1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
På rejsefod fyger tankerne og huller sig i landskabet, vidderne gir frit slag i bolledejen, særligt gibber det på højderygge efter vandring i dale. I barndommen rejste vi somre rundt i Østrig med pigstokke, der nu står med de flotte stokkemærker i gulvvasen og ser entrédøren gå op og i. Jens Christian Hostrup må have haft et væld af fine travestave gående, stokken er en ældgammel og særlig ting, men han var bevandret i landskaber ukendt for os og oplevede ikke århundredeskiftet, nu er kun hans tanker og længsler os velkendte – parallelt med computerbens lukkede bycirkler. Hans digte er tænksomt fine, spjæt af krop, ånd og en dråbe evighed, der selvfølgelig får det til at gibbe i rødderne, vidt forskellig fra Knagsteds gåen mave og sandsynligvis Gåssemand Wieds egen, tag bare et tit på stroferne smukke:
Fodrejsen
Man må rejse til fods for at sprænge med hast alle lænker, der binde til hjemmet os fast; man som fuglen i luften må tumle sig fri for at glemme det daglige livs vrøvleri. For at blive kulturen og moderne kvit og de huslige glæder og venners visit for at løse sin ånd fra de strammende bånd ta’r man ranslen i på nakken og staven i hånd.
Man må rejse til fods for at døje lidt ondt, for at leve et liv i det korte sekund, for fra morgen til aften at trave sig træt, for at tørste, for at sulte og spise sig mæt. For at sige det skønne goddag og farvel og bestandig med håbet slå mindet ihjel, for at røre sin ånd uden hæmmende bånd ta’r man ranslen på nakken og staven i hånd.
Thi den evige higen, som aldrig får fred, det er fodrejsens dybeste hemmelighed. Ikkun fremad og fremad og aldrig forknyt! Har til målet man nået, sætter straks man et nyt. Om da også man fængsles et enkelt minut, om man bli’r undervejs i en dejlighed skudt, må man rive sin ånd fra de standsende bånd og ta’ ranslen på nakken og staven i hånd.
- Jens Hostrup.
Det er rigtig gå-tur-vejr, under pavestolte træer svajende i vinden blæses man helt igennem, siden orker man ikke lede efter støvleknægten og bukker sammen på trappen mens støvlerne løsnes. Det var sikkert en sådan tid Jens Hostrups morlille kom ham i møde med futter varmet på kaminen, han har været skrupsulten og bagefter nappet sig en middagslur, inden arbejdet med papiret, nu til vores begejstring. Han var samtidig med Kierkegaard og har helt sikkert læst den i etiske landskaber så berejste eremit, der også i samtiden stjal opmærksomheden.
mvh Simon
|
|
|
|