|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Den Evige Filosofi
|
jeg vil gerne komme med en positiv kristen guds bekendelse, nu jeg ser at både Arne og Thomas har berøringsangst overfor kristendommen, den kristne guds -bekendelse; som de så tydeligvis føler sig selv højt hævet over, ihvertfald deres gud omgås ikke syndige jordiske mennesker. Er ikke i berøring med noget uperfekt (menneskeligt), men er alene at finde i forbindelse perfekte og ideale forhold (altså noget umenneskeligt, ergo en umenneskelig ophøjet gud de tilbeder, rent svagpisseri forekommer dette mig at være, for hvilken idiot vil ikke gerne tilbede noget/nogen stort/ophøjet og perfekt, et ideal, men hvem gider virkelig bekymre sig om et stakkels uperfekt menneske, det menneske der er kommet langt væk fra idealet, ideal billedet af et menneske).
Gud er i Kristus, hvilket betyder at Gud er kommet til det syndige/uperfekte menneske og den syndige/uperfekte menneskehed.
ingen guds tro (tro på gud) uden Kristus tro; altså ingen tro på gud udenom troen på Kristus
Paulus blev hånet herfor, men han holdt stædigt fast herved, eller stod stædigt fast herpå og alene af den grund bliver han idag af mange anset for at være en af de vigtigste skikkelser i udformningen af ikke alene den vestlige kultur, men også det moderne vestlige samfund, hvor det er hans ideer der står bag reformationen takket være Luthers genopdagelse af Paulus (som vi ser moderne filosoffer som Badiou og Zizek mfl andre der har genoptaget Paulus forskningen).
Hvordan skal vi forstå begivenheden Kristus ind i verden, altså grundlæggelsen af Kirken, eller urmenighederne.
Begivenheden Kristus siger at Gud er Jesus Kristus, den siger ikke at Jesus Kristus skal ophøjes til at være Gud, men at Gud er Jesus Kristus, altså er kommet til os mennesker og er at finde i det mest ydmyge, det mest humane, det mest simple og at han plejer omgang med syndige og udstødte mennesker, uperfekte mennesker. Gud vil det uperfekte menneske, gud er i det menneskelige, det humane, at finde i menneskelige relationer, samfund hvor man bekymrer sig for hinanden og tar sig af hinanden.
Vores civilisations humanitet eller menneskelighed er at finde i Kristus, er altså fra gud og ikke fra os selv, er ikke noget vi har gravet frem og fundet i vores egen menneskelige natur, det er klart et kultur bidrag, en verden 3 symbol eller diskurs, antropologi.
Når Gud ikke eksisterer, da eksisterer mennesket heller ikke... Man kan ikke befri mennesket i menneskets navn, mennesket kan ikke være sit eget formaal. Der støder vi paa den fuldstændige tomhed. Mennesket mister ethvert indhold, han har intetsomhelst maal mere. Hans frihed viser sig at være ganske indholdsløs og formel. Individualisme er i selve sit væsen fuldkommen negativt, den formaar ikke at give mennesket noget indhold, den er overhovedet ikke ontologisk, har ingen levende urgrund. Individualismen formaar ikke at give personligheden kraft. En individualistisk tid frembringer ingen betydelige, stærke personligheder. ... har kun ført til en svækkelse og en dekadence i personlighedslivet. Det har opløst individualiteten. Berdyaev 1925. (bemærk forskellen på individualisme og individualitet (personlighed))
Et mærkeligt sted at have gud udtømt, et mærkeligt sted at have sine højeste idealer og værdier. Er det ikke det sublime og perfekte, der hvor vi mennesker søger at fylde os med gud og nærme os gud, idealet eller fornuften, at vi skal finde og have gud, at gud hører til, har hjemme. Er idealet ikke det fornuftige menneske, der med sin ånd klart overskuer tingenes sammenhæng, er gud ikke her i det blå (blå blod).
Nej siger Paulus (nej gud er i det røde hjerteblod, hvor vi lader os bevæge), gud eller idealet er ikke i vores egenretfærdighed eller i forbindelse filosofien, den ophøjede sublime fornuft, men gud er i passionen, i kærligheden og medlidelsen til vores uperfekte selv og uperfekte næste, alene i disse relationer er gud at finde, som menighed, som Kirke på jorden, som guds riget.
Findes der noget mindre idealistisk, findes der en stærkere ateisme? Nej siger HansKrist med Zizek og Badiou. Den overgår selv dawkins fornufts dyrkelse baseret på naturvidenskab. Ikke dermed sagt at vi ikke også vil lovsynge med vores forstand som Paulus siger, ja vi skal endda sætte forståelig opbyggelig forstandig tale over religiøs tungetale, primær proces tænkning og begejstring/entusiasme, selv om disse foreteelser så sandelig er et naturligt forekommende udtryk.
Lykkelig det menneske der finder Gud i Kristus, i mennesket (det uperfekte), i det menneskelige og de skrøbelige menneskelige relationer. Fra den dag af er det med gud en antropologi og en stærkere ateisme end selv naturvidenskabelige ateisme, der baserer sig for meget, eller alt for ensidigt, på viden og fornuft uden at kunne magte at tage højde for følelserne og motiverne (bevæggrundene) og næsten og de næstekærlige relationer.
true creativeness is possible only through redemption, Christ became immanent in human nature, and this makes man a creator like the Creator God.
mange kærlige hilsner HansKrist
PS:
jeg har læst Den Evige Filosofi, en bog jeg anskaffede mig og læste for mange år siden. Dengang fandt jeg den underholdende og en okay adspredelse, men sørme også meget overfaldisk, et værk og en samling skriftsteder enhver pubertetsknægt /pige burde kunne skrive.
allerede dengang foretrak jeg de store kristne kontinental eksistentialistiske teologer og filosoffer fra mellem -krigstiden.
jeg har brug for den konkrete virkelighed og de vilkår vi mennesker frister her, for at jeg finder en teologi interessant, og det findes der intet af i Den Evige Filosofi. Der er mere tro på noget ophøjet guddommeligt end der er tro på og forståelse for det konkrete menneske bestemt af eksistensens vilkår vores.
derfor har jeg altid foretrukket eksistentialisterne, som jeg spår en renæssance engang snart. Måske jeg får ret som da jeg for næsten 30 år siden, forudsage en paulus renæssance hos ateistiske naturvidenskabelig orienterede akademiker (hvilket er det vi ser i dag, hvor to af de største navne er Badiou og Zizek).
|
|
|
|
