|
0
registrerede
26
gæster og
183
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.:
Årets slutning nær, himlen blytung uden sne, end ikke koldt, måske vi får vand i mængder der knapper dæksler op så de synger deres smukke serenader og forvandler byer til øer? Ønsker mig en nytårsaften i Venedig og julen i Østrig, eller på landet, som i gamle dage med koner og piger der allerede i starten af december begyndte at bage pebernødder, kagemænd og masser af hvedebrød, med børnene stimlende sammen om æltetruget i huse fyldt med duften af bagværk. Vi sku’ sidde om julegrøden med hver sin ske, som små nisser med stor appetit og spille kort og spise æbleskiver, konfekt, rosiner og masser af nødder efterpå, lave konkurrencer og gå revnefærdige i seng. Og så tidligt op og køre indpakket i kane til kirke med bjældeklang og snappe efter vejret i iskold luft med sne overalt, og vågne til præstens amen.
Læste nyligt (i WA # 48) Filmens sidste kejser af Bo Green Jensen, i følge hvem jeg åbenbart er en af de få der holder af filmen La Luna, ser muligvis mere i den; derimod er jeg ganske enig i at Bertolucci har forkælet os alle, hvorfor jeg i julen vil gense filmen 1900, et mindebad i Styx med samme salte smag og vind i håret, trods store forandringer …
Der i eftermiddagslyset ligger gården
som den har ligget
så længe jeg kan mindes
jeg ved ikke hvem der ejer den
eller hvad den hedder
den er ikke særlig stor
heller ikke påfaldende lille
taget er af bølgeblik
længerne kalket hvide
i grøften foran vokser hyldetræet
og ved midsommertide blomstrer det
buskenes hvide klaser er
som sne midt i det grønne og
dybe skygger gror imellem dem
og op ad staldmuren
alt lever i vinde
som kommer fra havet og hvis nogen
siger
at nu er det sådan
er det ikke straks sådan
det er ikke sådan og alligevel
er det sådan
mens gården graver fingrene ned i sandet
helt derned til dengang
den ikke var
og intet var
det skulle da lige være blæsten
fra havet
som får alt til at skifte
- Rifbjerg, Kandesteder Suiten.
Umuligt at følge med i afviklingen, den ene følger den anden til graven, snart står der ikke længere genkendelige på kanten og ingen husker mere de gamle sange. Eftertiden vil være henvist til at nynne med fra youtube med krydderen i mobilbørger der vokser parallelt med drømmen om gamle Danmark som omegnskommune i EU, der åbenbart bare blir grønnere og grønnere for hvert fæhoved der nærmer sig en mikrofon – snart forkyndes det vel i nyt direktiv, at nu også døden skal være økologisk; stakkels gamle rødøjede Charon, der vel så skal på universitet for at lære at gøre båden ren, sikken kø …
Rifbjerg med hytte i Spanien, svært var det nu at se for sig Kandestedernes morgentøfler futte rundt i Hemingways blodspor som andre benovede fodsporsrejsende. Nu savnes både hængemulen og Villy samt generationer af forkælere; hvor blev tigeren af?
Skolegang, livets gang
Jeg ser børnene gå i skole, gå fra skole,
gå ud af skolen,
ser dem sjældnere og sjældnere,
en sjælden gang som voksne:
sådan går livet:
hurtigere og hurtigere med årene,
uden rigtig varighed i sammenligning med døden
der ikke har nogen varighed,
for intet at regne mod døden
der intet er.
- VS.
En løve kom frem
En løve kom frem i mit vindue
sprang indenfor
Nøgen løb jeg ud
smækkede døren til hytten
og lukkede vinduet
kiggede ind på løven
Han var ved at prøve min hat
så sig i spejlet
og snusede til min potplante
Og efter en stund lagde han sig
med poterne i vejret
Og jeg løb ud i verden
uden at være tynget
af mit tøj og mit navn
Og fik snart
lang hale
ædelt look
manke
og smag for film fra MGM
- Lawrence Ferlinghetti.
mvh
Simon
|
|
|
|
