|
1
registreret somo
59
gæster og
150
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Jamen, dén fik du jo flot staldet…næsten som mine katte der gør sine æg ;) – jaja, engang imellem må vi stryge misforståelserne lidt over håret, ae dem, så de ikke fremtræder så hårrejsende men misser glad med øjnene.
Jeg er nu ikke i tvivl om hvad du mener, i den forbindelse ku’ man sagtens tænke sig, at Rukovs ”forfaldsteknik” repræsenteres i det tandløse storartede smil der jo også glimtede fra de små sprækker og i så mange af hans livs stunder.
Det var selvfølgelig også derhenad jeg gerne ville, med det smukt naturlige i livets forgængelighed, der virkelig kontrasterer frygten for alderdom, som i så stor grad vrisser ad alderdom og død i vor kultur. For der ér jo virkelig noget særdeles smukt i den helstøbthed enkelte menneskers personlighed udstråler med ælde, ja en snarlig udviskethed – for signalet er jovel ikke popsmart elegant og stinker ikke af parfume, nejvel, men det er en livets erkendelse som allerede ér foregået mellem de ofte så store ører; en erkendelse der adviserer energibesparelse, for nu er der ikke langt igen! Engang imellem ka’ man ligefrem være så heldig at se et menneske med så overvældende mange rynker i ansigtet, nøjagtig som en gammel Egs årringe, at man i ét spillevende lille øjeblik aner undergrundens rødder i dette furede ansigt. Og den slags kalder jo på mængder af spørgsmål og gode snakke om livet der var, alle historierne der ofte pist forsvinder i glemsel, hvilket jo er så diametralt modsat måden alderdommen så mange steder behandles på, nemlig med en afvisning af en ælde ethvert menneske kommer til at forholde sig til.
Jeg er overbevist om at Rukov gjorde sig masser af den slags tanker, og at hans adfærd ikke så meget var en meningers provokation, som bare en naturlig opførsel fra konsekvensen af hans greb om livsforholdet sit, hvormed han mere frit var tilgængelig for de væsentlige øjeblikke, ikke misbrugte så meget levetid på unødig pjank – han talte meget om det ’at skamme sig’ over ”omvejene”, at forspilde medmenneskers koncentration og dermed tid. Leth ejer jo også dette livsmod, og kaster sig jo gerne ud i at forklare, ej heller han vil nemlig spilde nogens tid, det klarer vi jo i sidste ende også bedst selv.
Men altså, det dér med ikke at forestille sig at være så fandens uundværlig, at det faktisk går an at slappe af, være lidt af det dovne asen Rukov omtalte – hvilket selvsagt blir det rene knald i potten for politikere og skolelærer, der ikke engang under andre menneskers børn at kunne bruge tid på at falde i staver, for dermed at se hvor dét så fører ens tankerækker hen. Dette med at se livet passere henover ansigter begravet i timemanageren, fx forbruge levetid på konstant at være telefonisk tilgængelig for chefers misbrug, som om livet ikke var andet end økonomiske kalkuler.
Noget politisk gik fra 80’erne og helt op i nutiden ravende galt: vi accepterede så blindt at lade os forlede til at kun justere menneske- og livssyn efter økonomiske kalkuler, udstukket af økonomerne selv – benzin smidt på småborgerlighedens bål, og en snak Rukov, Leth og Møllehave sikkert ville ha’ drukket mange gode øller over..;)
Ha’ en nydelig weekend RM, det var en fin link! ;)
Simon
|
|
|
|
