|
1
registreret Arne Thomsen
12
gæster og
79
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: At være ateist
|
I dag 21/04/2014 01:00 skriver Ole - omsider  - i chatten:
Der er da ikke noget galt med Gyldendals forklaring, Arne.
Det må vel så betyde, at også Ole bøjer sig for ordene hos Gyldendal (klik for den fulde tekst) om ateisme, herunder bl.a.:
Ateismens storhedstid faldt i 1800-t., da ateisme blev forbundet med troen på, at det historiske fremskridt gjorde religion til et overstået stadium i menneskehedens historie. Auguste Comtes tese om menneskeåndens tre stadier, det teologiske, det metafysiske og det videnskabelige, er udtryk for en sådan overbevisning. "Naturen" eller "Fremskridtet" blev erstatningsbegreber for "Gud".
Ludwig Feuerbach anså gudsbegrebet for at være en projektion af menneskehedens egen uendelighed: "Bevidstheden om det uendelige er intet andet end bevidstheden om bevidsthedens uendelighed" (1844); det var en tankegang, der fik betydning for Karl Marx.
Nogle årtier senere forsøgte Friedrich Nietzsche tilsvarende at frigøre de kræfter, som "den kristne slavemoral" holdt nede. Til forskel fra sin samtid var Nietzsche dog klar over, at "Guds død" medfører en altomfattende nihilisme.
Med Charles Darwins evolutionsteori (1859) blev ikke kun fysikken, men også biologiske livsprocesser forklaret uden henvisning til Guds formål. Menneskebilledet forvandledes gradvis. "Det er i virkeligheden hjernens fosfor, der tænker i os", skrev Feuerbach omkring 1850, og forestillingen om sjælen som en sindrig maskine kaldte på mange følelser.
I 1920'erne brød den deterministiske årsagsforklaring sammen i kvantefysikken. Dermed begyndte grundlaget for den videnskabeligt funderede ateisme at smuldre. Naturvidenskabens resultater kunne tolkes både religiøst og ikke-religiøst.
Med 1. og 2. Verdenskrig brød også fremskridtstroen sammen — kun holdt i live af marxismen. Dette gav anledning til en ny sans for det irrationelle, men også til nye religiøse anfægtelser. Auschwitz blev for mange et vidnesbyrd om Guds fravær i historien.
En tekst kan selvfølgelig opfattes eller opleves på mange måder, men for mig siger denne tekst helt klart, at kvantefysikkens opdagelser får grundlaget for den videnskabeligt funderede ateisme til at smuldre.
Den siger mig også, at verden - når vi kommer ned i det, der er mindre end atomerne - er endnu mere overraskende fantastisk - jeg fristes til at skrive eventyrligt ufattelig - end den allerede i forvejen er.
Er de mindste dele, vi kender - og som verden jo består af - partikler eller svingninger - både/og - eller enten/eller - eller hverken/eller - hvor befinder de sig - og hvordan forholder de sig til hinanden - og til tiden?
Det var jo ikke kun for Einstein, at det svimlede ("spøgelser").
I et forum for trosfrihed er denne side af tilværelsen da værd at få med, synes jeg.
Vi er vist mange, der har sagt farvel til primitive gudsforestillinger, og på det kvantefysiske plan må vi åbenbart også i det mindste i nogen grad sige farvel til årsag/virkning-sammenhæng - og meget andet.
Hvis man kunne spørge en myre, hvad den mener om computere, ville den nok have det svært.
Hvis man spørger et menneske, hvad det mener om verden og tilværelsen såh ...øhh...
Jeg kommer til at tænke på Jalal al-Din Rumis gamle svar:
Denne flygtige verden er et tegn på Sandhedens mirakel,
Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder.
Arne 
|
|
|
|
