Jeg vil gerne bringe en anden folder på banen = Hvordan kan en kærlig Gud tillade alt det onde i verden? Er der en mening med det onde? af Lene Juhl og på basis af Vandrer mod Lyset! Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden
----------
Er Gud kærlig, og hvordan kan en kærlig og almægtig Gud da tillade alt det onde i verden?
Disse spørgsmål har optaget mennesket i århundreder, det såkaldte teodicéproblem. Ifølge værket Vandrer mod Lyset! består verden af to mægtige magnetisk virkende kræfter: Mørket og Lyset. I Lyset er mulighederne til alt godt, kærlighed og det evige liv. I Mørket er mulighederne til alt ondt, had, forgængelighed og død.
I Vandrer mod Lyset! beskrives det, hvordan Gud kæmper sig vej ud af Mørket for at fremstå som Lysets behersker og Mørkets besejrer: Fra evighed af var Gud upersonlig, indtil den stund Tanken og Viljen mødtes i fuldendt skøn harmoni; da fremsteg Han som personlighed, som Lysets behersker og Mørkets besejrer, begrænset ved sin personlighed, ubegrænset ved sin altbeherskende vilje, indesluttende tid og rum - såvel begrænset som ubegrænset - i sin altomfattende tanke. En Guddom og en magt som intet menneske blot tilnærmelsesvis kan fatte.
I sin overflod og uendelige kærlighedsfylde dannede og skabte Gud utallige nye væsener, Guds første børn. Da Gud endnu havde sine uskabte første børn i sin tanke og gennemtænkte alt det, der kunne vedrøre dem, vidste Han, at de engang nødvendigvis måtte stilles over for Mørket, for at de fuldt ud kunne lære at lade viljen herske suverænt over tanken, så at hver enkelt i kraft af sin egen vilje kunne begrænse eller standse sin tankes begær. Alle Guds børn har ikke bevidst deltaget i Guds kamp ud af Mørket og sejr herover, hvorfor de intet kunne vide om dets magt. Hvis Gud derfor ikke engang stillede dem direkte over for Mørket, ville de aldrig opnå at blive ydende, men kun nydende væsner, og ville i al evighed blive som børn i ledebånd, ikke suverænt tænkende og handlende personligheder - og svælget mellem dem og Gud måtte da blive umåleligt.
Da Gud i sin alvidenhed havde gennemtænkt alle muligheder for de endnu uskabte børn vidste Han, at Han i samme øjeblik Han havde skabt sine børn, i kraft af sin alvidenhed, forud måtte kende hver enkelts valg. For da fuldt ud at kunne være lige retfærdig imod dem alle, besluttede Gud at begrænse sin alvidenhed, førend Han skabte dem, så at de, i hvert givet tilfælde, kunne stå frie og uafhængige, uden nogen som helst påvirkning af Hans forudviden. Således skabte Gud alle sine første børn lige i indre væsen, i kærlighedsfylde, i visdom, tanke, vilje og evne til at vokse åndeligt. Ved den frie viljes valg er alle Guds børn, skønt ens i deres oprindelse, blevet væsensforskellige, blevet individualiteter.
Således også med menneske-ånderne, Guds alleryngste børn. Vi må alle stilles over for Mørket for at kunne blive fuldt ud frie personligheder, idet vi må stræbe efter at lære at elske vores næste og os selv som Gud elsker os alle, vi må lære at vælge Lyset frem for Mørket.
I følge Vandrer mod Lyset! er Gud uendelig kærlighed. Kærlighed er Lysets livsnerve og livskilde. Tanken og Viljen er Lysets højeste koncentration, mens kærlighed er Lysets essens. Ved Lysets livsnerve: Kærligheden. er Gud forbundet med alle sine skabninger, og ved sin kærlighed, den guddommelige strøm, der flyder gennem alle Guds skabninger i et ubrydeligt kredsløb, drager Han sine børn til faderhjemmet, til livet i al evighed. Selv i de dybest faldne ånder har livsnerven sine forgreninger, og på et eller andet tidspunkt vil kærligheden i en af dens talrige former gøre sig gældende og trods ydre eller indre modstand vinde frem og gennemsyre den enkelte. Før eller siden vil Lyset i hver enkelt sejre over Mørket. Således er Gud i os alle, Han følger os alle og lider med os, Gud kalder på os og længes efter os.
Gud byder os derfor som frie individer: Vandrer mod Lyset! Elsk dine fjender! Elsk din næste som dig selv! Som du sår, skal du høste! Søg og du skal finde!
