Kærlighed og nåde
Billedet af Gud som den absolutte forælder blev fra kristendommens start skæmmet af et af de mest problematiske indslag på det kristne trosrepertoire, nemlig idéen om at Gud er en nådens Gud. Der findes kristne, som opfatter begrebet nåde fuldstændigt synonymt med kærlighed, og så længe man bliver dér og ikke tilskriver nåden andet og mere, end kærlighedstanken tillader, er begrebet nok forvirrende og upræcist (hvorfor ikke bare sige kærlighed?), men ikke som sådan problematisk. Men normalt forstås Guds nåde som, at han kommer os ufortjent i møde: Mennesket er en synder, og Gud ville derfor i princippet være i sin gode ret til at tugte os, men da han er den, han er, forbarmer han sig. Som teolog og biskop Tine Lindhardt formulerer det:

>>Han (Gud) burde straffe os mennesker, vende os ryggen og lade os sejle vores egen sø, fordi vi igen og igen opfører os helt på tværs af det, vi skal. Men Gud er storsindet. Han tilgiver. Han holder fast ved os, uden at vi har gjort os fortjent til det. Af nåde<<.

Det er en gængs kristen opfattelse af Gud. Men enhver burde kunne se, at det ikke er en kærlig Gud, begrebet nåde beskriver, for nåde implicerer et forbehold i Guds kærlighed til os. Igen: Forældrerollen illustrerer det:
Forestil dig nogle forældre, som opdager, at deres søn har stjålet en Bounty i Kvickly. De konfronterer drengen, som rød i hovedet indrømmer og kryber helt ind i et hjørne af sig selv. Hvordan skal forældrene reagere? De skal selvfølgelig tale med ham om tyveriet. Hvad skete der? Hvorfor gjorde du det? Hvordan har du det? Osv. Og de skal selvfølgelig også gå med ham ned til butikken, så han kan betale pengene tilbage og undskylde. Men drengen må på intet tidspunkt få bare snerten af oplevelsen af, at det har fået deres kærlighed til ham til at vakle. Hvis forældrene sagde til ham: 'Du har egentlig ikke fortjent, at vi bliver ved med at holde af dig og hjælpe dig, men vi vil være nådige imod dig og forbarme os', ville drengen med det samme føle, at forældrenes kærlighed til ham ikke var givet. De ville have signaleret, at den kunne være til overvejelse. Tvivlen ville melde sig, for et eller andet sted ville de have knyttet deres kærlighed til ham sammen med det, han havde gjort, og det ville være det samme som at indføre et forbehold i den.
Det er et billede på, hvad idéen om nåde gør ved vores forståelse af Gud: Den indfører et forbehold i hans kærlighed til os. Nåde er af samme grund et af de mest gudsfjendske begreber i det religiøse vokabularium. Den knytter Guds kærlighed til os sammen med vores syndefulde handlinger og skaber dermed dybt inde en tvivl, en usikkerhed i os: Elsker Gud os virkelig? Er vi egentlig værd at elske? Og det er ikke sådan Guds rene, ubetingede, uendelige, grænseløse, alttålende kærlighed til os er.
Den ubrydelige forbindelse mellem os og Gud har et værensmæssigt aspekt: Gud har skabt os af egen fri vilje. Ingen tvang ham, og han spurgte i sagens natur ikke om lov først. Skabelsen er derfor en forpligtende handling: I samme øjeblik, Gud har realiseret mig som person, som eksistens, er han forpligtet på ikke bare at tage vare på mig, men på at holde af mig. At være elsket af Gud er selve essensen af hans skabelseshandling og grundlaget for vores væren i verden, og Gud har derfor, som den, der har sat os her, pligt til at sikre, at dette grundlag ikke skrider, og vi mister det inderste fodfæste for vores eksistens. Og den eneste måde, han kan sikre det på, er ved på forhånd at gennemtænke og gennemføle, om der overhovedet ville kunne ske noget, som kunne få ham til ikke længere at elske os. Om han vil kunne elske os alle, helt og fuldt til alle tider, om så nogen bruger den frihed, han giver dem, til at vende ham ryggen, forbande ham og måske hidkalde alverdens mørke kræfter i en krig mod hans andre børn. Og eftersom vi findes, må svaret være: Ja, det kan han.
Det kan lyde selvmodsigende - at Gud er forpligtet på at elske sine børn - når nu kærlighed til enhver tid kun kan gives frit, men igen er forpligtigelsen blot en afspejling af virkeligheden: Gud må have tænkt sin Skabelse igennem og, som sagt, være kommet frem til, at den kærlighed, han vil lægge i den, vil forblive intakt og aldrig vakle, uanset omstændighederne. Og den omtanke skal ikke gøres mindre ved at antyde, at Gud kunne finde på at fortryde sin Skabelse, ikke have tænkt og følt den ordentligt igennem eller simpelthen kunne løbe tør for kærlighed. Introduktionen af nåden i gudsforholdet er med andre ord også et angreb på Guds skaberhandling.
At Guds kærlighed er uden forbehold, uden begrænsninger, følger også af dens ubetingethed. Gud manifesterer den højeste og reneste form for kærlighed og holder derfor aldrig op med at elske os, uanset hvad vi foretager os. Hvis der var en grænse for hans kærlighed, ville den ikke være ubetinget.
Det ville jo betyde, at hans kærlighed var betinget (af at vi ikke gjorde noget, der fik ham til at stoppe med at elske os), og at han derfor aldrig egentlig elskede os.
Opgøret med nåden skal jo ses i lyset af Skabelsens alvor: At skabe mennesket er ikke som at snitte 100 træfigurer i et skur. Det er nogens liv, Gud sætter i gang og derfor har ansvaret for. Et ansvar, han aldrig kan lægge fra sig, som binder ham i al evighed, og som kun et væsen som ham vil kunne påtage sig. Sådan er Skabelsens betingelser. Guds kærlighed til os kan derfor aldrig være blot en nådesbevisning.
Når Jesus opfordrer os til at elske Gud med alt, hvad vi har i os, er det, fordi han ved, at hvis vi kunne overgive os til den ubrudte strøm af liv, der løber mellem Gud og os, ville der være en styrke og befrielse, ja en frelse, i det for os. At give sig hen til Gud er ikke en opgåen i Gud, men en bliven sig selv. Det er der, vi finder os selv (Augustin). Men det er ikke kun Gud, der betyder noget for os, for vi elsker andre end Gud. - det er derfor, Jesus fremhæver to kærlighedsbud og ikke nøjes med det ene.

Kærligheden og jeget