Kristendommen en åbenbaringsreligion – en religion, som er baseret på oplevelsen af det guddommelige. Men der er ikke meget plads i folkekirken til, at der er en, der kommer til præsten og siger: ‘Nu skal du høre, hvad Gud har fortalt mig.’ Så vil præsten hellere sende manden til psykolog end beordre menigheden til at male væggene blå. Det er et indbygget paradoks, som er utrolig svært at overkomme,” siger Kristian Leth.

Han mener, at folkekirken har forsømt at engagere danskerne på det eksistentielle, det etiske og det religiøse plan. Han har ikke noget decideret imod spaghettigudstjenester og fastelavnsgudstjenester, for det hører med til folkekirkens selvvalgte fokus på rollen som samfundsinstitution.

Men de sociale arrangementer kan ikke stå alene.

“Folkekirken er nødt til at omfavne det obskure, det antiuniverselle, det skøre og det bizarre. Alle dem med det lilla hår og krystallerne, som helst ikke skal tale for højt om deres overbevisning, fordi de – som man nedsættende siger – strikker deres egen tro sammen. Så længe folkekirken ikke kan engagere folks oplevelser af engle, ånder, dæmoner og besættelser, så er det uklædeligt at tale dårligt om dem, som forsøger at finde et sprog for deres tro.”

“Vi taler jo om en kirke, som bygger på en ældgammel tradition, hvor der var masser af ord for de her ting. Hvor det, der skete i pinsen var, at en masse mennesker blev besat af Helligånden og begyndte at tale i tunger. Det konstante er ikke folkekirken. Det er folks personlige oplevelser af det guddommelige.”

“Hvis en religion skal være levende, så må den være baseret på menneskers oplevelser af det hellige og det guddommelige, også når oplevelserne er farlige, upassende og voldsomme. I Papua Ny Guinea, hvor jeg har været, betyder ordet tabu netop både helligt og beskidt.”

“Der findes masser af fantastiske præster i folkekirken, men det er virkelig svært for mig at se protestantismen udvikle sig og overleve som en aktiv religion, hvis det vigtigste i den ikke er menneskers oplevelse af det religiøse.”

“Det er en af monoteismens store svagheder, at den insisterer på at ligge inde med den universelle sandhed. Jeg tror, at Gud fortæller én i Hjørring noget, og én i Bilbao noget andet. Det siger jeg ikke, fordi jeg er relativist, men fordi jeg tror, at den store, universelle sandhed er dybt unik, dér, hvor den er.”

Det lyder ellers ret relativistisk – eller i hvert fald som en altædende appetit på alt, hvad der er religiøst?

“Haha, jeg tror, jeg er altædende i min nysgerrighed, men jeg er den første til at anerkende, at mit udgangspunkt er protestantisk. Det er ikke et manifest, men en konstatering. Når jeg hører Bachs Goldberg-variationer, bevæger de mig på en måde, som de ikke ville bevæge de mennesker, jeg mødte i Papua Ny Guineas jungle eller kender fra Haiti. Kultur former os lige så meget, som vi former den.”

“Jeg kan have en ambition om at udvide mit resonanskammer, men det er højest en ambition – jeg er herfra, hvor jeg er. Det er derfor relativismen er morsom, for det at argumentere for relativismen er i sig selv dybt kulturelt forankret,” siger Kristian Leth.