne evne. Det ville være et bedrag. Det er også umuligt for andre mennesker at tvinge én til at tro. Troen er noget, der ikke er underkastet viljen.[6]
Ifølge Martinus er religiøs tro en evne til at lade sig påvirke følelsesmæssigt – lade sig suggerere - til at tro på forestillinger, der ikke er begrundet i viden eller intelligens.[7] Og nogle mennesker har simpelthen ikke den evne. Ja, faktisk bliver der flere og flere mennesker, der ikke har trosevnen.[8]
https://da.wikipedia.org/wiki/Tro
Har ikke læst det andet link. Det er bare for langt, men syntes jo også Martinus udsagn er stof nok til debat om tro, for hvor kommer troen fra, og hvorfor kan/vil mennesker gerne tro på noget som ikke kan bevises, men som er en virkelighed for demselv.
Alt det med gud blev jeg bekendt med i skolen, og bibelhistorien var bare ja, historie, men begrebet gud som jeg betvivlede eksistensen af var interessant, da man kunne bede til denne virkelighed, og ha et fortroligt forhold til, blev der sagt.
Dette ønskede jeg. Det at ha en fortrolig som barn.
Fader vor som vi bad hver dag i de små klasser, forbandt jeg ikke med det at bede til gud.
Det var 2 forskellige ting, uden jeg tænkte over det.
Fadervor - remsen - hørte til bibelhistorierne.
Det med gud og jeg kunne bede til denne var privat.
Så begrebet gud har jeg tidligere søgt ude som inde i mig selv. Hvad betyder det når vi taler om gud og ikke mindst. Hvordan opleves det -
... og siden har jeg forsøgt, at forstå det som kaldes ånden, for tanken var, at når så mange kendte til det - hvad det så var - var det menneskelig muligt at opleve disse tilstande.
Jeg forsøgte gennem bøn, meditation. Ja kost og i det hele taget være bevidst om egen væremåde – værdier ect.
… og bevidstheden om min bevidsthed som medspiller har jeg udfordret på flere måder, og ikke mindst ideen om nuet.
Rejsen har varet siden, og tænker bare jeg lader mig lede i forhold til hvad der ,,fanger,, mig, lever jo nu automatisk på samlet livs bekendtskaber og tanker om livet og bevidstheden, bevidstheden som jeg har opdaget er nøglen til ,,det hele,,
Går ikke op i kost, meditation mm som før - og bøn var en periode udelukket da gud ikke eksisterede.
I øvrigt en tom fornemmelse. Det at være alene, men gud kan jo godt eksistere uden man beder i Jesu navn, så bøn er delvis tilbage i mit liv, efter jeg har fået adskilt kristendommen fra min ,,gudsforståelse,, som alligevel er farvet af ordene fra bibelen.
Kan godt li det dobbelte kærlighedsbud - har taget det til mig da jeg derved oplever, at blive en del af noget, og samtidig opdrages til at være noget for andre end migselv -
Gode værdier ikke at være egoistisk, og fremmer taknemmeligheden.
Underligt nok forholder det sig sådan for mig at det jeg skriver aldrig føles helt sandt. Måske jeg fordi jeg ikke har ordet i min magt, men nok mest fordi der mangler ,, mellemregninger,, for hvad er det man husker, når man vil fortælle.
Nå, men jeg har gjort et forsøg i korthed.
.
|
|
|
|
