|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Tro, håb og kærlighed
|
Nej jeg er enig med Karen Armstrong i hendes kritik af at vores empati og indlevelse og dybe indsigt og forståelse med naturen er forsvundet.
Dette gælder hende såvel som stort set alle andre moderne mennesker verden over - vi er blevet gjort fremmede overfor naturen - ellers havde vi nok ikke med åbne øjne ødelagt naturen så groft som vi har gjort.
Mht et nært forhold til naturen er jeg qua min opvækst og min medfødte sans og glæde over naturen - som det lille naturbarn jeg var/er - jo nok noget tættere på de her spørgsmål end du Arne og Karen Armstrong.
Jeg har jo været optaget af de her ting før I overhovedet kunne stave dertil.
Gennem hele min opvækst er der utallige rørende historier om hvordan jeg har kæmpet for at vi måtte have større omsorg og forståelse for naturen.
For mig var det instinktivt naturligt - ikke noget jeg skulle læse mig til - jeg forstod det umiddelbart da naturen var mit hjem og iøvrigt her Gud talte til mig - ellers ville jeg ikke kunne have vandret alene rundt uden selskab af andre end de tre hunde og de vilde dyr.
Jeg husker stadig at Gud var - talte til mig og at alt var levende derude og jeg derfor ikke ensom selv om jeg oftest var alene uden selskab af mennesker eller andre børn.
Du kan være alene sagde min mor - du kan klare dig selv - du står og hviler godt i dig selv - du er rolig og harmonisk. Og ja min ro og harmoni kom fordi jeg følte mig hjemme i naturen. På den måde var jeg ikke som andre børn flest. Andre børn flest ville være gået i stykker på grund af ensomhed - men jeg var som sagt ikke ensom - Gud talte konstant til mig gennem naturen - alt var for mig resonans og levende kommunikation og intelligens = Ånd.
Naturen underholdt mig - ikke bare for en kortere stund - men hver dag i timervis var jeg der oftest alene kun i selskab med hunde og de vilde dyr. Jeg kunne stå op midt om sommernatten som lille dreng og vandre afsted ud over marken og ned i engen og mosen og bækken og videre over i heden og skoven.
Naturen var mit hjem og min legeplads og jeg og de voksne kaldte dette, "at nu gik Hans på opdagelse" og alle morede sig herover - denne selvstændighed og så lang tid jeg var væk hjemmefra at de sagde om mig at jeg måtte være den nye Dr Lieberkind.
Gud var hele tiden med mig - der var altid en der fulgte mig og talte til mig.
Jeg troede alle havde det sådan men fandt ud af at det ikke var tilfældet - og at andre børn bukkede under af ensomhed og åndløshed og savnede selskab og derfor ikke kunne udholde at vandre alene rundt i naturen der ikke sagde dem noget hvis de ikke var i selskab med andre børn.
Min mor sagde, du Hans behøver ikke andre børn at være i selskab med - du hviler i dig selv og den din Ånd Gud der altid er med dig - det indre selskab du har i dig selv.
Jung har beskrevet det samme. Også Jung blev der talt til som dreng. Intelligente børn keder sig aldrig.
Hvis jeg ikke havde haft så meget i hovedet ville jeg måske som de fleste andre have følt mig ensom. Men jeg var ikke ensom selv om jeg var der alene. Jeg var meget moden - hvilede i mig selv - et harmonisk ligevægtigt barn og jeg husker meget godt at andre børns uligevægtighed undrede mig lidt.
Som et barn af naturen - opdraget og opvokset ude i naturen - fordi naturen talte til mig det siger sig selv at jeg tager naturens parti allerede mange år før det blev populært og kom på dagsordenen.
Jeg har kæmpet mange kampe for naturen selv som mindre dreng.
Jeg har læst grundigt i naturens store bog. Virkelig studeret i naturens store bog.
Jeg er et barn af naturen - et naturbarn - et Guds Barn. Det var ikke Bibelens Gud der interesserede mig men Naturens Gud - Livets Gud.
Det er jo et spørgsmål om hvad der siger et menneske noget og for mit vedkommende var det naturen. Og det skyldes jo at for mig er at være i naturen en primær motivation som det hedder. Jeg får simpelthen energi heraf bliver stimuleret og der skal hverken pisk eller gulerod til for at vække min interesse der nemlig er en medfødt primær motivation i mit liv at være i naturen.
Naturen talte til mig - jeg levede i resonans og samtale med naturen der var levende for mig. Andre børn mistede hurtigt interessen og fandt det kedeligt hvis de ikke var i selskab med andre børn eller voksne men sådan havde jeg det ikke da det som sagt var en primær motivation for mig at være i naturen - opholde mig i naturen der sagde mig så meget - talte til mig - tiltalte mig - virkede lokkende og dragende og forførende på mig og hele tiden fik mig til at gå længere og længere på mine vandringer og fyldte mig med energi - opstemte mig - fyldte mig med glæde og store oplevelser men ikke mindst det åbenbarede en skønhed og herlighed uden lige - åbnede mine sanser - vakte min æstetiske sans for naturens storslåede skønhed.
Frans af Assisi har oplevet det på samme måde og jeg kan genkende min kristendoms forståelse i hans.
|
|
|
|
