|
0
registrerede
185
gæster og
1526
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej i formiddagen RM…
Tak for mer fra Holck’en, faktisk har jeg ikke så meget af ham, derfor er det jo også så godt at du er der, lige dér i den anden ende…;)
Fra himlens sluse og dens skiftevise vandring mellem det lyseste blå til et allergråeste grå, til de brændteste af kinder og dunkeste bukser, en tosommerhedens Jac’ og dennes fagreste af kvinder – se bare hvor han stadig klukker af liv:
SOMMER PÅ TOEREN
du i roset rosa tæt slynget i vandets bølge,
og så dette beskuertæppe der øjner luft og fugle
eller en afstikker fra familiens til vandets fart,
eller måske et snorketræ der viser ærbødighed
og som krænger sine ben til svulmestørrelse
for at stå godt for kikkert og rygklap fra vinden,
du står som en tommelfinger i vandet lillemor
og har en våd hårstrimmel spændt under alle negle,
du swinger godt i lag med tangen og dybet
dog knap så grøn men alligevel i ekstase og grin,
ligesom børn når fiskene bliver netofre i jubel,
du er under strengt opsyn det skal du dog vide
for ingen havøsen skal lamme min hånd fra
ingen yachtlokker skal kunne kahytsmigre dit skind
mens jeg stryger underbukserne flade af skam,
du ved hvad jeg mener når du flirter i vandet
så overdrag bare alt det til en mågekoloni i humår
- F. P. Jac, Jeg elsker min hustru. Borgen 1982.
Hos denne kending mærkes helheden i brudstykker: at udelade er aldrig at berøve, forklarer vennen Paul la Cour (vel nærmest sig selv) i sin ”Fragmenter af en dagbog” – og lige her og nu, kaster lyset sig indover mit bord, ja næsten slukker bordlamperne – og han har ret, ikke sandt: det udeladte lever, ja se bare digtet her:
HUNDREDE KILOMETER
Grene i tæt, blaa Luft. En Fuglelyd,
spirende ud over Himlene. Savklingers Lyd,
brummende under den søde Lugt af Brænde,
og Lyngen, der virrer
mod Havet uden Ende …
Ind over Huden blæser det unge Vejr.
Stoffernes Farver sitrer i Solfigurer
under de lukkede Laag. Og bag Solskinsmure
løber Børnenes Stemmer
med hvide Skær - -
De fjerne Motorer,
et Øjebliks Stilhed gi’r frem,
gaar dæmpet og frodigt i Baade,
som vender hjem.
Halvøer blaaner, langt, og i Lys begravet.
Og pludselig synger en Lærke over Havet.
Hundrede Kilometer fra København
famler en Blyant over en haard, hvid blok.
bare at nævne Tingene ved Navn
blev et Øjeblik til Glæde nok.
Den rolige Registrering af dette her:
Børnenes Raab, Lyngen, og Havets Skær.
Det som et skraanende Sollys
tilfældigt fandt.
Dette, som ogsaa er sandt.
*
Mine øjne bliver aldrig trætte af at hvile i dette digt – jeg ved det ligger et sted tilbage i tråden, men nu også her, hvor nye måske ka’ hvile i det, det passer bare så godt:
ØJEBLIK
Vilde Roser i Dagregn!
Og Toget er standset,
med ruder, der løber fulde
af blændende Regnskær
og Buskenes vilde Lys
i det vaade og grønne.
Lykkeligt stort og ligetil blir Livet –
Draabe, der rammer Draabe,
Regn over Regn.
Sekunderne lukker sig op
for en lang erindring:
Veje i Hederne, Pigestemmer og Havet.
Jeg smager dem paa min Mund,
de forsvundne Somre …
Kølige. regnfulde Lykke, et kys af Aar –
Vi rejser i Krigens urolige, fjerde Sommer.
Med eet er der stille …
Vilde Roser i Dagregn,
Ruder, der løber fulde
af blændende Regnskær
og Buskenes vilde Lys
i det vaade og grønne.
- Morten Nielsen, Efterladte digte, Athenæum 1945.
I hvert fald er det herligt at gense solen, efter at regn og hagl i går fangede mig på begge ben, og selvfølgelig nåede jeg derud hvor nøgne træer og hække var eneste skjul; nej så hellere en pøs sne, sparkstøtting og varme æblekinder til solen der gir humøret et hak. Men det kommer vel alt sammen. Nyd solstrejfene i weekenden ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
