2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
830
gæster og
164
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#10084 - 19/09/2010 13:20
Re: Et andet syn
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 4002
Sted: Nørresundby
|
|
For mig er dette at tro på Gud ikke en tro på noget eller nogen som sådan eksisterende (for det er netop det ikke ekisterende vi beskæftiger os med, nemlig det potentielt mulige), Jeg har intet Gudeforestillingsunivers (fx metafysisk univers af guder), som Freud ej heller troede på egoer, så er egoet dog det vigtigste begreb overhovedet indenfor psykoanalysen og psykiatrien og psykologien. Så nu nærmer vi os hvad jeg forbinder Gud med, nemlig har det at gøre med min selvbevidsthed (ånd), dette at kunne sige jeg med rigtig god mening og at jeg ikke hverken er dement eller psykotisk i den anledning. Det er her al teologi befinder sig og alle dage har gjort det; at så få mennesker i vor moderne tid har sans for teologien som videnskab vil jeg råde bod på engang i nærmeste fremtid.
Jeg har aldeles ikke indført noget i min tænkning som Simon konstant hævder det. Kun prometheusk trods og stolthed hvor jeg gir mennesket ilden og troen på sig selv og dets muligheder, nemlig friheden, selvbevidstheden. Også Simon må en dag beslutte sig for og imod det jeg her skriver og det kan man gøre uden begrebet Gud. I sidste ende er det et valg af ontologi og metafysik. Uanset om man er en Einstein, en HansKrist eller et par ubegavede dværge som simon vantro og Bjørn ;-), så skal man gøre op med sig selv hvad man mener om menneskets muligheder, både indviduelt og som samfund. Alle må komme med deres bud og vi er i samme båd.
Jeget eller vores intelligente troværdige agerende personlighed er kommet i stand via en lang neuroaffektiv socialpsykologisk og kulturelt udviklings kamp og modning, indlæring/skoling. Vi behøver bare at nævne Mozart og Einstein; Paulus og Platon; Freud og Jung, for at kunne indse hvad disse ånder formår at udrette og bidrage med af nyt.
Alle er de besat af tanken om at de bevidsthedsmæssigt, altså i åndelig forstand, kun har fået et mindre åbenbaret indblik i naturens eller virkelighedens forunderlige righoldige verden. Og at der er uendelig meget mere at stræbe efter og i vente for menneskebarnet her på jorden. Derfor vil egoet (inkl enhver civilisation) altid være forfulgt af sin skygge, Gud eller Selvet (paradiset og tusindsårsriget og Guds riget) (Jung). Egoet (inklusivt enhver civilisation) vil og kan kun være en fraspaltning, en neurose, vil altid være vores endelighed altså liv til døden, syndighed og vores skyldighed, den pris vi må betale når vi vælger en vej frem for en anden vej. Men ikke at vælge er endnu en større katastrofe, da dette er lig med ubevidsthed og stagnation, død og fortabelse, her har man ikke engang muligheden for at få sig et liv og en sjæl (ego/personlighed), vi har dog trods alt et liv godt nok hastende mod døden, men hellere dette end intet liv. Dette afsnit stinker af Jung og Paulus og ja Platon, til trods for at Paulus vendte Platon og hans højrøvede pissefisfornemme idealisme på hovedet.
Vi må turde gøre os fri af Naturen/Gud (vores mor og far, altså traditionen som engang blot var primitive instinkter), vi må turde vore valg, at synde, at gøre os skyldige overfor naturen/Gud. At træde ud, at skabe ego, personlighed og civilisation, gør at vi bliver bevidste om vores endelighed og død. Kun et barn aner ikke at det skal død en dag, men den dag selvbevidstheden er fuldt erhvervet man ved det ind i marv og ben at dette er prisen. Jamen kunne vi ikke også være blevet hjemme i hulen og paradisets have og her have fulgt vores instinkter til punkt og prikke? Altså være forblevet dyr og ubevidste og umælende, de dyr vi var engang. Hvad skulle denne neocorticale understøttede leg med ordene/sproget og fantasien (forestillingsevnen) dog også gøre godt for? Denne evolutionsbiologiske tilfældighed der viser sig at holde hånden over os, Gud som Ordet der skaber og som gør os til det farligste rovdyr på jorden med det mest frygtindgydende kendetegn, forhjernen, panden. Sproglighed, gruppens størrelse og hjernens størrelse følges ad disse 3. At ville gøre sig fri af sproglighed og tænkning er en umulighed, alene forsøget på en frigørelse, er en sproglig og tænkende øvelse, så det bidder sig selv i halen. Derfor er et menneske uden en tanke (ide og motiv) en umulig forestilling, hvorimod et menneske uden et hoved bedre går igennem.
