|
1
registreret
(1 usynlig),
14
gæster og
245
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Sol og sommer i næse og blik, ku’ tiden passende hedde, i grønkål står men med gulerødder i hovedet, og solen tegner spor på stråhat og jord, og små snegle kigger forvovent ud fra døren, og tegner måske hvad de ser.
Jeg har lige læst breve mellem Michael Ancher og Henrik Pontoppidan, netop disse små solstråler af sommerleg men på Skagen, der ligesåvel ku’ være sket ugen før som da, så levende og legene tankerne står, tilmed barnedåb indbydes man til, og det til en solstråle der ikke længere er, hele litteraturens charme lige lukt i øjnene, med Michael Anchers billedkunst i tillæg, jamen, ka’ det blie bedre!
Jeg ved såmænd ikke, men her en anbefaling til natbordet dit, hvortil kampen med bogen der tårner sig, i sig selv får mig til at klukke, og sku’ du vinde kampen men bogen ikke dig, ka’ du jo i såfald anvende den som skærmbræt: Ole Thomsens Det lune land – om liv på Mols.
Herlig læsning, jeg forestiller mig også ku’ interessere dig, selv var jeg pladask, ikke mindst over Mette Olsens tidlige brevkunst. Oprindeligt var Jens Mathias Eriksens breve, der fik mig til at lede efter evt. søskende, i hvilken forbindelse jeg så faldt over Ole Thomsens ”skærmbræt”, der slet ikke kan tænkes i en mindre udgave. Et par fine strofer, Mettes mor Kirsten skrev i sin ungdom:
Når du så tidt er i mine tanker, kommer digterens ord
mig i hu:
Smil og blik, som ingen ser,
mødes dog med sjælsøjne.
Man lærer og bruger jo så meget fra hinanden, når man lever sammen, strofen Mette sidenhen brugte, lyder: ”Jeg vil følge dig med smil og blik, som ingen ser”, og det er jo en særlig fin tanke i et brev at sende den man står nær og har kær.
Men nok om det. Tak selv for fine digte, som jeg forstår, nyder du sommeren, der sikkert snart byder på søer vi kan stampe i som børn på verserødder – nyligt fik jeg sgu’ en sådan lyst til at hinke, da mine rødder pludselig stod midt i de gamle ruder af farvet nyt kridt, og mindedes sjippetorvets svirpen over øreflippen, dåseskjul, fodbold og hvad vi ellers lavede, mellem unoder. Jubii, de fandtes stadig, ruderne, hvorpå man nu kunne se tilbage i. Ak ja, som tiden dog går, og kun i kraft af vidunderlig litteratur, bringes til standsning, hvad der her fik mig til at tænke på nylig afdøde Kristina Lugn og et lille tit ind i litteraturens univers, med noget så fantasifuldt som en Bogcirkel, der måske ka’ fornøje: https://www.svtplay.se/video/2328393/kristina-lugns-bokcirkel/avsnitt-3-128
Regnen er så vred i år
Fødderne spejler sig i pytter, altign går mig af hånde i år,
kun min boksertid er i farve, min sære srolthed og prang.
Så jeg vil købe mig et gråt sæt tøj, og lader alle se mig i bitterhed,
og lader radioen flimre i genudsendelser, holder kæft og er til.
Måske kan vinduet hviske mig noget, det kunne være en fuglerute,
jeg hører skridtene fra min seng, alle i sårbart nervøst trav.
Men loftet er nu et poetisk puslespil, der er solen sin fantasi.
- Jac.
mvh
|
|
|
|
