Al tro er båret af en følelse, oplevelse eller erfaring af, at der hinsides den synlige verdens grænser findes en usynlig orden af en art, en 'anden verden', som har noget med os at gøre, og som vi føler, vi på en eller anden måde også hører hjemme i. Det kan være en umærkelig, næsten principiel åbning over for muligheden af et mere mellem himmel og jord eller en helt fast overbevisning. Og trosoplevelsen kan antage vidt forskellige skikkelser. For nogle er det en pludselig åbenbaring, der river et slør fra deres øjne, men for de fleste af os er det noget mere hverdagsnært. Uanset form melder den sig som en sansning af eller åbning mod et særligt mere ved verden. Religionsfilosoffen Rudolf Otto kaldte den en erfaring af det hellige eller helt andet. Vores møder med det hellige er, siger han, øjeblikke, hvor verden åbner sig mod vidder, vi ikke anede eksisterede, og som vi måske vil benægte eksistensen af øjeblikket senere. Det er ikke en tro på en bestemt Gud, men skal forstås

NEJ - aldrig må det religiøse spirituelle angå en faktisk eksisterende virkelighed uden for den søgende selv - det må angå a): uerkendte og ubevidste antropo'kosmiske holistiske sammenhænge af ressonans og synergi vi står i gennem vores i verden værens - i naturen værens - eksistens og b): uerkendte og ubevidste evolutionsbiologiske fylogenetiske essentielle genetiske arvemæssige sammenhænge vi endnu ikke via vores ontologiske eksistentielle personlighedsudvikling som mennesker er kommet i kontakt med.

Når teologer insisterer på, at der skal være plads til det irrationelle i troen, betyder det stort set altid, at de vil have lov at påstå, at Gud tænker og handler på måder, som, så vidt vi mennesker kan se, strider imod hans kærlige natur, bryder ellers ubrydelige regler for, hvad der kan lade sig gøre eller bare ikke giver mening. De vil have lov til at inkludere påstande, som ikke kan beskrive noget, der er sket i virkeligheden, men ikke desto mindre hævdes at være foregået og skelner dermed ikke mellem den slags ikke-rationelle fænomener, der er hinsides vores forståelse, og den slags der er hinsides enhver forståelse. De taler om noget antirationelt, dvs. begivenheder og fænomener, der er principielt uforståelige - for det er de påstande, som hævdes at beskrive de pågældende fænomener. Problemet er altså ikke, at der i en troslære indgår (irrationelle) påstande, vi som mennesker ikke kan begrunde eller forklare. Problemet opstår, når der indgår (antirationelle) påstande, ingen kan begrunde eller forklare, ikke engang Gud.