Gudsrigets komme
Når Jesus i sit svar til farisæeren fremhæver de to kærlighedsbud, er det selvfølgelig i første omgang et budskab om, hvordan vi bør leve, og er som sådan en opfordring til at bedre sig som menneske. Jesus ville skubbe til os. Han oplevede sig på mission for Gud og mente helt klart, at hans budskab kunne forandre folks liv, ja, at det kunne forandre verden. Og den forandring, han så for sig, er antydet i tanken om gudsriget: >>Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på (det glædelige budskab)!<< (Mark. 1, 15).
Jesus var relativt fåmælt om dette gudsriges natur, og blandt hans følgere var der diskussion om, hvad han mente. Nogle hørte det som en politisk proklamation, altså et varsel om omstyrtelsen af det romerske herredømme og genrejsningen af Israel. Andre hørte det som en eskatologisk proklamation, altså en bebudelse af Guds indgriben i verden og oprettelsen af et jordisk evighedsrige. At Jesus skulle have set sig selv som en ny konge eller en verdensdommer virker bare ikke sandsynligt: Kærlighedstanken, som var kernen i det, han ville os, er tydeligvis en henvendelse til den enkelte. Den er en vision for en ædlere måde at leve og være menneske på og, ja, en formaning om at lægge sit liv om. Jesus taler hverken som en politiker eller en profetisk forkynder af de sidste tider. Gudsrigets komme handler om at reformere sig som menneske, om en indre, ikke en ydre forvandling. Der er med andre ord tale om en åndelig eller, om man vil, eksistentiel proklamation:

>>Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: >>Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer<< (Luk. 17, 20-21).

Som teologen Per Bilde skriver, kan den originale græske tekst også oversættes med >>For Guds rige er indeni jer<< (ikke >>midt iblandt jer<<). Det var sådan, det gnostiske Thomas-evangelium oversatte det. Og det giver mening, at gudsriget er den verden, der åbner sig, når man lægger sit liv om og lever i kærlighed. Jesus anviser således både et mål for vores liv og en vej hen til det: Gudsriget betegner en ideel måde at findes på - og forudsætningen for at nå frem til den, gudsrigets komme, er netop dette at leve sit liv i kærlighed. Gudsriget er med andre ord en indre tilstand, vi selv har nøglen til. Kærlighedsbudskabet er en dobbelt vision af et mål og en vej.
Men nu begynder konturerne af et andet og dybere lag i kærlighedsbudskabet end "bare" det etiske at tone frem: Når Jesus taler til skarerne, taler han tydeligvis til en ufærdighed i os. Hvis kærligheden allerede var fuldt realiseret i vores liv, ville vi ikke opleve den som relevant at beskæftige os med - men det gør vi. Samtidig taler han ud fra en forventning om, at vi forstår ham, og det må betyde, at kærligheden allerede er en realitet i vores liv. At vi kender den indefra, altså fra os selv. Hvis ikke vi gjorde, ville vi hverken kunne genkende eller forbinde os med den - eller forestille os den som et mål for vores liv. At Jesus stiller sig op og forkynder kærlighedstanken i forventning om at blive forstået - som han gør i situationen med farisæeren - siger derfor både noget om, hvem han mener, vi er, og hvor han mener, vi bør være på vej hen. Sagt på en anden måde: Når han forkynder kærlighedstanken, så forudsætter han, at vi i kraft af vores natur kan knytte an til det, han mener - og det må betyde, at vi ifølge Jesus af natur er 'af kærlighed'. Han forudsætter, at vi i måden, vi findes på, er forankrede i kærlighedstanken, dvs. hans forkyndelse må forstås sådan, at den både rummer en etisk og en metafysisk dimension.