|
0
registrerede
7
gæster og
150
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Hej Ipso Facto
Jeg er indforstået med, at vi nu endelig har slået en streg over vores uoverensstemmelse og derved kommer videre med det, vi gerne vil debattere.
En god samtale er det, der gør en debat givende. Derfor lancerede jeg også et lille synspunkt i en anden tråd i dag stilet til debattører generelt, om det at gå lidt mere på kompromis ift hinanden. Hermed sigter jeg til talens åbenhed og tolerance sammen med vores skarphed og personlige synspunkter.
Hvad angår sandheden er jeg mere forsigtig end du m.fl., fordi jeg ikke betragter mig selv som søgende efter sandheden. Jeg er dog ikke uenig i, at sandheden gør os frie, men det forudsætter, at vi netop bevæger os under overfladen. Det var en lignende erkendelse, der reddede mig fra at blive kulturradikal for godt 3 år siden, idet jeg i mit kulturradikale projekt stiftede bekendtskab med Paul Tillichs værk ”Den glemte dimension”.
Tillich tager udgangspumnkt i, at dybets dimension er gået tabt i det moderne menneskes åndelige liv. Det skal her bemærkes, at han skrev dette værk i 1958, og at 1. og 2. verdenskrigen, tyverens fremskridtsideer samt efterkrigstidens eksistentielle reaktion har spillet en afgørende rolle for Tillichs kulturteologiske ansats. I denne påstår Tillich følgende: ”Det afgørende element i det vestlige menneskes nuværende situation er tabet af dybets dimension” (s. 7, min fremhævning).
Tillich bruger metaforen om ”dybets dimension” som det at beskæftige sig med livets mange eksistentielle spørgsmål, hvorfor det at søge dybets dimension er ens betydende med at være religiøs. For Tillich er religion altså en dybdedimension; den er menneskets væren, hvad angår dets liv og eksistens. At erkende tabet af denne dimension er at erkende, at livet ikke kun har en horisontal mening.
Hvor kulturradikalismen – og hermed kommunismen – i sin tid forsøgte at skabe utopier om et bedre samfund gennem revolution, spørger Tillich efter tilværelsens grundlæggende mening. Tillich er på ingen måde fortaler for religioner som tanke- og livssystemer men knytter an til religionen i den betydning, at de er bærere af religiøse symboler og dybereliggende betydninger. Gud er derfor ifølge Tillichs optik ikke et højeste væsen, som mennesket skal bøje sig for, og religion er ikke en bestemt funktion men derimod en dimension i alle livets åndelige funktioner. Denne ”dybest dimension” går et skridt dybere end kulturradikalismen og andre ideologiske og politiske bevægelser. Det handler ikke om, hvorvidt man tænker religiøst eller videnskabeligt, det handler heller ikke om absolutismer og profanitet men derimod om at tænke/erkende mange-dimensionalt. Med andre ord kan vi sige, at det handler om menneskets dybde og grund (i den forbindelse kan der henvises til Tillichs ”Systematic Theology”, som Hanskrist ofte præsenterer, og hvori Tillich bl.a. beskæftiger sig med menneskets fremmedgørelse over for dets egen væren).
Konflikten mellem det religiøse og profane må løses, for de to størrelser kan ifølge Tillich ikke være adskilt. Det ville være det samme som at adskille det evige fra nuet jf. Tillichs værk, ”Det evige i nuet”. Det religiøse og profane må derfor tænkes sammen i Tillichs korrelationsteori og begge linier står for forandring (sammenhængen mellem det horisontale og vertikale: >>religiosum reservatum<< og >>religiosum obligatum<< der er den evige menings virkeliggørelse i vores aktive liv).
Når vi derfor søger den gode samtale eller sandheden handler det i lige så høj grad om os selv, som det handler om Gud, for vi har brug for at se den dybets virkelighed, der skal virkeliggøres midt i lidelsen, meningsløsheden og utopierne (Tillich sigter særdeles til de historiske begivenheder fra 1 verdenskrig og op til sin egen samtid i 1950’erne). Det sidste ord i menneskets historiske situation er derfor ”et håbets ord” – og dette er for Tillich religionens egentlige drivkraft, dvs. erkendelsen af dybdedimensionen.
