1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Lidt fra Halfdan..
Lys
Skrev jeg mig ind i det mørke land og ind under himle af mørkt, tungt vand, det evigt strømmende væld af tider hvor frygtens vældige bjerge skrider.
Skrev jeg mig under den våde jord og ind i de sorgbetyngede ord, til hjærtet lukkede sig om sorgen og glemte drømmen om påskemorgen.
Dagen var ond og blev ond igen bag væbnede rækker af tavse mænd. Men der faldt vingede lyskrystaller på mine læber. Og lyset falder,
strømmer og falder som fra et punkt af mættet stilhed. Hvad før var tungt og uhåndgribeligt hårdt og knuget blev lysudstrålende, alterduget.
Mørket blev fødende. Regnens sang kom nær som en rytme, en underklang, blev løv under hjærtet og vældende vande, ind i mit bryst og fra min pande.
*
Gå stille og tyst –
Gå stille og tyst gennem verden. Hver drue skal bære sin vin. Hver menneskedrøm er en højsang. Vær tro mod den drøm som er din.
En dag skal du drømme alene. Alene blev drømmen et savn. Gå nær til den menneskefødte og kald dine brødre ved navn.
Uroligt er menneskets hjerte, bestormet af sorg og fortræd. Gå ind under stjernernes stilhed og søg hvad du selv bærer med.
Gå stille og tyst som en skumring. Lad stilheden bære dig frem. Hver menneskedrøm er en højsang som leder den vejløse hjem.
*
Børnene
Gennem søvnen kommer de, nøgne, varme og små, med fødder der kærtegner gulvet, og hænder som skælvende strå – tripper ind i den øde dag med søvnbevægede lemmer og løsner mørket med lyse klare stemmer.
Deres øjne møder mig, dunkle, dybe og rene, som var jeg en stamme af mørke og de mine blomstrende grene bærende himle af glemte år i de forløsende hænder, som ømt bevæger det bryst, de næppe kender.
Var jeg den de kaldte på spørgende blidt og spændt? Jeg, den afsindige elsker, hvis elskov blev indadvendt? Vendt mod det liv, som kun var mit og aldrig var mit alene. – – Skønt og rent skal i blomstre mine grene!
- Halfdan Rasmussen.
mvh Simon
|
|
|
|