|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Kristus-Ordet
|
Hej Simon og Arne
Jeg har fået talt med en om mine problemer forleden (er tilknyttet distriktspsykriatisk center) og det var lidt grænseoverskridende for mig - at fortælle et andet menneske om noget man ikke ligefrem er stolt af, men jeg fik fortalt det og snakket om det. At jeg kunne snakke om det handler nok om, at jeg var dødtræt af at falde og ville have det ud af systemet. Hun tog det ikke så tungt, men for mig var det en belastning. Noget som jeg ikke havde det godt med. Er vant til at bearbejde tingene selv, men nu har jeg fået en at vende det hele med. Om nogle år går det hele nok bedre. Skal bare holde mig væk fra de dårlige ting. Det føler jeg kan lade sig gøre nu. At det er et overstået kapitel i mit liv.
Min første indlæggelse var desuden et rent tilfælde...skete da jeg var 21/22...lang historie...var blevet grebet af hare krishna bevægelsen (nu skulle vi allesammen være vegetarianere osv.) og det havde min mor det ikke så godt med og ville have mig med op til lægen, hvilket jeg til sidst indvillige i. Jeg talte så med lægen (var lidt ked af verdens tilstand), og hun sagde, at jeg kunne tage ud på bispebjerg og snakke med dem. Det er 27 år siden, så det hele står ikke helt klart for mig. Men vi tog derud og jeg snakkede med dem i modtagelsen, og det vigtige for mig var, at jeg kunne gå igen, hvis jeg ville, og det sagde de, at jeg kunne, for jeg var der frivilligt. Det snakkede jeg så lige med min mor om, og jeg kunne forstå på hende, at hun havde det bedst med, at jeg lod mig indlægge. Ung og uvidende som jeg var lod jeg mig så indlægge, for det kunne vel ikke skade noget. Efter jeg havde været der 3 dages tid tænkte jeg så, at der ikke var nogen grund til at være der mere. Det gav jeg så udtryk for, men det syntes oversygeplejersken lige jeg skulle tænke over, hvilket jeg gjorde, og nåede frem til at der ikke var nogen grund for mig til at være der mere. Det sagde jeg så, og så var jeg på vej ud af døren, men inden jeg nåede helt ud, kom der et par plejere og sagde, at jeg ikke måtte gå, hvilket jeg sagde, at det måtte jeg da godt, for jeg var der frivilligt og kunne gå når det passede mig (det var jo på det grundlag at jeg lod mig indlægge). Det kunne jeg så ikke afligevel, hvis lægen vurderede at jeg var til fare for mig selv eller andre, og så blev jeg ført op den lukkede afdeling (jeg var ikke til fare for nogen...tænkte bare ikke ligesom lægen). Det var jeg selvfølgelig ikke glad for, og ringede til min far, og sagde, at nu kunne de godt lige få mig ud herfra. Min far og mor kom så derud, men der var jeg selvfølgelig helt oppe at køre over at de havde spærret mig inde - det kunne de sgu da ikke bare gøre. Men det kunne de altså og så blev jeg fyldt med hjernelammende medicin. Og så blev verden bare underligere. Tror jeg var indlagt 1½ måned.
Kærlig hilsen
ABC
Ps. Jeg vil lige holde en pause med skriverierne (lade batterierne op) og bare koncentrere mig om at forbedre mit liv.
|
|
|
|