At mennesket er tænkende er langt fra det samme som at mennesket er selvstændigt tænkende. Alle store tænkere som Einstein og Freud anerkendte at de var bittesmå mennesker der stod på skuldrene af andre store tænkere (civilisationen, kulturen og vores skolesystem). Alt det bavl med at folk der knapt nok rager over 100 i IQ i tide og utide fortæller om hvor selvstændigt tænkende de er, gir jeg intet for, så absolut intet for, det viser blot hvor dumme og naive de er.
Hvis man ønsker at være tænkende og intelligent, må man bøje sig for den kendsgerning at man er en lille bitte ubetydelig brik i det store spil og at det kun er et nano mikroskopisk promille del af menneskeheden beskåret at skulle blive husket af eftertiden for at have bidraget med noget væsentligt i kulturelt og videnskabelig sammenhæng. Man kommer ingen vegner med geni og naturbegavelse alene, det er på med arbejdstøjet og det er den flittige der bliver belønnet og det er da også det der kendetegner fx Newton og Einstein i forhold til andre mennesker, deres evner til at koncentrere sig og lukke sig selv inde i forbindelse med deres forskning studier og arbejde. Den ene var så bevidst herom at han valgte at gifte sig med sin kusine i stedet for at blive i et mere ligeværdigt og erotisk spændende og udfordrende forhold.
Endnu er det ikke lykkedes nogen her i verden at meditere sig frem til noget som helst. Alene dette at være beskæftiget med verden 3 problemstillingerne, diskurserne, Popper og Habermas, sparker røv. Meditation på verden 3 problemstillinger sparker røv.
Gud er en verden 3 problemstilling der fortæller os at selv om vi ikke lever i henhold til vores lugtehjerne og sanselighed, det limbiske system især (her hvor vigtige, for hukommelsen, hippocampus befinder sig, den der lider i vor moderne verden og skrumper ved stress og ikke er i topform ved demens og alzheimer) mere så er der en mulighed for at vi trods vores intellektuelle kulturelle civiliserede neurose, igen skulle kunne blive understøttet af denne vidunderlige subcorticale instinktive præcise hjerne, uden at give afkald på vores ego og civilisation (løsningen er nemlig en hyperkompleks lateralisering blandt andet). Altså vi behøver ikke gå tilbage til naturen og opgive vores ego og civilisation for igen at få instinkterne over på vores side. Det vil sige det moderne menneske kan realisere dyret og instinkterne i sig selv uden at blive et dyr, uden at blive primitiv og instinktstyret. Ideen Gud er med, fordi den hele tiden skal minde os om at vores tabte uskyldighed, vore vidunderlige instinkter, igen kan få en renæssance men nu på et langt højere plan, udviklet som det vil blive oppe på selvbevidsthedens bonede gulve og bevidste oplyste sale. Ideen Gud er vigtig for den enkelte, individet som for menneskeheden, da der kun findes denne ide til at minde os om at tingene kunne være bedre og anderledes uden at vi skal opgive vores ego og civlisation (fornuft og forstand).
Ideen Gud fortæller mig at tingene kunne ha været anderledes og at når jeg får min dødsdom af medicina materia naturvidenskab, da skal ideen Gud minde mig om at jeg kunne have ført en anden livsstil, hvor jeg ikke havde fået denne dom af materia medicina naturvidenskab. Men sådan som jeg har levet, med 30 smøger om dagen og en alt for ulødig kost, da skal jeg være stærkt invalideret af gigt og død af min lungesygdom og lunge-forringelse. Derfor er ideen Gud så vigtig, fordi den hele tiden skal minde os om de muligheder vi har men ikke benytter os af og aldrig har haft nosser til at benytte os af. Ofte tror fornuften og egoet ikke på at det har de store muligheder for at forandre sig. Men ideen Gud der tilhører åbenbaringsdimensionen, de pludselig indbrud og katastrofer i vores liv, fra underbevidstheden og iøvrigt fortrængninger der ophæves (dybdepsykologiens store fortjeneste), skal hele tiden minde os om at ny energi/liv, kraft/vitalitet og sundhed og forbedret hukommelse, genvundne minder og ideer, af kraftfuld sanselighed og instinktiv karakter kan tilflyde os (bryde igennem til os (derfor ordet åbenbaring)) så vores liv radikalt forandrer sig til det bedre eventuelt, ikke altid sikkert det er til det bedre skal lige siges, men som oftest.
