Nyt svar - Trosfrihed.dk

Citat:

I tidligere bøger har jeg beskæftiget mig med følgerne af det skelsættende vrid, der skete med kristendomstolkningen, da man i det vestlige Romerrige fra omkring år 200 lod det græske, billedrigt fortællende kirkesprog blive afløst af et latinsk med et juridisk præg. Gudsforholdet blev trukket i retning af et retsforhold, og menneskesynet blev farvet af begrebet arvesynd. Det fik blandt andet indflydelse på, hvordan man vægtede elementerne i den kristne påskefortælling om Jesus’ død og opstandelse. Hvor den oprindelig, græsksprogede tradition lagde hovedvægten på en lys- og glædesfyldt fejring af opstandelsen, blev den vestlige kristendom – selvom man naturligvis ikke glemte opstandelsen – præget af et særligt fokus på Jesus’ lidelse og død, forstået som led i retsforholdet mellem Gud og menneskene. Det blev særlig pointeret, da der i middelalderen fremstod en forsoningslære baseret på den tanke, at menneskenes syndighed havde krænket Guds ære. For at opnå syndernes forladelse fra Gud måtte Jesus påtage sig den straffedød, der egentlig tilkom menneskene. Altså korsdøden set som et resultat af et behov hos Gud. En tankemodel, som har haft betydelige omkostninger for gudsbilledet og derved for den tillidsfulde tro.
I forbindelse med Jesus er der meget andet at hæfte sig ved end hans død! Ærindet med denne bog er at gå ind i hele rækken af momenter i det, der indledtes med inkarnationen, og folde de forskellige trin i Kristus-begivenhedens samlede forløb ud, så korsdøden kan ses i balance med det, der gik forud for døden, og med det, der fulgte. Derved kommer Jesus’ død til at være ladet med betydning, men uden at blive forstået som en soningsdød, der er nødvendig for at påvirke Gud og opnå syndernes forladelse. Derimod ses tilgivelsen som strømmende ud af et overskud hos Gud. Som det vil fremgå, er det ikke mindst Johannesevangeliet, der giver hjælp til tolkningen, men Paulus og de andre nytestamentlige forfattere kommer også i høj grad til at bidrage.

Kapitel 1
Indledning og oversigt

En dominerende kristendomstolkning går ud på, at den afgørende ændring i forholdet mellem mennesker og Gud skete i kraft af Jesus’ død på korset. Hans død bliver forstået som et offer, der skaffer menneskene soning i forholdet til Gud. Denne forståelse bliver især begrundet med en række formuleringer hos Paulus.

For Paulus og de nærmest følgende generationer har det givetvis spillet ind på tankemønstre og sprogbrug, at jødedommen og i endnu højere grad den hellenistiske verden, som den nye Kristus-tro bredte sig ud i, var præget af, at gudstro var uløseligt forbundet med offertænkning og offerpraksis. Jesus blev imidlertid citeret for en offerkritisk position ved at fremhæve profetordet: “Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer” (Matt 9,13), og alle fire evangelister lægger vægt på at fortælle om den hændelse på tempelpladsen, hvor Jesus demonstrativt væltede boderne med det, der skulle bruges til offertjenesten (Mark 11,12-18 og paralleller). Alligevel havde de, der efterfølgende tolkede og formidlede hans budskab, vanskeligt ved at undgå en afsmitning fra den offer-fikserede forestillingsverden, de havde som baggrund og var omgivet af.

Oven i denne påvirkning kom så den juridiske prægning af kirkesproget, jeg nævnte i forordet. Tilsammen har det forskubbet fokus i tolkningen af, hvad Jesus satte ind i verden.