1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Guds Ord
|
Mens vi venter på Thomas, der #22559 - 11/01/2017 11:25 skrev:
Senere gik det op for mig, at der også er det perspektiv, at han er en professor, der diskuterer med andre professorer - hvoraf rigtig mange argumenterer for, at vi kan uddrage et pålideligt portræt af Jesus og hans opstandelse.
Hvad er deres argumenter? Det vil jeg gerne læse op på og præsentere, hvis du er interesseret i at diskutere det. Jeg er naturligvis mere end interesseret :-) kunne det måske interessere at se lidt på Mahatma Gandhi.
Nogle danske Indien-kendere lånte mig for nogle år siden en bog: From Jeravda Mandir, som jeg netop har opdaget nu kan ses på engelsk på Internettet. Dengang - i 2004 - oversatte jeg den til dansk - med de fejl og mangler en amatør-oversætter som mig nok ikke kan undgå
Det første "kapitel" i min oversættelse følger her:
SANDHED Jeg arbejder først og fremmest med Sandhed, da Satyagraha Ashram skylder sin eksistens jagten på – og forsøget på at praktisere – Sandhed.
Ordet Satya (Sandhed) stammer fra ordet Sat, som betyder ”værende”. Intet andet er eller eksisterer – i virkeligheden – uden Sandhed. Det er grunden til at Sat eller Sandhed måske er det vigtigste navn for Gud. Faktisk er det mere rigtigt at sige, at Sandhed er Gud, end det er at sige at Gud er Sandhed. Da vi imidlertid ikke kan klare os uden en hersker eller et overordnet ord, vil navne på Gud som: ”Kongernes Konge” eller ”Den Almægtige” forblive almindeligt gangbare. Men tænker man dybere over det, vil det vise sig, at Sat eller Satya er det eneste korrekte og fuldt ud betegnende ord for Gud.
Og hvor der er Sandhed, er der også sand Viden. Hvor der ikke er Sandhed, kan der ikke væ-re nogen sand Viden. Det er grunden til at ordet Chit eller viden er knyttet til Guds navn. Og hvor der er sand Viden, er der også Lyksalighed (Ananda). Sorgen finder ikke noget sted at være. Og lige som Sandhed er evig, så er også Lyksaligheden, som udspringer derfra, evig. Således kender vi Gud som Sat-Chit-Ananda, der forener i sig selv Sandhed, Viden og Lyk-salighed.
Hengivenhed til Sandhed er den eneste berettigelse for vores eksistens. Alle vore anstrengelser bør centrere om Sandhed. Sandhed bør være åndedraget i vort liv. Når først dette stadium i pilgrimmens udvikling er nået, vil alle andre regler for det rette liv komme af sig selv, og lydigheden vil være instinktiv. Men uden Sandhed er det umuligt at overholde nogen som helst hovedlinier eller leveregler.
I almindelighed forstås det at overholde Sandheds lov kun sådan, at vi bør tale sandhed, men vi i Ashrammen bør forstå ordet Satya eller Sandhed i en meget bredere forstand. Der bør være Sandhed i tanke, Sandhed i tale og Sandhed i handling. For den, som har forstået dette er Sandhed fuldbringelse, intet andet står tilbage at vide, for-di al viden allerede er i Sandhed.
Hvad der ikke er dér, er ikke Sandhed, og derfor ikke sand viden. Hvis vi først får lært, hvordan man benytter denne aldrig svigtende prøve på Sandhed, vil vi straks være i stand til at finde ud af, hvad der er værd at gøre, hvad der er værd at se, hvad der er værd at læse.
Men hvordan kan man iværksætte denne Sandhed, som kunne ligne filosoffens visdommens sten, eller en af utallige muligheder? Ved målbevidst hengivenhed (abhyasa) og ved at ignorere alle andre interesser i livet (vai-ragya) svarer Bhagavadgita (O.A.: Sanskrit: De helliges sang, Oldindisk religiøst digt på 700 strofer: Krishnas lære om hengivelsen til det guddommelige).
Imidlertid – trods hengivelse – kan det, der forekommer som Sandhed for den ene, ofte fore-komme som ikke-Sandhed for den anden. Men det behøver ikke at bekymre den søgende. Hvor der er ærlig bestræbelse, vil det vise sig, at hvad der forekommer som forskellige sandheder er, som de utallige og forskellige blade på det samme træ.
Viser Gud sig ikke selv forskelligt for forskellige mennesker? Alligevel ved vi, at Han er En.
Men Sandhed er den rette betegnelse for Gud.
Således er der intet forkert i at enhver følger Sandheden i det lys han/hun ser den. Ja, sandelig, det er hans/hendes pligt at gøre det.
Og hvis der er fejltagelser hos en, der således følger Sandheden, vil de rette sig af sig selv. For søgen efter Sandhed indebærer tapas – lidelse, nogle gange helt til døden.
Der kan ikke blive nogen som helst plads til selv et spor af egoisme. I sådan uselvisk søgen efter Sandhed kan ingen miste sin pejling ret længe.
Går man den forkerte vej, snubler man, og lærer på den måde at vælge den rette vej. Derfor er jagten på Sandhed sand bhakti (hengivelse).
Det er vejen der fører til Gud. Her er der ikke plads til fejhed, ikke plads til forkastelse. Det er den talisman, den magiske beskyttelse, hvor døden selv bliver portalen til evigt liv.
I denne sammenhæng kunne det være ret at støtte sig til liv og eksempler fra Harishchandra, Prahlad, Ramachandra, Imam Hasan og Imam Husain, de kristne Helgener o.s.v.
Hvor ville det være vidunderligt, hvis vi alle, unge og gamle, mænd og kvinder, hengav os selv helt til Sandhed i alt, hvad vi gør i vågen tilstand, enten det så er arbejde, spise, drikke eller more os, indtil opløsningen af vore kroppe gør os ét med Sandhed. Gud som Sandhed er for mig blevet en uvurderlig rigdom; måtte Han blive dét for enhver af os. Det var så det første kapitel - på dansk - og der er jo mange flere 
Kommentarer?
M.v.h. Arne
|
|
|
|