|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM...
Paul La Cour sagde engang, ”at være digter er ikke at gøre digte, men at skabe en ny måde at leve på”, hvilket står fint i forlængelse af dine egne tanker. For det at gøre billeder af sine livsoplevelser med det formål at skabe nye erfaringer, kræver virkelig at digtet fødes med et liv i sig selv, som så kan berige de billeder vi har af os selv, ja som måske kan skabe liv i senere tiders ansigter. Man kan lære noget af dem, når de er gode og ikke bare er kønne vers i jamber osv.
Men her et af Nordahl Grieg, skrevet da han bare var 14 år og foræret til storebror Harald, hvis bog ”Nordahl, min bror” jeg pt. nyder i natlampens skær til lyden af hende der aldrig snorker. Nordahl Grieg var en af rigtig store, som jeg mener man må læse og ha’ i sin bogreol – men har vi så det? ;)
Der var otte år mellem de to brødre, Nordahl var den yngste med to søstre imellem, så brødrene lærte først senere hinanden rigtigt at kende. Dette lille digt, læste Nordahl for sin bror inden denne skulle tilbage til sin hovedopgave i filologi i Kristiania – det Oslo, som jeg nu engang synes burde genfødes Kristiania, og ikke mindst i mindet om bohemekvinden Oda Krogh, om hvem du kan læse et besættende portræt af den finurlige multikunstner, Ketil Bjørnstad.
Digtet her er meget smukt, det ligefrem dufter af vemodets historie, der bringer os ret ind i en virkelig erfaring, som så fører mig tilbage til en anden tanke fra Paul la Cour, at poesien ikke lever i tingene selv, men i deres forbindelse med os – at det ikke er det bestemte træ eller solnedgangen, som er poesi, men betydningen for sindet. Han mener dermed, at det han fandt da han søgte poesien, var livet vi lever. Måske dette står nogenlunde i forhold til hvad du selv tænkte dig til om poesien? Ellers nogle smukke sager, du senest har prydet Mellemrummet med ;)
Den sidste kveld –
Jeg elsker dette stille sus
som vælder om vort sommerhus
og tier ingensinde;
jeg elsker bækkes muntre sang,
det sagte nyn i løvets hang
av kælne sommervinde.
Jeg elsker denne duft af hø,
som stiger fra en nyslået bø
og driver hit med vinden,
og denne tunge kløverduft
som bølger i den varme luft
fra marken nedved grinden.
Hvor hurtig slik en kveld kan gaa! –
Snart farves dagen skumringsgraa;
om litt er solen borte.
Snart staar et kjølig gufs af kveld,
og dagens varmeslørte fjeld
blir truende sorte.
Jeg sitter her i kveldens fred
og ser på solen som gaar ned
saa flammende og blodig.
Den sidste kveld, den sidste kveld, -
i skyggen af et nært farvel, -
det gør mig så vemodig.
- Nordahl Grieg.
Og så tilbage til Paul la Cour, med digtet der har erfaringsindhold hos mangt et menneske, i denne tid:
Identitetspapirer –
Født en Novemberdag i Morgentaagen
med blaagraa Øjne 1902,
halvvejs i Livet, kæmpende og vaagen,
og uden Ro.
To Krige saa jeg grumt som Vilddyr rase
og sønderrive Menneskenes Bryst
og kryste alle som en Drueklase
i mørknet Lyst.
Forvildelse greb om sig og fortæred
med det forraadtes modstandsløse Nag
vort Liv, til alting strømmede i Skæret
af Nederlag.
Knust blev min Ungdoms fjerne Violiner,
og Sjælen fandt sit frygtelige Tegn:
de endeløse Byer i Ruiner
og Mudderregn.
Dog fik jeg med mig fra min Fødsels Taager
en Vished, ingen Nød har slettet ud:
en Guddomsflamme i vort mørke vaager
trods Storm og Slud.
Den fjerne, skære Flamme skal vi skærme,
skønt det var den, der hærgede vort Blod,
da den forfaldt som Vin til bitter Bærme
og sved vor Rod.
Født en Novemberdag i Morgentaagen
med blaagraa Øjne 1902,
halvvejs i Livet, kæmpende og vaagen,
og uden ro.
- Paul la Cour.
mvh
Simon
|
|
|
|
