1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Skønne ord og digte ... man bli'r jo nærmest helt høj af dampen :))
Bli'r det sommer i maj? Vi har har i hvert fald haft nogle majdage som en nærved&næsten-sommer med både morgendug, middagshede og aftenlys. Nattevagten tog både månen og stjernerne sig af med både vink og blink, smil og latter ... :))
Morgenduggen
Det er morgen og jeg tænker på bøgernes rygge, menneskenes hænder, lyden af en knirken der næsten aldrig betyder det samme men alligevel minder om græsset helt tidligt om morgenen idet man lader sig falde ned i duggen.
Man kunne studere denne proces, lade den gentage sig. Åbne hånden som et kort lade solen falde ind i striber på det skakternede gulv og stå der som en dronning.
Katinka My Jones
***
Middagssolen
Et heftigt Ildstænk mod det haarde Blaa staar Middagssolen hed i strittende Straalen. Den tørre Muldbrink er saa pulvergraa, Insekter summer over Agerkaalen.
Den stille Dag sig strækker vidt og højt. Omkring mig Myg og Sommerfugle svirrer. Fra Luft og Løv der pibler klare Fløjt. I glarfin Dis de fjerne Flader dirrer.
I Søens blanke, afmagtstunge Vand staar Fisken stiv og dum fra Gab til Hale. Nu slog den Snuden mod den bratte Strand og nøs og dasked hen i Dybets Dale.
Der ligger den paa Bund i Søen klar, og fra dens Snude gaar tilvejrs en Boble: den stirrer op mod Overfladens Glar, hvor Solen gynger som en ildgul Gople.
En Bondepige sidder i en Grøft – med korte Særkeærmer, nøgne Arme. Man ser det øverste af Barmens Kløft – der ligger Draaber, Sol og Kødets Varme.
Det er saa varmt og godt ved Muld og Strand. Det er en Sommerdag i Danmarks Land.
Thøger Larsen
***
Aften
Det hvide lys blev varmt og tæt. Hver sten blev blind. På fjældets sider sov de trætte farver ind. Et bjærg af glas. En flod af ild. Fortroligt gled hver form ind i et roligt favntags evighed.
Halfdan Rasmussen
***
Nattevagt
Kalder det og klynker det om natten ved dit bål — drypper det med mindedryp som draber i en skål — syder det og piber det, og ligger du forladt og dirrer som et ulvehyl — et ensomt i en nat.
Kryber det og kravler det i mørkets relief — snærrer det og snapper det med kolde, korte bjæf dirrer det og tikker det som revnesang i is, mens røde flammer parrer sig i bålets tjørneris.
Stirrer der et øjenpar imod dig fra dit bål fløjlsgrå og famlende, som søgte de et mål — drømmer du, og kommer der en munter flok herhen af drømmebørn, som ingen tid fik livet af din lænd.
Kalder det og klynker det og syder det og ler — mylrer det i mørkets dyb, hvor ingen øjne ser — tænd din pibe, kammerat, og lad det snærre, lad det le — vi er tusinder, som våger — legioner — en armé!
Nis Petersen
Nærved&næsten sommerlige hilsner RoseMarie
|
|
|
|