|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Thomas.
Jeg vil forsøge, om jeg kan gøre det mere tydeligt, hvor jeg står.
Men først: Dér, hvor jeg er nu, er meget langt fra dér, hvor jeg stod, da jeg begyndte her på Trosfrihed.dk for nu mange år siden.
Dengang var jeg ret nylig blevet betaget af en meget stor og dejlig oplevelse foran en Kristus-Ikon i en meget lille åben kirke på toppen af et mindre bjerg i en subtropisk oprindelig urskov på en lille græsk Ø.
Jeg var i en midtvejskrise i mit liv og oplevede for første gang noget guddommeligt.
Den lille kirke var jo en del af den græsk-ortodokse kristendom, som stadig er den form for kristendom, jeg beundrer mest.
Det var dét, der fik mig i gang her på Trosfrihed.dk.
Jeg opdagede nu, at dét at skrive her på Trosfrihed.dk ikke blot fik mig til at udtrykke mig. Selve skrivningen var udviklende! Det er dét, der fastholder mig her.
Nu mange år senere, er heller ikke den ortodokse kristendoms dogmer troværdige for mig, men oplevelse af noget ægte guddommeligt i de græsk-ortodokse kirker har jeg stadig.
Og det seneste, der er sket for mig i år er, at jeg også oplever noget ægte guddommeligt alle andre steder.
Mens jeg nu skriver her, kommer jeg i tanker om de helt stille vandringer i den subtropiske urskov op til det forladte kloster med den meget lille kirkes Kristus-Ikon. Jeg mærkede det jo, men jeg fattede ikke, at noget guddommeligt ikke blot var i kirken, men også her 
Men da jeg - via Trosfrihed.dk - kom i gang med emnet: Væren overfor ikke-væren og videre til det absolutte intet oplevede jeg for første gang: Noget guddommeligt i alt.
Dét, fornemmer jeg, er "endestationen" for mig.
Det er dét, jeg vil finde ud af at leve efter.
Og her hjælper det mig at skrive om det - også lige i dette øjeblik 
Og når jeg så ser deltagere her på Trosfrihed.dk, der søger at overbevise hinanden om, hvad de nu selv står for, så opdager jeg, at den hensigt har jeg ikke.
Det var så her jeg begyndte at undre mig over trangen til at overbevise andre om egne synspunkter.
For jeg mærker, at jeg har den ikke i tros-spørgsmål.
Det næste var så konsekvenserne af denne trang til at overbevise og hvordan det har manifesteret sig i f.eks. kristendommen.
Det skrev jeg så om, men ingen synes at tage det seriøst, og det går op for mig, at de rædsler og grusomheder, som denne trang afstedkommer, ikke rigtig interesserer nogen.
Og nu - i dette øjeblik - begynder jeg at tænke, at denne trang til at overbevise andre åbenbart er et dybtliggende karaktertræk i menneskeheden.
Er vi mennesker virkelig sådan? Eller er vi mon bare ikke bevidste om, hvad det kan afstedkomme?
Denne hjemmeside hedder Trosfrihed. Betyder det alles kamp mod alle, eller betyder det, at vi giver hinanden frihed i tros-spørgsmål?
Når jeg ser kritisk på mig selv, finder jeg ikke nogen trang til at "omvende" andre til nogen form for panteisme, men når jeg ser mennesker gøre hinanden, hvad jeg mener er dårligt, byder den altomfattende kærlighed mig, at jeg ikke skal være ligeglad.
Dermed naturligvis ikke sagt, at mit sind er pletfrit.
Din karakteristik af mig kan jeg ikke genkende, men du er da særdeles velkommen til at underbygge og uddybe.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed 
|
|
|
|
