|
1
registreret
(1 usynlig),
32
gæster og
1458
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Der vil nok altid være brug for ham den gamle, med hængemulen, for lige at komme om hjørnet i en verden så indifferent, og sekterikere så sure som eddikens sved – bare lige et drys fra humoriden, og tikkeren retter sig, eller hvad det nu er der stikker ud.
Latter om eftermiddagen
Om eftermiddagen
finder vi ud af det af og til
murmel, en sveddråbe løsnes
i øjenkrogen og løber ned over
næsen. loftet,
med en hånd frigøres samtidig bevidstheden
og man ser trekanter
det fantastiske armhulekryds
tæppet, hoppe, ansigtsfarven
kommer op af en kløft
det er muligt at le.
Legemsfunktionerne
er grandiost reelle
forplantningen gudskelov
humoristisk, snabel,
menneskehedens regulære fortsættelse
fulgt på vej af
eftermiddagslatter
ellers var det
aldrig gået.
*
Det svævende træ
De fleste træer
gror i jorden
men mit træ
gror i tredie sals højde
og forleden sagde min nabo
at det burde fælles.
Måske gror det i jorden
længere nede
men for mig gror
det mest derude
foran vinduet
i tredie sals højde.
Længe alt for længe
stod det nøgent
og jeg tænkte at
det måske aldrig
sprang ud men en dag
var det grønt.
Grønne blade og spændte knopper
en slags skinnende
erektiv svimmelhed
der svævede
uden for mit vindue.
Træet i luften!
Mine lunger åbnede sig
et spirende saftspændt grenværk
luftmycelium og ilt
sprang ud alle vegne
jeg åndede!
Naboen mente
træet tog for meget lys.
Når han så på det
så han ikke
at det lyste!
Øksen ligger ved træets
fod
på asfalten
de få steder træer gror
i deres ydmyge huller
i byen.
Svævende derude mit
åndedræt
og i tredie sals højde
min grønne sjæl
udødelig og kampberedt
trodsende alle naturlove
i naturens og vækstens hellige
navn.
*
Olof Palme
I revolverens kammer
sover patronen sin rævesøvn.
På jordens overflade
promenerer vi
vor skrøbelige tryghed.
Med rasende tiltro
selv i vinterens mørke
gemt under plader af is
stemmer planten sin nakke imod
vil op
vil ud
vil se lyset
vil leve og blomstre.
I revolverens kammer sover patronen.
Uskyldigt måske naivt
men med samme styrke
vokser vi selv i verden
af panser og plade
sætter nakken til
og bryder med rasende tiltro
de sprængninger ned
som vil lukke os inde.
Drømmer om frihed
be’r til fornuften
og ler når forårets skimtes
og de herlige træer her
og i regnskoven
på kanten af ørkenen
og neden for bræen
folder sig ud
og fuglene sætter sig i dem
og synger.
I revolverens kammer sover patronen
venter naiv og uskyldig
som et foster slutter tæt
om sin egen fuldkommenhed
på sit øjeblik.
Retningen fundet
målet placeret
hånden parat:
Vågn!
Så vidt har vi bragt det
at håbets sekund kan knuses
på langt mindre tid,
så meget forstår vi at skærmenes
lynblå signaler
at verden er sejg og bestandig og langsom
døden kort og beskidt som enhver sensation.
I revolverens kammer sover patronen
sin rævesøvn altid.
Nu blev den vækket og talte.
Hvem tør tale imod?
Gemt under plader af is
stemmer verden sin nakke imod.
Gemt i menneskets hjerte
vokser en spire af trods og håb
båret af tanken om én
der vidste at træet har håret i vinden
og rødder i jorden
at fuglene synger
at verden er god og ond
og værd at slås for.
Absurditeten bor i revolverens kammer –
hjertet har også sit,
og selv om den døde sover
kender han drømmen i dit.
- Klaus Rifbjerg
mvh
Simon
|
|
|
|
