Sand viden, virkelig sandhed

Vi kan nu anskue et væsentligt problem i forholdet mellem viden og sandhed: Videnskaben er forpligtet på at søge at opnå sand viden. Viden er netop, ifølge en filosofisk standard, lig med begrundet sand overbevisning (justified true belief). Nu er der jo mange videnskaber, men sandhed er normalt ikke noget man opfatter som genstand for forhandling. Problemet er så, at der tilsyneladende ikke gives én universel metode til at fastholde eller begrunde summen af sande overbevisninger om et givet genstandfelt.

Netop fordi en `ting' som mennesket for det første er genstand for både kultur- og natur- og samfundsvidenskaberne, og for det andet ikke er en `ting' (men også selv har et ord at skulle have sagt!), synes det som om hvert billede af mennesket disse videnskaber producerer ikke stemmer overens, eller ikke alle kan være sande samtidig.

Sandheden afhænger af de briller eller det paradigme, forskeren beskriver mennesket ud fra. Debatten om de alternative paradigmer viste med al tydelighed, at sandheden for biomedicineren ikke er sandheden for zoneterapeuten. Sandheden er relativ. Den turbulente tidsånd, vi karakteriserede ved det metereologiske verdensbillede - hvor mange perspektiver sameksisterer, hvor der mangler et fast centrum, et fundament, og hvis eneste centrum er orkanens, medie-orkanen, som er i konstant bevægelse - for denne tidsånd synes kun relativismen sand.

Jeg tror ikke selv relativismen er modsigelsesfri som erkendelsesteoretisk position, men lad os spare papir på at begrunde det her. Det væsentlige er, tror jeg, at vi kan sondre mellem forskellige former for sandhed, uden at blive radikale relativister eller værdinihilister af den grund. I kort form:

* Empirisk sandhed (f.eks. i biologi og fysik)

* Analytisk sandhed (f.eks. i logik og matematik)

* Normativ sandhed (f.eks. i sociale forhold)

Vi kan i de empiriske naturvidenskaber tale om sandhed som beskrivelsernes overensstemmelse med tingene (eller `kendsgerningerne'). Det er stadig essentielt for begrebet videnskab, at noget kan testes, at man kan se efter selv, at det kan tjekkes og kontrolleres. Fusk med data er nu engang den værste forseelse forskere kan begå. Dette sandhedsbegreb spiller selvsagt også stor rolle i vores hverdag - de færreste bryder sig om at få en historie bundet på ærmet og finde ud af at det `i virkeligheden' forholder sig anderledes end historien hævder.

Et andet begreb om sandhed er, at noget er sandt, hvis det kan udledes af - eller stemmer overens med - det vi ved i forvejen. Det er et logisk sandhedsbegreb, vi var inde på i forbindelse med omtalen af forholdet mellem matematik og logik. Rent formelt er sandhed blot bevisbarhed, mens sandheden af de slutningsregler og aksiomer, der ligger til grund for det formelle system, er af en højere art, og har f.eks. forbindelse med matematisk intuition.

Endelig kan vi tale om sandhed i normativ forstand - hvad vil det sige at være `en sand ven', eller have et sandt og oprigtigt forhold til sine omgivelser, eller bestræbe sig på at opbygge et samfund, der sikrer sande fællesskaber. Her er sandhed overensstemmelse mellem et ideal og virkeligheden, og hvis overensstemmelsen mangler er det i normativ forstand så meget desto værre for virkeligheden, for så bør den laves om, i al fald i den udstrækning man regner idealerne selv for sande (og med mindre andre hensyn vejer tungere).

Også her finder vi flere niveauer: Dels om et samfund faktisk virkeliggør de pågældende værdier (graden af `overensstemmelse'), dels selve værdierne selv: hvad er de højeste, de vigtigste eller mest sande værdier.

En del filosoffer vil ikke bryde sig om at kalde det sidste begreb for sandhed, og vil fastholde et (mere eller mindre positivistisk) skel mellem (sande eller falske) beskrivelser og (ønskede eller uønskede) værdier og vurderinger. Det kan der være en vis fornuft i, når man blot husker, at det ikke garanterer den person, der `blot vil give videnskabelige beskrivelser', nogen automatisk objektivitet.

Desuden ligger der en række værdier til grund for selve videnskaben, og i den forstand kan man ikke adskille det normative fra det deskriptive. Det bør f.eks. være muligt for filosofien og videnskabsforskningen, gennem beskrivelser af hvordan videnskaben faktisk går sin skæve (og ikke altid ideale) gang, at bidrage også normativt til at skabe bedre rammer for en forskning, der lever op til de ideelle krav. Ellers havner filosofi og videnskabsteori i ren kynisme. (Claus Emmeche, molekylærbiolog).