|
1
registreret
(1 usynlig),
64
gæster og
936
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej igen RM..
Når mennesket sover, skriver stjernerne bevingede ord på dets øjenlåg, hvad mon månen skriver – har du set den pragtfulde film, La Luna af Bertolucci?
Jac har stjerner i øjnene, måske sidder han i dette øjeblik på månen og vipper med benene, mens han noterer sig underskovens liv i sig, Hr. Notabene. Man ka sgu ikke andet end at holde af hans støtte blik, og særlig denne samling blade af hans holder jeg af – sådan lige før indgangen til den kolde novembers varme kroppe, mon vi dette år skal drysse hvide fodspor, mens vi nisser os?
Ja det er virkelig sjovt at tænke på barndomsminder og klassekammerater i juletiden, sjappet i skolegården og duften i klasseværelset. Har stadig kontakt til enkelte, min søster ser jævnligt fire barndomsveninder helt fra første klasse, en lidt anden tid og en lidt anden respekt for lærerne end det man nu hører om, tør jeg svagt antyde..;)
Novempus
det lys ligner ikke noget andet eller sig selv
det er bare fuldstændig kommet til os og jubler,
der er ikke noget at tage fejl af året vil vise sig
og vil give pokker i hvad der nu er vores drømme,
skovbunden bevæger sig og finder frem til sin egen varme,
i en mylder af dis vokser vi videre for hinandens skyld,
under vinduet tænker man ikke tiden videre men ler
og en avisside ligger ulæselig tilbage i bladene,
det lys ligner ikke noget andet eller os alle,
be mig ikke om at blive det ville overforstørre alt
lad mig bare forsvinde ængsteligt mellem grenene,
stenene er store og kan bruges afsættende i vinden
de bliver stående og vil kalde alle signaler til sig,
be mig ikke om nogen gade lad dog hele byer favne
de skal ikke mangle noget når kortlægningen dør,
be mig ikke om at blive det ville overforstyrre alt
lad mig bare glemme navne og hilse alle som på ny,
der ligger sten overalt som tager vare på de småsete arter
og de bliver liggende som naturens tårne til hinanden,
et træ står på spring til et smil og lyder af lutter frugter
et menneske står på spring til sig selv og giver op,
be mig ikke om at godkende det ville overfortolke alt
lad mig bare færdiggøre denne tekst til almenhed,
jeg er holdt op med at tælle og ser på kvinderne
ikke som udkårne men som faldne midt i ragnarokket,
jeg er holdt op med at tælle og ser på husene
ikke som dom men for at undslå mig for at tale,
jeg er holdt op med at tælle og ser på fuglene,
bladene tæller sikkert ind på en ro under grenene
og deres takr og tone i frosten bør efterleve os alle,
fuglene står på rim og synger på de velbjergede stemmer
under musikken går ægtepar bort og til hinanden,
bladene tænker sikkert at de kun falder for et skue
men deres farve når videre end bare til en drøm,
fuglene står på stikker og skænker os sikkert en chance
og giver os garanteret en vandring ublu og tøvende,
et øljern skinner det gule ind til et grønne
af de affejende blade efterlader pletter af fugt,
bladene tolker sikkert ind på en ro under grenene
og imens forsvinder ægtepar bort og ser væk fra hinanden,
fuglene står på rim og synger på de velbjergede stemmer
mens et menneske står på spring til sig selv og giver op,
bunker af sommer efterskinner rådnende under sneen,
cigaretpakkerne samler vores øjne op midt i parken
og der er en gensynsglæde der gennemskuer røgen,
kvinden med barnevognen ligner en slider i bladene
men hende skridt er opstandelse og genføder alle,
en gren i jorden pejler måske mere end bare som så
den har måske tale til mere end hvad vi netop ser,
cigaretpakkerne skiller vore øjne op midt i parken
og der er en genvækstglæde som vi alle har over os,
der er lys mellem træer og mennesker og alt andet
der er lys til at se over skulderen og fornemme et liv,
en stikling i jorden overvintrer i vore øjnes skyld
og vi efterlader sætninger der aldrig vokser i sig selv,
cigaretpakkerne afskediger vore øjne og dunkler i mørket
og kvinden med barnevognen efterlader parken med et skrig,
sjældent svæver menneskene sig selv ind
men sådan ses de midt i sneen,
lyset glemmer sig selv øjeblikker i vinduet
men et ansigt kan forstyrre det hele,
ægteparret går ubeskyttet gennem parken
og taler dæmpet om en helt anden natur,
sjældent leger menneskene sig selv ind
og det ses tydeligt på parkeringspladserne,
sjældent tør menneskene at ville sig selv ind,
sneen har nogle fortrin fremfor vandet og stenene
og når et mørke overmandes hylder vi dets fald,
selv usete dyr står skarpt nedtegnet i deres spor
og de gule efterstriber taler i verdens sunde farver,
det er gavebolde til børnene der falder fra himlen
og vi under dem det som vi under dem deres lys,
grene og buske der skinner om kap med alle øjnene
og stjerner der ikke står alene om at vide af os,
jorden segner i hvidt og vedstår sin måned på dansk
et andet sted hæver solen sig op med vigtigstørrelse,
natten ligger skælvende som dagen og venter glæde
på et rækværk står to navne smukke i midnatten,
sneen har nogle fortrin fremfor vandet og stenene
og når et menneske overmandes hylder vi dets styrke,
man tænker ikke på sin alder som november dør ud
man ser bare spejlbilleder af mørke tilgive alt,
selv fattigdommen vil overvinde november og vinde
senere vil sneen tø bort og fodsporene være til at glemme,
man tænker ikke på sig selv som november er døet ud.
- af F. P. Jac . Mit efterslæb til fuglene - et forhåbentligt digt, 1984.
mvh & god weekend,
Simon
P.S.: Må forøvrigt lige anbefale dig dvd’en ”Nu vil jeg ha’ ferie - et livsportræt af forfatteren og journalisten Erik Pouplier” – hvori han beretter om sin opvækst, sit arbejde og tilskyndelsen til at flytte til Vence. En helt fin lille dokumentar..;)
|
|
|
|