Ideen Gud er den levende vished om at mit jeg/person/selv ikke behøver stagnere og være som det dorsk af vanemæssige og kulturelle (arbejdsøkonomiske betingelser mmm) årsager har udformet sig og er endt op med at blive i dag med en livsfarlig diagnose fx. Ideen Gud fortæller mig at naturvidenskaberne (psykologien, psykiatrien, medicin mm) ikke kender mig fuldt ud og kan forklare mig og mit liv fuldt ud og at jeg er tåbelig dersom jeg lader min forstand, ego karakter og personlighedsudvikling, udforme i nøje overensstemmelse med den indeværende i historisk tid naturvidenskabelige snus fornuft alene (også derfor en synopsis mellem Paulus og Sartre ville være interessant). Ideen Gud er den levende ide om at jeg har ånd, altså også består af frihed (altså personlige valg), og der derfor er givet mig en lang række kreative muligheder i forbindelse med mit liv og min personligheds udformning, Derfor hører ego og Gud uløseligt sammen; og her siger kristendommen at de skal høre sammen, Kristus der er Gudmennesket, Gud-egoet, Overjeg/højere Jeg-contra- egoet. Hvorimod østens religioner påstår at egoet og det individuelle unikke menneskelige, særegne og unikke, skal gå til grunde på bekostning af det universelle og almene sande, det ideale, altså på bekostning af "det" upersonlige og ufrie, det diffuse og ubevidste, altså mørkets og ubevidsthedens kræfter. Naturvidenskab og østens religioner, Gîtâen, har meget tilfælles, hvilket også Kræn-p og andre har været hurtige til at finde ud af. Men heroverfor står kristendommen der stiller sig kritisk op overfor naturvidenskab, "det" videnskaberne, det diffuse og ubevidste, og kristendommen hævder at friheden, altså ånden, også er en del af menneskets natur og at mennesket skal forstås som et historisk eksistentialistisk individ, der selv for en stor del udformer dets skæbne, ego og personlighed og eget liv og dermed død, endeligt. Altså at mennesket er en godkendt synder, fri væsen, fri af Gud, altså fri af Naturen, af "det", det diffuse og ubevidste.
Dette forhold siges første gang tydeligt af Paulus på følgende vis: i Kristus har vi friheden og ånden fra Gud (læs naturen, "det", det ubevidste og diffuse og skæbnesvangre). I Kristus er mennesket en excentrisk ny skabning, fri af græsk fornuftsdyrkelse og centrisk kosmisk naturlighed og og jødisk overtroisk tegn univers på historiens gang. Dette er det moderne frie historiske menneske (altså åndelige menneske) på scenen ifølge Kant og Hegel. Og det er da også slående hvor meget Paulus og Karl Marx ligner hinanden med hensyn til deres historieopfattelse som både er ret ens og fundamentalt forskelligt også da Paulus påstår at den personlige individuelle frihed ikke må krænkes i forbindelse med samfundets udformning, men at det skal ske i frihed, i Kristus.
Allerede omkring 1990 kommer jeg på sporet af at det moderne individ og subjektforståelse findes hos Paulus. Badiou skriver om det i 2003.
Det er Paulus der tænker mennesket og friheden ind metafysisk, og dermed bliver faderen til vesten. Alle andre religioner svækker mennesket og styrker Gud, det universelle og almene, altså de er skæbnetunge og deterministiske (kun kristendommen tør holde mennesket op overfor Gud, det universelle almene gyldige og sande). Også naturvidenskab har noget skæbnetungt over sig, dog med neurovidenskab skimtes endeligt lidt lys forude. Så det er en kæmpe gevinst at naturvidenskab endelig er gået igang med hjernen og har fået øje på den kulturelle dimension og den socialpsykologiske dimension i forbindelse med udformningen af vores ego, personhed og ånd.
