|
0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM..
Nej det er ikke let, overhovedet; tænkte flere gange, alt imens jeg læste digtene i Tvivlen, på Isak Borgs tilbagevenden til Smultronstället, i Bergmans film af samme navn – Isak (den uforlignelige Victor Sjöström) var dog en ældre mand på ansvarlighedsvisit gennem posterne i livet der gik – nok en af mine yndlingsfilm.
Men ”Tvivlen” er en mættet titel til de efterladte digte, en erkendelse med opgør og en livsdeltagelse der trodser organers snarlige ophør, alligevel fornemmer man forladtheden ude i gangen, men stadig ses denne læggen-mærke-til, der tit lyser ud digtere som en naturens forpligtelse.
Ja, det tærer på livet, at hoppe rundt i små ginflasker, der findes jo trods alt også anden motion, men: Hr. Oluf til dæmonen: Ved Bacchus, jeg nægter at høre på dig! Dæmonen: Ah, så du vil ikke danse med mig, da skal sot og syge ramme dig!
Ak ja, den vilje; nok har sprut fået associationerne til frit at svæve i alverdens kunstarter, men det kan være lidt af en kunst for noder at ramme taktstregerne, hvis man kigger Bacchus alt for dybt i øjnene..
Her i stedet lidt Henrik Nordbrandt, nede-på-jorden-manden, som måske får ansigtet til at skabe sig i grinagtigt herlige folder, det trænger man til oven på dødedansen, og i guder han har været produktiv, alene at se fortegnelsen over tidligere digtsamlinger, må få enhver til at forpuste…
VI ENGLE ER IKKE ALTID LIGE SØDE
I begyndelse var ordet
misforståelse, vil jeg begynde med at sige.
Der er sådan en fart på det ord.
Lyden kommer hele lysår før meningen.
Og jeg mener faktisk lysår.
Lysår forstår ingen, derfor deler man dem op
i kors.
Og jeg, tømreren, havde
lige den tunge der passede til udtalen
og de tænder og de læber:
allerede tunge
og tynget af de ord, der skulle komme
grimme som kun mænd kan være
grimme som hjelme og trompeter
firkantede jernører
i den skræk hvor de hører til
hele hære. Men værre. Den frygtelige
lyd af mus under en køkkenvask
som overdøver hele hære.
Bo dér. Stink stanken, krigskarle
hjemme hos Far.
Agamemnon, Hektor og Akilles
onkel på onkel. En ordentlig skalle
hvis jeg har noget at sige
så nøgen som ordet Golgatha. Og så
ud med de grimme grækere.
For romerne vidste godt, hvad de skulle sige.
Når de sagde kors
mente de noget helt andet end vi gør.
Når jeg siger vi, mener vi noget helt andet.
Vi som skulle have været nagler
og fastholdt ham der, den kronede
sejrende
med ansigtet hævet mod alle lysårene.
Men vores fjer forrådte os
så den stakkels døde måtte flyve med
og genopstå. Og gentage og gentage
ordet, sådan begynder det.
*
MIT SKELETUR
Jeg købte et ur af den slags
som man kan se
lige igennem
så man kan se
hvordan det går til
at tiden går
og hvordan
det helt nøjagtigt hænger sammen.
Takket være det ur
forekom det mig
at jeg havde gennemskuet
endnu en
af universets gåder.
Jeg var meget glad
indtil den dag
hvor jeg fik at vide
at sådan et ur
hedder et skeletur.
Det vidste jeg naturligvis
lige så lidt, da jeg købte det
som jeg som barn vidste
hvad et skeletur var
indtil den dag
jeg for første gang så et
der var blevet befriet for sin ejer
og med et chok indså
at også jeg
var den ulykkelige
ejer af et skelet
uanset hvor meget jeg afskyede det.
Og min afsky
blev gengældt af skelettet.
Mit skelet
ville rive mig i stykker, hvis det kunne
det ville rive min hud af
det ville flænse mine muskler
som en motorsav
det ville spille bold med mine øjne
det ville trampe mig til fasr
og æde mig råt
det ville danse på mit hjerte,
Men her
rækker den slags forestillinger
ikke længere til.
På mit skeletur kan jeg se
hvordan det hænger sammen.
Som forleden dag
da min datter for første gang
så et skelet
brød ud i et triumferende grin og råbte
Far!
- Henrik Nordbrandt, 3½D, 2012.
Ja, så gik tiden også med min kaffe. Synes ikke der forleden var så meget trut i træerne her, men forstår at du fik lige tilpas og lidt til. Men det er ved at være decemberkoldt, så nu er det frem med gensere og strikhuer; snart står skyerne vel som indbydende løjper, ja tænk at ski den fra den ene himmelpude til den anden, eller bedre, at sidde i klitterne og kigge udover Vesterhavet med en kande mocca i mellem sig, og la’ håret gro – åh, det hav!
Bedste hilsner
Simon
|
|
|
|
