Kære Arne og anonyme

Set fra sidelinien uden at have fulgt nøje med i debatten konstaterer jeg blot, at jeg simpelthen har svært ved at følge jer i jeres positive tilgang til Koranen/Mohammed.

Hvad giver det jer i grunden at læse slige ord på et for mig at se ahistorisk og upersonligt grundlag (ikke at i gør det upersonligt, men at der ikke er noget virkeligt bag, noget, der har kontaktflade med vores virkelighed)?

Nu kender du jo mig, Arne, og ved, at jeg tager udgangspunkt i inkarnationen - Guds menneskeblivelse ind i denne verden forstået som 'Gud-med-os-midt-i-denne-verden' - som andet end en myte, hvorfor jeg heller ikke kan lefle ord af religiøs værdi i mig - i hvert fald ikke uden, at de på en eller anden måde udspringer af noget historisk og personligt: Kristusbegivenheden!

Mvh
Anne

Halløj Anne,

Min tilgang til islam er sufisme. Der er meget, jeg har meget svært ved at acceptere i koranen og i islam... men når jeg læser om sufisme, så stiller det sig helt anderledes an. Og så undres jeg: For sufisterne erklærer åbenlyst, at de tror på Muhammed.

Altså: Hvis jeg kan lide sufisterne, og sufisterne kan lide Muhammeds ord og lære... hvorfor kan jeg så ikke lide Muhammeds ord og lære? Er der noget, jeg har misset...??

Derfor, i al sin enkelthed, forsøger jeg at udvide mit perspektiv - i dette tilfælde gennem dialog med Arne.

---

Et eksempel på sufisme:

A seeker went to ask a sage for guidance on the Sufi way.
The sage counseled,

"if you have never trodden the path of love, go away and fall in love;
then come back and see us."

---

Ovenstående minder om noget, jeg selv har tænkt og sagt, før jeg overhovedet så dette sufi-ord (jeg så det nemlig først i dag, men jeg har sagt det løbende før). Det er SÅ udviklende at opleve kærligheden i et sundt og trygt kærlighedsforhold. Man åbner kærlighedens dør... en kærlighed man kan tage med sig, selv hvis forholdet af en eller anden grund ender. En kærlighed, man har lært at kende sådan, at man kan give den til andre... uselviskhed... selv over for dem der vil en ondt.

Hej igen anonyme

Tak for dit svar.

Jeg ved ikke så meget om islam og sufisme, men da sufismen jo lægger sig op af islam som en bevægelse eller strømning, hvor dyb oplevelse var/er i fokus, må sufismens rødder række tilbage til både Koranen og Muhammed. Jeg tror, at man kan sammenligne sufismen lidt med det, vi kender inden for kristendommen, nemlig de asketiske og mystiske bevægelser (som f.eks. ørkenfædrene). Heller ikke de er opstået ud af den blå luft men går tilbage til Skriften og Jesus.

Du spørger så om noget interessant:

"Hvis jeg kan lide sufisterne, og sufisterne kan lide Muhammeds ord og lære... hvorfor kan jeg så ikke lide Muhammeds ord og lære? Er der noget, jeg har misset...??"

- Måske kan du ikke genkende Muhammeds ord og lære i din sjæl; det vækker måske ikke genklang, rører ikke ved din inderste længsel og vækker ikke den menneskelighed og kærlighed, du måske søger.

Mon ikke de første sufister søgte væk fra Muhammeds lære og Koranens lovstof for i stedet at udleve en dybere tro på Gud. Jeg har i den forbindelse læst, at bevægelsen kulminerede i det 8 og 9 årh., indtil den i starten af 900 tallet ikke kunne rummes af islam (en al-Halladj blev henrettet). Herefter levede sufismen forsigtigt videre.

