Og Gud vendte sig til den ældste af de Yngste, og Han sagde: „Min Søn, se, jeg sender en Hærskare af dine Brødre og Søstre til Jorden, at de kunne retlede Menneskene. Og mange sender jeg til Jødefolket; thi derfra lyde de fleste Raab til mig om Hjælp og Bistand; thi dér sukker Folket under Syndens Trældomsaag. Min Søn, gør dig rede; thi om føje Stund skal du følge dine Brødre og Søstre. Tiderne ere onde, og Menneskene trænge til meget.“
Men Sønnen svarede Ham og sagde: „Fader, jeg er rede, din Villie ske!“
Da velsignede Gud dem alle.
Og Han sendte en Hærskare til Jorden. Og mange sendte Han til Jødefolket.

Men da alle de Yngste vare bortdragne, lod Gud sin mægtige Stemme lyde over den ganske Jord til alle de Menneskeaander, der vare bundne af Synden, bundne af Mørket; og de standsede alle i deres Færden; thi Gud kaldte paa hver enkelt; thi Han nævnede hver enkelts Navn.
Mange vare de, der fulgte Guds kaldende Stemme; men end flere forbleve i Mørket; thi de formaaede endnu ikke at angre, og kun de, der svarede Gud, deres Fader, bares af Lysets strømmende Bølger tilbage til de Boliger, der vare tomme.
Og de forbleve en Stund i Opholdsstederne for at lutres, for at hvile og for at lære — til de atter skulde vandre videre i nye Jordeliv.

Men inden et Sekel var svundet, kaldte Gud paa den ældste af de Yngste.
Og Han sagde: „Min Søn, er du rede? Thi Stunden er nær, da du efter dit Løfte til mig, din Fader, skal færdes paa Jorden blandt Menneskene.
Lær Menneskene at elske hverandre som Brødre og Søstre, lær dem at elske Lyset og at sky Mørkets onde og syndige Gerninger. Styrk dem i det gode, styrk dem i det sande. Lær dem at have Tillid til mig, deres Gud, deres Aands Fader.“
Men Sønnen svarede Ham og sagde: „Fader, jeg er rede!“
Da talede Gud end mere.
Og Han sagde: „Min Søn, kan hænde din Vandring bliver saare tung og besværlig; thi mange ere de Veje, ad hvilke du kan vandre blandt Menneskene. Tiderne ere onde; thi Mørket hersker overalt paa Jorden, og det vil blive vanskeligt for dig at finde den rette Vej. Min Søn, er du rede?“
Men Sønnen svarede: „Fader, sig mig: vil jeg vælge den rette?“
Gud saa kærligt paa ham og sagde: „Jeg, din Fader, skal ikke vælge Vejen for dig, kun vise dig, hvilken Vej der kan føre til Maalet; og ingen kan forud vide, om du formaar at fuldføre din Gerning.
Min Søn, hør mig, thi jeg vil søge at vejlede dig: beder du, medens du er Menneske, for din ældste Broder, da vil din Bøns kærlige Tanke vække Angeren i hans Hjerte, da vil han vende tilbage til sit rette Hjem i mit Rige. Og er din Broder løst, da har Mørket ingen Tjener, der kan stride imod dig, da vil din Vandrings Vej blive lettere og lysere; thi da ville Menneskene i dig se den, du er. Mange ville elske dig, kun faa ville hade dig.“
Og Gud talede end mere.
Og Han sagde: „Min Søn, mindes du ikke din Broder og glemmer du at bede for ham, da vil han stride imod dig, da vil din Vandrings Vej blive stenet og støvet. Tornene ville stinge dig, kun faa ville elske dig, mange ville hade, spotte og forfølge dig — ja, Menneskene ville give dig Døden — Korsets Død. Dette vil være den Tak, de give dig for de Gaver, du bringer dem.
Min Søn, din Fader spørger dig: er du endda rede?“
Da bøjede Sønnen sit Hoved, og han stod tavs en Stund; thi han ransagede sit Hjerte.
Men Kærligheden til de lidende Mennesker drog ham. Han saa fast paa sin Fader og svarede: „Fader, jeg er endda rede. Men Fader, tilgiv mig, ifald jeg under mit Jordeliv ikke formaar at finde den rette Vej; thi du kender Mørket; thi du ved, dets Magt er forfærdelig.“
Da tog Gud Sønnen i sin Favn og sagde: „Jeg, din Fader, vil lede dig, at din Vandring ikke skal blive for tung; men jeg siger dig: følg stedse min Stemme, naar den lyder til dig; thi da farer du ikke vild.“
Og Gud talede end mere.
Og Han sagde: „Min Søn, se, jeg vil bede en af dine Brødre ledsage dig paa din Vandring, at han kan bære nogle af dine Byrder, at han kan fjerne nogle af Stenene fra din Vej.“
Og Gud udvalgte en af de Yngste. Og denne lovede at ledsage sin Broder.
Da talede Gud til dem begge.
Og Han sagde: „Støtter hinanden, bærer hinandens Byrder, svigter ikke!“
Og Gud velsignede dem, og Han tog deres Erindring; men Han lod dem beholde et svagt Minde om de Tider, der vare før Menneskenes Skabelse. Dette gjorde Gud, for at den ældste af de Yngste ingen Sinde skulde tvivle om, hvem han var, ej heller tvivle om Sandheden af de Ord, han skulde tale til Menneskene. Dette gjorde Gud for at lette deres Samarbejde, for at den yngre Broder ikke skulde svigte den ældre.
Og Han sendte dem begge til Jødefolket.
Men den ene kaldtes: Jesus af Nazareth, og den anden var Josef af Arimatæa.

En Stund før Gud sendte de to Brødre til Jorden, kaldte Han paa en tredie af de Yngste.
Og til ham sagde Gud: „Se, din ældre Broder ængstes; Tiderne ere onde; thi Mørket hersker overalt paa Jorden. Jeg, din Fader, spørger dig: vil du berede Vejen for ham? Vil du søge at fjerne nogle af Stenene fra hans Vej, at hans Fod ikke skal vakle under Vandringen? Min Søn, vil du ledsage din Broder?“
Sønnen svarede Ham og sagde: „Fader, jeg er rede; giv mig din Velsignelse, og jeg skal ledsage mine Brødre.“
Men da han havde svaret saaledes, talede Gud end mere.
Og Han sagde: „Lær Menneskene at sky Mørkets Gerninger; lær dem at vende sig fra de falske Guder; lær dem at angre det onde, de have gjort, at de kunne vandre den lige Vej til mit Rige. Min Søn, bed for alle, der ere bundne af Mørket; min Søn, søg at mindes din ældste, din faldne Broder.“
Og Gud tog hans Erindring, men Han lod ham beholde et svagt Minde om den Broder, han elskede, og for hvem han skulde berede Vejen. Dette gjorde Gud, for at han skulde kende den ældste af de Yngste, naar de mødtes paa deres Jordelivs Vandring.
Og Gud sendte ham til Jødefolket, og han kaldtes Johannes med Tilnavnet: Døberen.