|
1
registreret Arne Thomsen
15
gæster og
199
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM…
Ja man er jo lige ved at sige gomorn’, her hvor lyset kun langsomt bryder igennem, men for nu på Camus’sk vis at falde ud i det, ku’ jeg nu godt tænke mig at høre, hvad det så ér du her og dér ka’ være uenig i, i de refleksioner du hører fra henholdsvis Leth og Rukov?
Der er i Rukovs filosofiske tilgang til livsforholdet anelser der hurtigt får én til at tænke på flere historiske personligheder, bl.a. en Camus, hvorved en livslang arbejdsproces bevæger sig mod en selvstændighed med en vis mængde mod, som netop kontrasterer den planmæssighed så stor en del af samfundslivet jo fungerer ved, ja man ka’ ligefrem sige at Rukov tog ”livets øjeblikke på sig” og var tilstede i det der omgav og påvirkede ham, altså brød med det forventnings- og planmæssige, der truer med at isolere mennesket i forskellige forhold.
Jeg mindes især hans enorme glæde over Proust’s ”På sporet efter den tabte tid”, som han jo elskede langt ud i følelsen af selv at befinde sig på sporet efter noget ikke helt klart defineret, men hvor netop springet indebar, at han måtte falde ud af noget, for altså at indgå i noget.
Han skrev en del om værket, det ligger sikkert et sted på nettet, for det gør de jo, tingene. For øvrigt er det morsomt at slå ham op i Wikipedias Pixibog, hvor det eneste væsentlige der åbenbart slog personen der skrev om ham, var at Mogens Rukov havde modtaget nogle priser men var en mand der insisterede på at ryge hvor som helst – man sidder jo næsten tilbage med fornemmelsen af, at nu ér omsider denne tandløse bidende fabulerende ryger da omsider væk fra det herlige røgfrie rum, at planen fortsætter ufortrødent og politisk korrekt, helt i skattevæsnets moralske ånd; her må der gerne hostes!
Jeg forstår så godt din glæde over de levende øjne, han så jo netop godt, var helt sin egen, hvilket Leth jo på sin side også ka’ siges at være – også han måtte jo flygte fra medierytternes rygflåen, men havde heldigvis en base udenfor små selvretfærdige skråleres rækkevidde, og skriver i øvrigt selv pragtfuldt levende, som den dygtige poet han er. Også jeg synes Leth er et herligt menneske, og netop fordi han fremstår som et menneske, midt i al den tvivl som livet nu engang byder os. Så tak for en fin time for ørerne – og ja, middelmådighed er der meget af, landet er jo efterhånden nærmest sovset ind i den, desværre..;)
Bedste hilsner..
Simon
|
|
|
|