Spørgsmålet kan derfor i forsøget på at koble denne erkendelse sammen med etikken være, om religionen - forstået som den dybdedimension i menneskets tilværelse, der forener den horisontale og vertikale linie – i virkeligheden er den funktion, der udfolder vores etiske sans?
Du kommer i dit indlæg ind på talionsprincippet som den ikke så dybdegående morallov, vi alle på en eller anden måde er berørt af. Da vi ifølge min etiske og eksistentielle optik ikke blot er at betragte som værende instinktvæsner eller overlevende væsner, må der være et dybere lag, der er med til at forme os som personer og etiske levende individer.
Jeg har lidt svært ved at se – jfr. mit endnu ikke til vejs ende bragte debatoplæg om synden, der ikke findes – at vores driftsnatur skulle være årsag til al lidelse og synd. Måske kan vi med Paul Tillich i stedet tale om, at det er os som personer, der er med til at sætte lidelse og synd ind i vores tilværelse. Vi bryder lovene og skader andre levende væsner, skønt deres liv er lige så værdige som vores eget. Her står vi over for den glemte eller tabte dimension –manglen på håbet son noget evigt-eksisterende. Det er da også ud fra dette håbets ord – jf. Ordet – at Gud if. NT sender sin Søn for at vise os vejen, livet og sandheden.
De etiske fordringer, som Jesus rejser, har ikke til hensigt at gøre os til perfekte mennesker og ikke-personer. De er heller ikke uopfyldelige med mindre, du læser dem bogstaveligt og uden dybets dimension. Dietrich Bonhoeffer taler i ”Efterfølgelse” om den rige unge mand (Matt. 19), der tror, at han ved at have opfyldt alle budene har gjort sig fortjent til det evige liv. Men Jesus svarer manden, at han først skal gå hen og sælge alt, hvad han ejer. Den unge mand bliver bedrøvet og går bort. Bonhoeffer anslår, at den rige unge mand i stedet for at adlyde rejser en etisk konflikt; en etisk konflikt, der ifølge din egen optik gør os til ikke-personer, fordi vi ikke kan efterleve Jesu krav. Den etiske problemstilling er på den måde noget, vi selv rejser. Jesus beder os blot om at adlyde hans kald – ikke ved, at vi kommer med vores etiske problemstillinger og bekvemmeligheder men derimod ved, at vi følger (og tror) Kristus som summen af alle bud, hvilket ifølge Bonhoeffer betyder at leve i samfund med Kristus. Dette kunne man så i relief af Tillich kalde for dybets dimension: at tro og håbe i stedet for at rejse etiske konflikter, der bremser os i vores udadrettede handling (opfyldelsen af budene/de etiske fordringer). Man kan hertil sige, at det at være kristen forudsætter det at være menneske (hvilket vi ifølge Desmond Tutu bliver gennem andre mennesker) på samme måde som det at tro forudsætter det at være lydig og omvendt.
Dermed er jeg ved dette indlægs røde tråd, i hvilken vi i fællesskab har fået åbnet op for en dybere dimension, der er med til at styrke vores ”nye liv/nye jeg” som en åndelig genfødsel, der hverken består af absolutismer eller utopier. For det er midt i dette livs mange situationer, at vi skal udvikle os og handle – og her rejser etikken sig ikke som et uløseligt problem, for den er implementeret i den bevægelse ned i vores dyb, der lader livets horisontalitet og vertikalitet korrelere med livets virkelighed.
Mvh
Anne
P.S
Mht. indlægs længde er de for mig mest overskuelige, hvis de kan holde sig inden for 2 A4 sider.
P.P.S
En måde at forkorte kunne være en prioritering af synsvinkler/input og men ikke mindst undladelse af ironiske beskrivelser af modparten.
P.P.P.S
Ja, jeg tror gerne, at du er romantiker både som æstetiker, etiker og person (og så fik vi også Kirkegaard med).
P.P.P.P.S
Løgstrup ligger af og til mellem linierne dette indlæg, men det er vigtigt at få sine egne synspunkter med i stedet for tænkernes. Hvad angår min løgstrupske underskrift, har jeg endnu ikke fundet anledning til at udskifte den, skønt jeg overvejer et Bonhoeffer-citat så som: ”Flygtningen må ud af det skjulested, han har bygget sig”.
|
|
|
|