For mig som kristen kunne der også findes det svar, at Muhammed og Koranens lære ikke udspringer af Guds selvåbenbaring i Kristus, dvs. Jesus Krisus som Guds Søn (og ikke blot som en profet blandt andre profeter). For mig er det ganske afgørende, at den kristne tro er givet med vores historiske liv, fordi Gud helt konkret søgte at mindske afstanden mellem Gud og mennesket. Jeg tiltrækkes ikke af Muhammed, fordi jeg føler, at han modarbejder denne Guds begivenhed, men derfor kan der godt være stof/udtryk/billeder (i Koranen) og bevægelser, der er inspirerende for den religiøse oplevelse - som du f.eks. finder i sufismen. I den forbindelse vil du sikkert også kunne finde noget opvækkende og genkendende mht. til den uselviske kærlighed inden for kristendommen og kristendommens mystiske/spirituelle dimensioner.

Mvh
Anne

Hej Arne

Jeg er ikke bare begejstret for "den lokale nordvesteuropæiske form for kristendom", men for den globale kristendom, som vi både finder den i vesten og f.eks. i Afrika (jf. den sydlige mission i vesten/norden, noget Mogens Mogensen i særdeleshed beskæftiger sig med). Det væsentlige her er, at kristendommmen ikke er noget, der finder sted lokalt i den nærmeste kirke, i super brugsen eller i sognet. Sådan har det nok før været, i hvert fald hvad angår sognet, dvs. hver sogns menighed.

Når jeg i teologisk forstand taler om historisk begivenhed, det at Gud er trådt ind i vores historie, ja, ind i vores verden og menneskeliv, mener jeg ikke en videnskabelig dokumenteret begivenhed. Jeg er udmærket klar over, at vi befinder os i troens sfære. Når det er sagt, har mennesker i historien oplevet og erfaret et Guds nærvær i en sådan grad, at der er blevet fortalt og skrevet meget om ham tømrersønnen fra Nazareth - det gælder både det kanoniske stof og de tekster, der ikke er kommet med i Bibelen.

For mig er der ingen tvivl om, at Jesus har eksisteret som et menneske og en guddommelig begivenhed. Altså Kristus selv må i en eller anden forstand være en begivenhed - en begivenhed som evangelierne og brevene prøver at indramme, og aller tydeligst at udleve som discipel/kristen jf. de paulinske breve - hvor Guds virkelighed forenes/mødes med menneskets virkelighed. Gud overvinder altså selv afstanden mellem Gud og mennesket, hvorfor den kristne ikke skal søge Gud som et mirakel eller en lykkepille i det høje, men derimod, ifølge min opfattelse, i den verden og virkelighed, der er eksisterende (i modsætning til myten). Dén historie vi finder i NT er således en uafsluttet historie, som vi alle befinder os i. Det kunne ikke være mere naturligt :o)

Jeg forstår godt, at du finder det beundringsværdigt, når folk, der er solidt plantet i deres tro, samtidig kan se positivt på andre religioner. Den bevægelse finder vi også hos kristne teologer, der netop i denne tid arbejder med religionsmødet. Her kan jeg blot nævne KD's religionsnetværk (og religionsdebat) og en teolog som Viggo Mortensen, en som Mogens Mogensen samt folk fra Religionsvidenskab. Det er heller ikke fordi, at jeg sådan bare går rundt og kritiserer og tage skyklapper på, og jeg har da mødt mange religiøse mennesker over nettet. Men jeg ved godt, hvad jeg selv har det bedst med, og hvilke kristne dimensioner (og dogmer), der er vigtige at fastholde, jfr. kristendommens inkarnatoriske princip.

Dog undrer jeg mig lidt over, at du mener, at islam er mere religionsvenligt end kristendommen? Kan det skyldes, at islam skal forstås som det endelige budskab, hvori ligger, at kristendommen o.a. er afguderi? Dvs. al visdom og alle videnskaber kan udledes af islam, nærmere betegnet, Koranen.

Jeg har det fint med, at der er forskel på jødedom, kristendom og islam, og at man ikke forsøger at udvande det, der er centralt. Men derfor kan man godt gå i dialog og huske det, der ligger til grund for den kristne etik, at livet leves sammed med andre mennesker i verden - den kristne kirke er en kirke i verden og den kristne spiritualitet er en dobbelt bevægelse, dvs. en indadvendt retræte og et udadvendt engagement i verden.

Mvh
Anne