mange kærlige hilsner HansKrist.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#10086 - 19/09/2010 14:39
Re: Et andet syn
[Re: ole bjørn]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 4002
Sted: Nørresundby
|
|
Cro magnon mennesket der havde bygget et avanceret kulturelt og socialt fantasifuld virkelighedsbillede op, mødte den nok mindre fantasifulde men mere virkelighedstro og dermed virkelighedsprisgivet neandertaler. Ånd og kultur begynder med en fortælling, og om denne fortælling er i overensstemmelse med virkeligheden er flintrende ligegyldigt, bare den virker, skaber samhørighed (identitet og sammenhængskraft) og begejstring og glæde (ukuelig optimisme og gåpåmod) hos dens tilhængere, som fx i urkristendommens tilfælde, hvor man endda var besat af tanken om at de mest priviligerede skulle hjælpe de mindste priviligerede. Den vigtigste virkelighed er at jeg tror på mig selv og stiller mig solidarisk med mig selv og altså ikke tror på "det" derude, men altså mere på Ham herinde eller Ham der er med inde over mig og mit liv (ofte kaldet Gud eller den kristne fortælling om mig og Gud; Kristus, altså Gudmennesket). Så skide være med om der skulle være fysisk virkelighed derude, for kun i den grad jeg kan udnytte den til egen fordel og undgå dens farlighed, interesserer den mig. Den sociale virkelighed og den kulturelle tegnverden og tilhørsforhold/samhørighedsforhold interesserer mig selvfølgelig, men hvad har dette i første omgang at gøre med den fysiske virkelighed (som du jo også selv var inde på dersom vi dumpede dig 50000 år tilbage i tiden, som dit sverigesflyt nok er et frivilligt forsøg på fra din egen side, at bombe dig selv 50000 år tilbage i tiden ). Vi kan sagtens leve lykkelig og opnå størst muligt social retfærdighed på en løgn og en myte, på fortællinger der i naturvidenskabelig forstand overhovedet ikke holder vand, men som virker (også på psyko neurobiologisk plan virker) og som skaber levedygtige individer og samfund. Jo mere mennesket lyver og digter jo bedre står det sig ofte i kulturel og samfundsmæssig sammenhæng. Naturvidenskabelig sandhed og fornuft er i første omgang som sagt ligegyldigt, det drejer sig om hvorvidt jeg kan snyde kræften fx (sygdom og død og mismod, trist fornuft) og kan jeg det med løgn og digt om mig selv og mit liv, da er dette et smart træk fra min side. Jeg levede nøje i overensstemmelse med naturvidenskabelig fornuft og tænkning, jeg fik godt nok ikke så langt, så sjovt, så frit og lykkeligt et liv som digteren HansKrist. At opdigte en usand historie (usandt set i forhold til materia naturvidenskab psykiatri fx og medicin) om sig selv og sit liv, er genialt, og ofte undgår man et sygeligt og kedeligt liv ved at gøre det, og det er set før at folk leger med fornuften og håner den og tåben, eller KlodsHans vinder over fornuften. Absurde (absurde set i naturvidenskabelig forstand) religiøse fortællinger har været med til at skabe vores kæmpe store hjerne og har skabt den kultur og det sprog som vores hjerne som en anden kuvøse er blevet stærkt fremmet i og nået til fødsel ved hjælp af. Hvilket herligt skønt søndags humør er vi ikke i her på portalen, tænker også på jeres chatboxing, jap. mange kærlige Thybo-ske hilsner Hanskrist. Fanden eller var det Satan, forstod ikke at manden som han truede med helvedes ild, ikke var bange for ham. Sig mig engang er du ikke bange for mig spurgte Satan manden. Nej hvorfor ind i helvede skulle jeg dog være bange for dig; nu jeg har været gift med din søster i over 50 år. Lynet slog ned i kirketårnet og kirken udbrændte, men heldigvis havde menigheden den godt forsikret. Så de anmeldte skaden men efter nogen tid fik de besked om at forsikringen ikke dækkede når det var ejeren selv der havde påsat branden.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#10087 - 19/09/2010 14:49
Re: Et andet syn
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
"Mange menneskers divergerende meninger omvender ikke sandheden. Mennesket er det, der må vende om. Livet er. Jeg er. Du er. Men hvad er du? - Du er, at du er. Kend dig selv, så skal alt andet blive kendt".
- Du må da kunne forstå, at alt det du her og dér skriver om livet som et kærligt foretagen, bare er meninger du har om livet, at det er betragtninger du har om livet som fornuftigvis har sin forklaring i kulturelle omstændigheder. Livet i sig selv har intet at gøre med kærligheden mellem mennesker. Og noget af det aldeles centrale i forbindelse med det at væve kærligheden ind i gammel religiøs overnaturlig tro er, at religiøse institutioner tror de dén vej får mulighed for at videreføre overtroen til næste generation. troen har bare mistet sin betydning, og det erkender gradvist mennesker. Men selve den fup religioner søger at overføre på mennesker, må man lære sig at gennemskue.
"Mennesket kan ikke føle kærligheden 'for dit og dat'..".
- Ork jo, der er ingen grænser for hvad troende mennesker her og dér overfører deres kærlighed på ;)
"Kærligheden er, også uden adfærdsformer".
- Nej, kærlighed er genkendelse, hvis vi skal være lidt poetiske, og det skal vi jo ;) Kærligheden kan opstå og forsvinde, men den ér ikke et "væsen" der svæver rundt om dine ører, som du kan hive ned og kalde gud osv.
mvh Simon
Redigeret af Simon (19/09/2010 14:53)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|